Trætte fødder, men stor velsignelse

Der var 4 kirkelige stande med på forrige weekends alternativmesse i København, og messegæsterne tog godt imod dem.
I forrige weekend fandt mere end 12.000 mennesker vej til Krop-Sind-Ånd-messen i Falconercentret i København, hvor messegæsterne havde mulighed for at prøve alt lige fra massage til magiske sten og håndlæsning.

Ole Skjærbæk Madsen i samtale med en messedeltager.

Traditionen tro havde I Mesterens Lys (IML), som er en Areopagos-praksis, også en stand på messen, hvor de tilbød forbøn, samtaler og kaffe.
Og rigtig mange af messegæsterne tog imod tilbuddene, for i løbet af weekenden var 361 mennesker til forbøn, og de frivillige medarbejdere havde dybe samtaler med 65 personer.
Derudover afholdt IML også to velbesøgte arrangementer, nemlig kyndelmissegudstjeneste og et foredrag om Christfulness ved Areopagos’ missionspræst Ole Skjerbæk Madsen.
Og så var der mulighed for at få kreativ forbøn, hvor en dansegruppe fra Århus Valgmenighed tilbød helende bøn til enkeltpersoner med forskellige virkemidler som musik, flag og dans.

– Bare de nu er her

Agnethe Zimino, som er formand for I Mesterens Lys, er meget glad for kontakten til messegæsterne.
– Jeg fornemmede en ny dybde i de ønsker om forbøn, som folk havde. Folk kommer med et klart ønske om at mærke Guds nærvær ind i deres liv og situation, og vi havde nogle dejlige forbønssituationer, hvor folk virkelig blev berørt, fortæller hun.
Ligesom ved tidligere messer oplevede I Mesterens Lys også denne gang, at mange af medarbejderne fra andre messestande kom på besøg for at få forbøn. Og der var også mange gengangere blandt de ”almindelige” messedeltagere, som helt bevidst opsøgte IML’s stand.
– En dame sagde, at hun havde gået rundt på messen og ledt efter os og tænkt ’åh, bare de nu er her’, så hun var så lettet, da hun endelig fandt frem til vores stand, fortæller Agnethe Zimino.

Kirkeministeren på besøg

Også kirkeminister Manu Sareen var taget med på messen for at besøge folkekirkens stand, og han kom også indenom IML’s stand, hvor hans guide fortalte ham om, hvordan IML havde været ”fødselshjælper” i forhold til at få de andre kristne stande med på alternativmesserne.
I Mesterens Lys fik nemlig første gang en stand på messen i 1997, hvor de inviterede Københavns Stift med. Så nu er både folkekirken, det kristne forlag Prorex og organisationen Aglow repræsenteret på Krop-Sind-Ånd-messerne.
Og den generelle fornemmelse på IML-standen er, at messegæsterne tager rigtig godt imod de kirkelige stande.
– Noget af det, som folk sætter pris på ved vores stand, er, at vi tager os god tid til alle gæsterne. Vi bruger tid på det enkelte menneske, og det kan vi mærke, at folk er meget glade for, fortæller Agnethe Zimino – og tilføjer:
– Det var en rigtig god weekend, og jeg er meget glad nu. Vi har trætte fødder, men vi har oplevet stor velsignelse.
Eva