Bieber sku’ ha’ været en abort…

Mange rådede Biebers mor Pattie til at få en abort, da hun blev gravid som 17-årig. For hun var dengang stofmisbruger og depressiv.
Men hun sagde nej og begyndte i stedet på en frisk.- Dem, det er sværest at holde af, har mest brug for det, siger Pattie. Og hun véd, hvad hun taler om. Efter at være blevet misbrugt i årevis havde hun kun ét ønske: At dø. Hun lukkede af for alle forsøg på at blive elsket eller tage Guds kærlighed alvorligt…Læs hendes historie her:

I dag er Pattie lykkelig for, at hun ikke fik Bieber fjernet, da hun var gravid som 17-årig.

– Al fornuft druknede i en bølge af skam. Min eneste tanke var: Jeg vil dø. Og det skal være nu! Jeg løb ud af huset og ventede på min chance. Snart så jeg en stor lastbil dukke op. Perfekt, tænkte jeg. Adrenalinen hamrede igennem kroppen på mig som en slagtøjssolo. Da lastbilen kom nærmere, kastede jeg mig ud på gaden. Jeg lukkede øjnene.
Men der skete ikke noget. Chaufføren bremsede hårdt op og fik bugseret bilen ind i en sidegade. Han har sikkert takket Gud. Jeg løb til gengæld min vej. Jeg var ikke engang i stand til at tage mit eget liv! Efter mit selvmordsforsøg lå jeg ensom og forladt på sygehuset.
Ingen af mine party-venner kom og besøgte mig. Kun John, en ungdomspræst, som jeg kendte fra ’bunker-klubben’, kom jævnligt forbi. Jeg kunne lugte ham på lang afstand. Dog ikke ham som person, men derimod den let genkendelige lugt af fastfood, som han altid havde med til mig. Det fik automatisk mit mundvand til at løbe!
Findes der mon overhovedet nogen teenagepiger, som ikke elsker usund mad?
Derfor havde jeg ikke noget imod at få besøg af John, selv om han konstant snakkede om Gud: Gud mig her og Gud mig der…mens jeg guffede pommes frites og friturestegt kylling i mig, lyttede jeg kun til ham med det ene øre og tænkte:
”Hold da op! Han kan simpelthen ikke lade være med at snakke løs om Gud. Og så er det ikke engang søndag i dag!”

Første gang, John kom forbi, havde han en rose med. ”Gud vil gerne fortælle dig, at han elsker dig,” sagde han. ”I hans øjne er du smuk som en rose.” Jeg sad og gumlede på en Big Mac og kiggede på den fuldendte blomst. Han måtte være godt tosset, hvis han mente at kunne høre noget fra Gud! Men endnu mere tosset var han, hvis han troede, Gud ville sige til mig, at jeg var lige så smuk som denne rose.
Jeg kunne på sin vis godt gå med til al hans snak om at ’høre-fra-Gud’. Men sammenligningen med en rose var for langt ude. Hvad tænker han på! Jeg har aldrig i livet kunnet sammenlignes med en rose! Jeg er ikke smuk. Jeg er ikke god. Hva’ for en planet kommer han dog fra?
Men en dag sagde John noget, der ramte mig som et lyn: ”Den, der er helt nede, kan kun bevæge sig i én retning: opad. Du vil jo alligevel ikke længere leve – hvorfor så ikke ganske enkelt finde ud af, hvad Gud kan gøre med dit liv?” Fuld af medfølelse så han på mig. ”Pattie, hvad har du at tabe?”
Jeg havde endnu aldrig oplevet Gud – og da slet ikke den kærlighed, John talte om. I stedet for havde jeg oplevet smerte, misbrug, at blive forladt, frygt, skuffelse. Jeg vidste præcis, hvorfor jeg havde forsøgt at tage mit eget liv. Men kærlighed? Nej, det kendte jeg ikke noget til.

