Sædding Funpark samlede 250 børn
250 børn og 70 ledere lagde vejen forbi Sædding Efterskole til Funpark, som er en blanding af inspiration, undervisning og leg. Børn, teenagere og ledere fra IM og LMs ungdomsarbejde lagde vejen forbi Sædding Efterskole for at få undervisning og have det sjovt!
– Vi havde inviteret til Funpark, og gæsterne kom fra junior- og teenklubber i Vestjylland – fra Holstebro i nord til Esbjerg i syd, Ikast mod øst, og Henne mod vest, forklarer Søren Andersen fra Sædding Efterskole.
Det blev dystet i tovtrækning, stoleleg, musikquiz, krabbefodbold, forhindringsbane mm. Eleverne på Sædding Efterskole stod for de forskellige aktiviteter, og med 7 minutter ved hver post kunne alle holdene nå rundt i løbet af en time.
Imens disse aktiviteter foregik, var lederne samlet til undervisning og erfaringsudveksling ved Susanne Sjælland Iversen, som er børnekonsulent i LM-Kids.
Hun tog udgangspunkt i emnet “netværksmennesker” og pegede på den betydning, ledere i en junior- eller teenklub kan have ved at være en del af det netværk, hvor børnene færdes.
Senere på aftenen samledes juniorer, teenagere og ledere i hallen, hvor der var lovsang og andagt ved Sussanne S. Iversen.
– Det er tredje gang, vi på Sædding Efterskole inviterer til FUNPARK og oplever det som en stor succes. Kombinationen af, at der foregår noget for juniorer og teenagere, mens lederne får undervisning og inspiration, er der mange, der er glade for, siger Søren Andersen.
Næste års Funpark er allerede planlagt til januar næste år.
Henrik