Hjælp til at finde ind i U2

At skrive en vellykket bog om U2 er ikke let. For Jakob Brønnum lykkes det – næsten …En ægte U2-fan, som hører verdens største rockband U2 med et musikelskende og et kirkeligt øre, krummer tæer, når alt, hvad U2 har sendt ud, bliver udlagt som et evangelium.
På den anden side ærgrer en ægte U2-fan sig længe, når en bog om U2s tekster slet ikke berører den klare Kristus-inspiration og -dedikation, der vitterligt er i mange af U2s sange.
For mange forfattere, som vil give deres bud på en bog om U2, er det en svær balance. Men en vellykket bog om U2 befinder sig et sted imellem de to yderpunkter.
På dansk er fornylig udkommet bogen Verden ifølge U2 – lyst og længsel af Jakob Brønnum, teolog og redaktør på Præsteforeningens blad. Og det er første gang, jeg har læst en bog på dansk, som er lykkedes med det vanskelige projekt.

U2s mission sat på plads

Jakob Brønnum gør én ting umanerligt godt i sin bog: Han antyder, hvad U2s mission er. Hvad Bono, U2s lyriske mastermind, vil. Bono italesætter troens forfald: Vi har ikke brug for Gud – og vi bilder os ind, at Gud ikke er interesseret i os.
Den troskrise, det ufuldendte, som vi hører om i U2s signaturhymne ‘I still haven’t found what I’m looking for’ – og nok i endnu højere grad i andre U2-sange – er ikke så meget sangerens troskrise. Men det er den “gudløse” hymne “sunget” af en generation, som er vokset op med den vildfarelse, at tro er noget bras, og at Gud hører til i eventyrene. Problemet er bare, at denne generation stadig ikke har fundet det, de leder efter, da Gud blev “overflødig”. Troen er det, vi mangler, og troen er det, vi ikke kan eller vil finde. Det er dilemmaet i U2s signaturhymne, og det er dilemmaet for ganske mange af lytterne.
U2s musikalske strategi har fra dag 1 været at tage Esajas’ og Johannes Døberens mission på sig: “Ban Herrens vej i ørkenen!”
”Gud har givet os dette bibelvers – med tanke på vores band,” fortalte Bono i 1981.
Og det er noget, U2 efterfølgende efter bedste evne har fulgt. U2s koncerter er en moderne søgervenlig gudstjeneste – med lovsang, bønner og prædikener. Alt sammen formidlet gennem verdenskendt musik og i en ramme med højt til loftet og lave dørtærskler.

Et spadestik dybere

Jakob Brønnum serverer en glimrende indgang til U2s tekster. Til tider bliver det meget langhåret – og særligt referencerne til store litterære værker gør læsningen drøj. Men de lidt lange, højpandede parafraser har en pointe: De vil åbne for lag i U2s tekster og noder, som den overfladiske lytter ikke opfanger – og som vedkommende vil have god gavn af.
Verden ifølge U2 er ikke letlæst. Det er ikke en folkelig bog, som den almindelige U2-fan vil tygge sig igennem – der er for meget ‘rugbrød’ og for lidt ‘franskbrød’ over bogen. Men for den U2-fan, som har på fornemmelsen, at U2 er meget mere end store, markedskonstruerede hits, og som gerne vil et spadestik eller ti dybere, er Brønnums bog et sikkert hit.

Jakob Brønnum:
Verden ifølge U2
– Lyst og længsel
276 sider
279 kr.
ALFA