Spørgsmålet forbløffede mig. Jeg kunne ikke sige noget. Det stemte: Jeg havde ikke noget at tabe. Hidtil havde jeg forsøgt at leve på min måde – og det havde ikke været nogen succes. Mens jeg var sengeliggende, plagede minderne mig om den vej, jeg hidtil havde valgt. Jeg indså, at jeg ikke havde noget bedre alternativ. Altså forsøgte jeg mig med et par ord: ”Hm, Gud,” begyndte jeg. ”Hvis du virkelig er til, så beder jeg om, at du gør, hvad John har sagt. Hjælp mig med at leve mit liv. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare det alene.”
Noget inde i mig spekulerede over, hvad Gud mon kunne stille op med mit liv. Men jeg så det som den ultimative udfordring. Jeg ville simpelthen se, hvordan Gud kunne ændre den historie om mit liv, hvis indledning jeg selv havde skrevet så dårligt. Om han virkelig kunne skrive videre på de skæve linjer af mit liv… Jeg var parat til at lade det komme an på en prøve.
Men jeg vidste også, at jeg ikke kunne blive stående her. John havde forklaret mig, at vi alle er syndere, og hvordan denne skyld skiller os fra Gud. Gud havde sendt sin søn Jesus for at dø for vores skyld. Hvis jeg tog imod hans tilgivelse, sagde John, ville jeg blive forsonet med Gud. Derfor bad jeg: ”Jesus, vil du tilgive mig mine synder?”

I det øjeblik, jeg udtalte disse ord, dukkede der nogle klare billeder op i hovedet på mig. Det var, som om mit liv udspillede sig som en film for øjnene af mig: Stofferne, tyverierne, mit omflakkende liv. I det øjeblik blev jeg klar over, hvor syndig jeg var, og hvor hellig Gud er. Det gjorde mig så nedtrykt, at jeg troede, jeg måske ikke mere var til at redde. Havde jeg for længst overskredet enhver grænse for, at hans nåde kunne nå mig? Jeg følte mig lurvet og fortabt. Mine øjne vandrede fra loftet på stuen til linoleumsgulvet og endte ved de udtrådte hjemmesko.
”Hvis det er for sent, Gud,” hviskede jeg, ”så forstår jeg det et hundrede procent.” Det mente jeg helt alvorligt. For jeg havde ikke den ringeste anelse om, hvad nåde betyder. Hvordan skulle jeg have det? Hvordan skulle jeg kunne forvente, at Gud ganske enkelt ville tilgive mig og byde mig velkommen med åbne arme?
Men det var præcis, hvad han gjorde. Og endda på en måde, så jeg ikke kunne tvivle på hans eksistens.

Undskyld de kitschede detaljer, der følger, men det var virkelig sådan, det skete. Med lukkede øjne så jeg et hjerte, som åbnede sig. Der faldt guldstøv ned og fyldte hver en millimeter i det. Dybt inde vidste jeg, at det var Guds kærlighed. Da mit hjerte var fyldt til bristepunktet, lukkede det sig og farvedes snehvidt. Jeg følte mig fuldstændig ren og blev forbavset over Guds tilstedeværelse. Det var ikke noget følelsesladet øjeblik – mere en dyb vished. Jeg mærkede en kærlighed, som jeg aldrig tidligere havde oplevet. En kærlighed, som kun kunne komme fra Gud.
Uden at røre mig blev jeg siddende et lille stykke tid. Så kom tårerne. Håbets tårer, taknemmelighedens tårer. Tårer fulde af følelser, som jeg havde gemt på længe. Meget af det forstod jeg slet ikke. Jeg følte mig som en kvinde, der i dagevis var flakket om i ørkenen og nu tilfældigvis var drattet ned i en rislende bæk.
”Åh, min Gud,” stammede jeg. ”Du er virkelig. Åh, min Gud, du ER virkelig. Du er VIRKELIG!”
De næste minutter kunne jeg ikke bevæge mig. Så overvældet var jeg af denne vished om, at Gud var virkelig.

Men snart var der mere, der blev klart for mig, nemlig at der var mange ting i mit liv, som han ikke ville synes om. Jeg måtte opgive noget. Derfor tog jeg en dyb indånding og sagde: ”Gud, hvis jeg skal give afkald på stoffer og alkohol, så kan jeg kun håbe på, at du er meget bedre. Jeg vil ikke lege kirke. Altså giver jeg afkald på det. Men så må du også vise mig, at du er det værd.” Det var sikkert ikke den mest ærbødige bøn, men den var i det mindste ærlig.
Oversat af Dorthe Orbesen
fra kvindemagazinet Lydia

Læs sidste del næste uge.