Kristne rappere indvier værested

Det nye værested for unge skal blandt andet lave ’streetart’.I sidste uge skrev vi om Dan Conrad og hans gruppe ’Det Lyriske Korstog’, som vil fremme Hiphop i Danmark. Gruppen var for nylig med til at åbne det kristne værested ’Be Free’ i Roskilde.

Dan Conrad er en del af ’Det Lyriske Korstog’, som rejser rundt for at optræde i Danmark.

Be Free er for unge mellem ca. 20-30 år, og de mødes en gang om måneden på Musicon for at lave det, man kalder ”streetart”. Det kan være rap, breakdance eller graffiti. Derfor var det oplagt at lade den kristne hiphop-gruppe ’Det Lyriske Korstog’ indvie stedet.
Og gruppen fik – ud over nogle håndtegn – også kastet et par kommentarer ud om deres musik og tro:
– Det er hard core Jesus Christ gangsta rap! griner Kenny G, som er en af de fire rappere i Det Lyriske Korstog, da han optrådte ved drop-in-koncerten i Laboratoriet i forbindelse med åbningen af ’Be Free’, skriver Frederiksborg Amtsavis.
– Vi laver hiphop, og lige som alle andre rapper vi om det, der fylder vores hverdag, og det er Gud. Vi kunne godt rappe om, hvor fede vi synes, vi er, eller hvor mange damer, vi scorede i byen i lørdags, men det gør vi ikke.
Så ville vi også lyve. Vi rapper om vores verden, og den er Gud i centrum af, siger et andet af gruppens medlemmer, Dan Conrad.
Gruppen vil gerne spille over hele landet for at være med til at gøre Hiphop-genren mere kendt blandt kristne.
’Be Free’ vil både være et socialt sted, hvor unge kan komme, men man vil også dele det kristne budskab, forklarer Dona Lindgren, som er leder for stedet:
– Udgangspunktet er bare at være der for folk, som har brug for det. At give dem et sted at være kreative, eller bare et sted at snakke, hvis det er det, de har brug for. Vi, der er med, har alle oplevet, at det har gjort en forskel at få Gud ind i vores liv, siger hun.
Henrik