Skriv til Suh
Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk
Kære Suh
Jeg er bekymret for, at vores datter på 14 år har en begyndende spiseforstyrrelse. Hun spiser nærmest ingenting herhjemme og taber sig mere og mere. Hun holder sig også meget for sig selv, og jeg synes, det er svært at få en ordentlig snak med hende. Vi har ikke umiddelbart indtryk af, at der er problemer på skolen eller med vennerne, men det kan jo være svært at vide, når hun ikke fortæller os noget. Jeg spekulerer selvfølgelig på, hvad vi skal gøre skal vi snakke direkte med hende om det med maden, eller vil det bare blive værre af det?
Hilsen Bekymret Mor
Kære Bekymrede Mor
En spiseforstyrrelse er en alvorlig lidelse, og det er vigtigt at få en evt. sådan bremset hurtigst muligt. En spiseforstyrrelse er et tegn på, at der er noget galt indeni/udenom jeres datter, og som hun tilsyneladende har valgt at tackle ved at kontrollere sit mad-indtag i overdreven grad.
Jeg synes bestemt, I skal tage initiativ til at få snakket med jeres datter om, hvordan hun har det. Vær blot helt konkret – langt de fleste snakke bliver mest konstruktive, hvis man taler lige ud af posen. Så ved alle, hvad det er, man taler om, og hvad der er formålet med samtalen. I kan fx sige til hende: Vi har lagt mærke til, at du spiser mindre og mindre og har tabt dig rigtig meget. Vi er bekymrede for, hvordan du egentlig har det, og vil meget gerne snakke med dig om det, så vi evt. kan hjælpe dig på den bedste måde.
Måske vil jeres datter slå det hen og sige, at det ikke er noget, men her vil jeg råde jer til at være insisterende stol på jeres fornemmelser og jeres observationer, og hold fast i, at der er noget, der ikke er, som det plejer, og at I ønsker at snakke med hende om det.
Jeres datter er i puberteten, og i denne alder kan man have et meget ambivalent forhold til sine forældre på den ene side er de gammeldags og forstår ingenting, og på den anden side er de netop det faste holdepunkt, som man er i gang med at løsrive sig fra og derfor har uendeligt meget brug for er tydelige, stærke og vedholdende.
Og enhver ung har uanset den åbenlyse modvilje og de rullende øjne et ønske om, at hendes/hans forældre bryder sig om, hvordan hun/han har det. Ethvert barn eller ung, har brug for at mærke, at de bliver set, for det giver dem oplevelsen af, at de er elskede og vigtige, og i sidste ende ønsker barnet/den unge, at deres forældre skal hjælpe dem, tage over, så de igen kan nøjes med bare at være børn/unge.
Så har jeres datter nogle problemer, så vil hun ret sikkert fortælle jer det før eller siden, hvis I bliver ved med at insistere.
Så væbn jer med tydelighed, tålmodighed og en masse kærlighed, og gå så roligt i gang med at konfrontere jeres datter med det, I ser og hører.
Hilsen Suh
Kære Suh
Min mor fik for en måned siden en blodprop med ret voldsomme følgevirkninger, bl.a. talebesvær, lammelse i den ene side, hun sidder nu i kørestol og er indtil videre indlagt på et plejecenter. Min far er hos hende hver dag, og jeg og min bror besøger hende, så tit vi kan.
Min mor klarer det rigtig flot, selvom det selvfølgelig er svært for hende pludselig at være så hjælpeløs og afhængig af andre, men jeg kan se og mærke, at det er rigtig svært for min far. Når man spørger ham, hvordan han har det, svarer han dog altid det samme: Jeg har det fint, og så stopper samtalen ligesom der.
Jeg ville ønske, at han ville lukke mere op og fortælle, hvordan han egentlig har det, for jeg er sikker på, at det ville gavne ham, og jeg er bekymret for ham.
Har du nogle forslag til, hvad jeg kan gøre for at hjælpe ham i gang med at åbne sig?
K.
Kære K.
De omvæltninger der er sket for begge dine forældre er temmelig omfattende. Her har din mor umiddelbart nogle fordele i forhold til din far. For det første er hun en kvinde, og kvinder har generelt lidt nemmere ved at snakke om tingene, de er vant til at vende private og til tider svære ting med veninderne. Når noget går dem på, hober det sig altså sjældnere op. Dertil kommer, at din mor har synlige konsekvenser af blodproppen, hvilket giver et konkret og nemt udgangspunkt for en samtale om den nuværende situation. Det er nemlig altid nemmere at kommentere på noget, som er åbenlyst for enhver, end på det indeni, som ingen kan se.
Din far hvis han er som gennemsnitsmanden har det givetvis langt sværere med at få sat ord på sine tanker og følelser. Han har måske generelt ikke været vant til at tale om følelser og har derfor ikke særlig meget erfaring med det. Så selvom han gerne ville, mangler han måske et sprog for det? Han kan måske også være usikker på, hvad det sætter i gang. Vil han bryde helt sammen? Vil den, han betror sig til, foragte ham? Eller have medlidenhed (hvilket for nogle er endnu værre)?
Dybt i mange mænd ligger desuden en trang til at være beskytteren, den der sørger for familien, holder sammen på det hele. Det kan derfor være angstprovokerende at blotte sin sårbarhed så svigter man jo beskytter-rollen? Og når man nu gerne vil beskytte sine nærmeste (jeg forestiller mig, at din far er optaget af at beskytte dig og din bror), så handler det vel om at skåne for yderligere bekymringer, sorger og derfor ikke belemre jer med flere ting, som I skal forholde jer til?
Jeg er overbevist om, at du har ret i din antagelse af, at din far ville få det bedre, hvis han delte sine frustrationer og tanker med nogen. Prøv at gå lidt mere til ham, vær lidt mere insisterende: Jeg synes nu ikke, det ser ud som om, det hele går fint, du ser træt og bekymret ud det er da også helt forståeligt!.
Sørg også for at lade ham vide, at du netop gerne vil vide, hvad der foregår, fordi det giver dig en mulighed for at være fælles med ham i det. At det er et ønske fra din side. Prøv at lade ham forstå, at han faktisk ikke beskytter dig ved at tie, men at du snarere bliver mere bekymret og måske også føler dig afvist. Hvis han begynder at tænke på en snak med dig og din bror som noget, der er konstruktivt, ikke kun for ham, men for jer alle sammen, så vil han måske være mere indstillet på det.
Du kan hjælpe ham lidt på vej ved at italesætte dine egne tanker og følelser, måske spørge ham, om han kan genkende noget af det? På den måde får han lejlighed til at kommentere på dine udspil og derved give sig selv lidt mere til kende, uden direkte at blotte sig.
Det kan også være, at din far har brug for at snakke med en, der ikke er lige så tæt på, måske en god ven, eller et medlem af familien lidt længere ude, hvor det er knap så farligt at tale mere ucensureret.
Endelig kan han måske have brug for at snakke med en professionel, hvor han pga. denne konstellation kan se helt bort fra både at tage hensyn og at skulle beskytte. Det kan du jo lufte diskret, når lejligheden byder sig.
Hilsen Suh
Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, e-mail : Suh@Udfordringen.dk
