Det er fuldt betalt
Det er et faktum, at mange kristne ikke forstår, hvad Bibelen lærer om tilgivelse. Det kan jeg roligt sige, for i mange år var jeg selv uvidende – lænket som en lydig elefant til min fortid.
Steve Farrar
Teolog, forfatter og
grundlægger af Mens
Leadership Ministries, USA.
Der var nogle ting, jeg havde bedrevet som ung, der i den grad ydmygede mig. Hver gang jeg ønskede at gøre noget for Herren, dukkede disse gamle synder op og tromlede mig helt flad.
Fjenden hentede dem til stadighed frem, og jeg følte, at Gud ikke kunne bruge mig. Jeg var en kristen, jeg havde fået tilgivelse, men jeg var uvidende om, hvad Jesus virkelig havde gjort for mig på korset. Jeg forstod det kun delvis.
I Johannes kap. 19, vers 30 siger Jesus fra korset: Det er fuldbragt.
I mange år forstod jeg ikke, hvad han mente. Hvad var fuldbragt? Det var det værk, hans Far havde sendt ham for at udføre. Han var Guds Lam, der fjernede verdens synder. Og da Jesus hang på korset – på dette bestemte tidspunkt i historien – betalte han for min synd. I 1 Joh 2,2 står der, at han ikke blot døde for mine synder, men for hele verdens synder. I det øjeblik på Golgata blev der betalt for dine synder og mine synder – ALLE vore synder.
Interessant nok kan det græske ord for »fuldbragt« også oversættes »fuldt betalt«. Det er det, der bruges, når en gæld indløses. Den er ude af verden. Jeg kan så godt lide det omkvæd, der lyder:
Jeg havde en gæld, jeg ikke kunne betale,
han betalte en gæld, han ikke havde.
Sådan er det. Det er evangeliet. Du havde en syndegæld, som du aldrig kunne gøre dig håb om at dække med en personlig check. Derfor betalte Jesus den gæld, han ikke havde. Og det var din gæld. Og det var min gæld. Med andre ord: Han har ydet dækning for os.
Hvor mange af dine synder tilhørte fremtiden, da Jesus døde på korset? Det indlysende svar er dem alle. For da Jesus døde på korset, tilhørte du stadig fremtiden – og det gjorde jeg også. Bibelen siger, at han dengang døde for hele verdens synder. Han døde for mine synder. Han døde for mine børns synder. Og han døde for deres børns synder – som endnu ikke eksisterer. Han betalte for deres synd. Og han betalte for hver eneste synd, jeg nogensinde vil begå i resten af mit liv.
Fra bogen Fuldfør løbet af Steve Farrar.