Venstre sidebanner eksempel

”Stop terror i Nigeria”

Bombeangrebet mod busstationen i Kano, Nigeria, hvor 25 blev dræbt og 60 blev såret, får religiøse ledere til at kræve handling fra Forbundsregeringen, fortæller Åbne Døre.Både kristne og muslimske ledere i Nigeria fordømmer de mange terrorangreb i landet.

Regeringen vil ikke lade sig skræmme til at afblæse kampen mod terrorisme, siger præsident Goodluck Jonathan.

Under bombeangrebet den 18. marts 2013 blev mindst 25 dræbt og 60 såret.
Angrebet var rettet mod en busstation i Kano, den største by i det hovedsageligt muslimske Nordnigeria. Busstationen i den kristne bydel benyttes især af passagerer på vej til den sydlige, overvejende kristne del af landet.
Fem busser blev ødelagt i eksplosionerne, den ene var angiveligt fuld af mennesker.
Både kristne, muslimske og politiske ledere har nu bedt Forbundsregeringen om øjeblikkeligt at skride til handling og tage skridt, der kan afværge en større krise.

Truer landets enhed

The Christian Association of Nigeria (CAN) og dens muslimske modstykke Jama’atu Nasril Islam, (JNI) – der betyder ’Selskab til fremme af Islams sejr’ – har hver for sig udtrykt alvorlig bekymring.
JNI’s formand, sultanen af Sokoto, er den åndelige leder for Nigerias 70 millioner muslimer. De to religiøse ledere advarer om, at selvmordsbombeangreb som det i Kano kan true Nigerias enhed.

Faste- og bodsdag

Den 19. marts, dagen efter angrebet, holdt man sørgedag, faste- og bodsdag for ofrene. Mange frygtede gengældelsesangreb mod den koloni af nordnigerianere, som bor i den sydøstlige del af landet.
CAN-formanden, pastor Ayo Oritsejafor, fordømte ”de barbariske bombninger og væbnede angreb, der uafladeligt rettes mod uskyldige nigerianere”.
På CANs vegne bad Oritseja Forbundsregeringen tage skridt til at stemple Boko Haram som en udenlandsk terrorbevægelse.

”Forfølg terroristerne og drop støtten”

– Forbundsregeringen bør arbejde tæt sammen med det internationale samfund og lære af deres erfaringer med at tackle terrorhandlinger.
– Forbundsregeringen burde rettelig stille dém for en domstol, som de allerede har pågrebet, og hvis meddelagtighed de har beviser på, opfordrede pastor Ayo Oritsejafor.
– Jeg beder indtrængende regeringen om at få fat i dem, der yder økonomisk støtte til Boko Haram og den islamiske gruppe Ansaru, der er på linje med al-Qaeda og har specialiseret sig i at kidnappe og dræbe kristne udlændinge.
– De, der forråder andre ved lyssky samarbejde med nationens fjender, bør også fanges og dømmes efter landets love, fastslog Oritsejafor.

”Det er en hastesag”

Sultanen af Sokoto, leder af den muslimske paraplyorganisation i det nordlige Nigeria, betegnede mandagens angreb som ”
foruroligende og alarmerende”.
– Det ser ud som om det er planen at skabe krise i den nordlige del og efterhånden i hele landet, begyndende med Kano… Det kræver en fælles indsats og en bedre strategi at forhindre den slags modbydelige handlinger.
– JNI kræver, at regeringen på alle niveauer ser det som en hastesag i fremtiden at kvæle lignende hændelser i deres opståen samt sørge for, at de, der begår disse barbariske handlinger, møder lovens vrede, da livet er helligt og skal behandles som sådan efter den lære, vi finder i de åbenbarede bøger, sagde sultanen.

Lader sig ikke skræmme

Præsident Goodluck Jonathan udtalte:
– Regeringen vil ikke lade sig skræmme til at afblæse kampen mod terrorisme, men i samarbejde med lokale og internationale partnere og interessegrupper sørge for til stadighed at have overblik over terrortruslen.
Foreløbig har ingen vedkendt sig ansvaret for angrebet. Imidlertid ligner hændelsen tidligere angreb foretaget af den islamistiske gruppe Boko Haram.
Mange frygter, at præsidenten har givet amnesti til Boko Haram.