E-bogsroman
Om uventede møder med Gud

Hørt ved poolen i Saint Rémy de Provence er en roman til at læse på sin pc-skærm, tablet eller iPad.
Romanens indhold rammer ind i de møder i livet, hvor vi som mennesker kommer i en situation, hvor vi må tage nogle ting i vores liv op til revision, kigge på vores værdier og aktivt beslutte os for nogle valg.
Romanens hovedbudskab er, at vi kan alle blive mødt af Gud, når vi mindst venter det, og dette er ikke afhængigt af forståelsen af Gud. Romanen igennem er fortællingens to hovedpersoner stærkt påvirkede af kriser, udløst af voldsomme hændelser.
Maria Lykke Andersen udtaler selv, at romanen er kristelig-spirituel fiktion.
Hvordan er det så at læse en roman på et elektronisk medie frem for at have en fysisk bog i hånden? Det afhænger meget af, hvilket ”værktøj” man har til rådighed. At læse bogen på en pc er betydeligt vanskeligere end på en iPad. Det er langt mere læservenligt at gå til på iPaden, og den er ret ukompliceret at have med sig rundt omkring.
Jeg vil vurdere, at der er et stort marked for e-bogen. Når du fx er på rejse, kan du have mange bøger med, uden at de hverken vejer eller fylder ret meget. Du kan tage bogen frem alle steder. Jeg vil ikke mene, at den fysiske bog udskiftes til fordel til e-bogen, men at de vil supplere hinanden for dem, der læser meget.

Ulla Schødt

Maria Lykke Andersen:
Hørt ved poolen i Saint Rémy de Provence
204 sider • 80 kr. (E-bog)
Udgivet på forlagetliv.dk