Jerikorosen

Juleeventyr af Gert Grube.
Maria vågnede med et sæt. Josef havde vækket hende, og hans ansigt var alvorligt.
”Jeg har drømt noget i nat”, sagde han. ”En engel sagde tydeligt, at vi skulle flygte til Egypten. Senere vil vi få mere at vide.”
Maria var chokeret. Skulle hun igennem flere mareridt? Som om mistænkeliggørelsen omkring undfangelsen ikke var nok. For slet ikke at tale om stalden, hun havde været nødt til at føde i. Og nu på flugt. Helt til Egypten!

Men så faldt hun til ro: Hun kiggede på barnet og var overbevist om, at det ville beskytte dem på den farefulde færd, for der var knyttet store løfter til det.
Hun huskede de tre gaver fra vismændene: Guld, røgelse og myrra.
Hun tænkte igen over gaverne og forstod, at guldet måtte betyde, at drengen skulle være en konge som David, røgelsen måtte betyde, at han skulle være en præst som Melkisedek og myrraen, at han skulle være en profet som Moses.
Hun syntes dog, der manglede noget, men slog det hen. Det var nok bare en mors ærgerrighed.

”Maria”, sagde Josef. ”Står du nu igen og drømmer? Vi må af sted. Jeg gør æselet klar, så må du finde vores mad og tøj.”

De samlede tingene sammen og lagde alt i æslets saddeltaske. Maria satte sig op på det med drengen. Hendes frygt var fuldstændigt forsvundet.
Hun så på barnet og tænkte, at Gud ville omslutte dem med kærlighed og tryghed.
Men frygten kom hurtigt tilbage, da de kom til den store ørken, som de skulle igennem. Der var ørken, lige så langt øjet rakte.
Hvordan skulle de klare det? Flugten og frygten fyldte hendes sind – ja, hun nærmest klamrede sig til frygten. ”Nej, det er for meget!” tænkte hun ”Gennem en gold ørken med mand og barn.” Hun trak barnet tæt ind til sig for at beskytte det.
De rejste hele dagen gennem ørkenen, og ved aftenstid nåede de en klippehule, hvor de ville overnatte. Den lignede stalden fra Betlehem.

Men de blev overrasket, for den var allerede beboet.
Efter lidt snak frem og tilbage med beboerne blev de inviteret indenfor.
En gammel mand førte hånden hen mod drengen og spurgte forundret: ”I kommer med en spæd dreng her ud i ørkenen? Hvordan tør I dog.
Der er så mange farer herude?”
Josef svarede: ”En engel har befalet os at flygte til Egypten, men vi vil blive beskyttet undervejs, for Gud har planer for drengen. Ved fødslen skete noget mærkeligt. Drengen modtog tre vidunderlige gaver: Guld, røgelse og myrra.”
Den fremmede blev meget opmærksom og kiggede på drengen. ”Jeg vil også give drengen en gave”, sagde han og rakte bagud efter en tot vissent græs. ”Det er Jerikos rose. Ja, navnet har den fået efter byen Jeriko, der ligger som en oase midt i en stenørken. Det er en frugtbar by, der giver liv til mange. Jeg er selv opvokset der, og det fortælles, at rosen skal skænkes til et drengebarn i ørkenen. Bliver den det, kan man være sikker på, at drengen har de samme egenskaber som den”.
Og den gamle fortalte, hvordan der kom liv i rosen ved den mindste fugtighed, og at den aldrig kunne dø. Jord behøvede den heller ikke.

Maria syntes, det lød mærkeligt. Og gaven – planten – så bare lurvet og værdiløs ud. Men så gik det op for hende, hvor forunderlig og livsbekræftende den var. Det var jo det, hun syntes, de tre andre gaver havde manglet. Og hun takkede rørt manden for Jerikorosen.

På den måde gik det til, at Maria fik fire gaver til sin søn – så han med dem kunne nå ud til alle fire verdenshjørner og gælde alle fire årstider.

Næste morgen tog Maria og Josef afsked med de fremmede. De anbragte rosen i saddeltasken ved siden af guldet, røgelsen og myrraen og lod sig lede gennem ørkenen af den nye, stærke ledestjerne på himlen.

Fakta om Jerikorosen:
En besynderlig plante, som er ét af naturens undere.
Den ligner kun en tot vissent græs, men lægges den i vand, bliver den grøn og folder sig ud.
Den skal have frisk vand hver dag.
Fjernes den fra vandet, vil den efter kort tid indtørre og igen ligne en livløs knold.
Jerikorosen kan aldrig dø.
Selv om den ligger gemt væk i en kommodeskuffe gennem flere år, kan den ”vækkes til live” med lidt vand.
Sådan kan underet gentages igen og igen.
I nogle lande er det almindeligt at lade den gå i arv fra slægt til slægt og ved juletid lade den folde sig ud til glæde for børn og voksne.