Venstre sidebanner eksempel

Noam Shalit – far til Gilad Shalit om sønnens fem år i fangenskab

Den kidnappede israelske soldat, Gilad Shalits far, Noam Shalit, er tilbageholdende men har også en ildkraft, der fik gevinst, da hans 25-årige søn, Gilad, kom ud af fem års Hamas fangenskab i Gaza-striben.
Fangenskabet har sat dybe spor i den unge mand, som nu prøver at vende tilbage til dagligdagen.
Noam Shalit og hans kone Aviva står som forbilleder for forældre verden over, hvis børn er kommet i en vanskelig siuation. Og som måske kun kan reddes ved en kraftanstrengelse fra forældrenes side.

Mindepris i Oslo

– Det var blot naturligt, hvad vi gjorde, siger 59-årige Noam Shalit i et telefoninterview med Deres korrespondent i anledning af, at han om kort tid sammen med Aviva skal til Oslo for at modtage Kåre Kristiansen mindeprisen.
Mange kender Kåre Kristiansens virke for medmenneskelige anliggender bl. a. for Israels sag og hans modige holdning, da han trådte ud af den norske Nobelfreds-komite i protest mod, at Yasser Arafat skulle få denne pris.

Nu skal prisen tildeles den udholdende Gilad Shalit, der kom igennem fem forbandede år i et fjernt fængsel hos Hamas i Gaza.
Noam Shalit og hustruen Aviva vil modtage udmærkelsen på Gilads vegne.

I Australien

– Gilad er på rejse langt fra Norge, han er i Australien og på New Zealand med nogle gode venner, siger Noam Shalit, og han vender først hjem til april. Han kan lide at rejse.
Gilad, der er interesseret i matematik, skal studere økonomi ved en institution i byen Herzliya ved Middelhavet.
Gilad er meget beæret over at skulle få denne fornemme pris, siger Noam Shalit – og det er vi også. Vi påskønner meget, hvad der er blevet gjort for Gilad i det for ham så fjerne land, Norge. Selv har Noam Shalit gjort mange rejser til adskillige lande for Gilads sag og har bl. a. mødt den daværende norske udenrigsminister, Jonas Gahr Støre, i Oslo.
Familien Shalit omfatter, udover Noams kone, Aviva, sønnerne Yoel, 31 år, og Hadas på 22. Noam Shalit er ingeniør, uddannet på Israels tekniske højskole, Technion, i Haifa.
De lever i en landsby ved navn Miztpe Hila (800 indb.) i det nordlige Israel.

Forholdet til sønnen

– Vi vidste nogenlunde, hvordan Gilad led i sit fangenskab, siger Noam Gilad. Han havde en frygtelig tid i alle disse år. Han var totalt isoleret. Ensomheden var måske det værste. Ikke engang Røde Kors måtte besøge ham, hvilket strider mod internationale regler. Ingen telefon. Ingen breve. Ingen kontakt med os. Han så kun sine fangevogtere.
– Pludselig stod han der, det var overvældende, siger Noam. Gilad var bleg og havde mistet meget i vægt, og han måtte omgående til medicinsk undersøgelse.

Tortur?

Blev han udsat for tortur, lyder et andet spørgsmål.
– Det kan jeg ikke svare på, siger Noam Shalit. Men er fem et halvt år i et sådant fangenskab ikke tortur, helt alene, dag og nat?
Noam siger, at Gilad idag ikke behøver hjælp af psykologer, men at han havde det noget vanskeligt lige efter at være kommet af fangenskabet.
Skriver han en bog om sin grusomme tid, spørger vi.
– Nej, det er ikke på tale nu, siger Noam Shalit. Men måske en fremtidig dag.
Gilad har et særligt forhold til Frankrig, der har arbejdet meget, ad diplomatiske veje, på at få ham fri.
– Hvad er Gilads og din franske forbindelse, spørger vi.
– Min mor var fra Frankrig, siger han. Hun udvandrede fra Marseille til Israel, og såvel Gilad som jeg og hans brødre er franske statsborgere.
Den franske forbindelse har medført, at Gilad er blevet æresborger i Paris. Det er han også i forskellige andre byer i Europa, bl.a. Rom.
Og nu skal han hædres i Oslo.