En livsforvandlende konference

Edith Theis-Nielsen fra København fortæller om sine indtryk fra Aglows landskonference i Nyborg, som for mange betød forandring og fornyelse.Lad os rejse os i den Gud-givne identitet, så vi ser tegn, undere og mirakler ske.

Balloner blev brugt som eksempel på, at varme og pres får os til at stige opad. Der var flere hundrede deltagere fra hele landet, og en del var også kommet fra udlandet.
Fotos Aase Nielsen

Det var temaet for Aglows konference inspireret af Esajas kap. 60:1 (Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig) som står på de månedlige bønnemål fra Aglow International, og derfor er et globalt mål.
Det var en glædesfyldt weekend med lovsang helt i top med gruppen Spearhead ledt af Kim Wenham fra Sydafrika med musikere fra flere lande, som lige nu bor på Kolding Internationale Højskole.
Vi blev ledt ind i tilbedelse og nærhed med Herren på en exceptionelt god måde; det var vidunderlig salvet.

Ikke bare en organisation

Inger Porsen, leder af Aglow i Danmark, fortalte om det privilegium at tjene i en organisation båret i bøn og ledt i det profetiske. Aglow har – udover at række ud til mennesker med evangeliet – også Gud-givne mandater, som Aglow er blevet ledt ind i over en årrække.
Det er ikke bare en kristen organisation men en profetisk tjeneste med et særligt kald.
Samtidig træder Aglow ind i nye visioner og missionserklæringer, der viser i hvilken retning, Gud fører Aglow, altså en ”opgradering”. Målet er: Enhver nation berørt og ethvert hjerte bliver forvandlet.

Vi må ændre vores gamle tanker

Diane Fink fra Aglow International, talte om, at vi må se tingene fra Guds perspektiv og ikke som Moses i Bibelen, der mente, at han ikke magtede de opgaver, Gud gav ham.
– Vi tænker tit på en måde, som er påvirket af den kultur, vi bor i, og det er ikke altid Guds vinkel. Tit kolliderer vore tanker med Bibelens, men så er det, at vi må ændre vore tanker og lade os forvandle, jf Rom. 12:2.
Frygt kan forhindre folk i at tage imod deres kald, så det kræver, at vi tager en beslutning om at blive udfriet af det, som binder fx frygt, jantelov osv. og tage imod Guds kærlighed, tilgivelse og udvælgelse.
Det kræver dog, at vi vandrer ud af det gamle liv. De folk, Gud udvalgte i Bibelen, kunne se ud som almindelige mennesker og alligevel udvalgte Gud dem.
Vi blev opfordret til at modtage en helt ny måde at tænke på og blive forvandlede til en ny identitet.

Om at se det ovenfra

Elin Dahl Jensen, deltager fra Ålborg, var især berørt af budskabet om, at det handler om at se tingene fra Guds perspektiv og ikke menneskers, og at vi i enhver situation må vende tilbage til Guds perspektiv og hans ord i Bibelen.
Det var i tråd med, hvad Elin havde hørt på Aglows internationale konference i Houston, USA i 2011, hvor hun nu fik helt på plads det med at få himmeriget ned på jorden.
For hende var fællesskabet på Nyborg Strand noget af det bedste, for her kunne vi opmuntre hinanden og få ny inspiration.

Varm luft

Glæden på konferencen viste sig også i ballonleg, hvor folk kastede balloner op i luften og lovsangsmusikken spillede op til dette med dans og leg for Herren!
Baggrunden for ballon festen var, at Diane Fink havde forklaret, hvad der får varmluftballoner til at stige til vejrs: varme og pres.
Sådan er det også for os mennesker, at når vi har gennemgået pres og været i en proces, hvor vi har været i ”ilden”, så er vi klar til at rejse os til at fungere i vores kald.

Skøn konference

Peter Tinggard, Aglows nye rådgiver, sagde:
– En virkelig skøn konference. Det bedste for mig – med tårer af taknemlighed – var at se min kone frimodigt følge mange tilskyndelser til at danse.
Hun har en stærk gave og er meget salvet, men alligevel går der ofte et helt år imellem de gange, hun danser. Men ved Aglow var der frihed til at danse mange gange på en weekend.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Kundskabsord

Peter Holmsgaard, frikirkepræst og leder af Åndens Klinik, talte om, at når man skulle ”rejse sig”, så måtte det være fordi nogle lå eller sad!
Hans budskab handlede om, at vi ikke skulle blive siddende! Problemet er især med mennesker, som har haft problemer og er blevet udfriede men stadig sidder.
Vi skal tage ansvar for synden og se den i øjnene, ligesom i Jon Bon Jovi sangen ”Santa fe”: ”Once I was promised absolution, There’s only one solution for my sins. You gotta face your ghosts….”. Holmsgaard sluttede med at give kundskabsord, som rørte flere meget stærkt.

Gud hører bøn

Claudia Fagervik fra Brasilien, bosat i det nordlige Norge, var med for første gang til en Aglow konference. Hun syntes, det var en af de bedste oplevelser, hun havde haft i flere år: lovsangen, at se Guds kraft og opleve hans nærvær.
Under forbønnen fik hun en profeti, som var en bekræftelse af en tidligere profeti. Det viste hende, at Gud hører bøn, og at det handler om at tro og være trofast over for Gud. Det bedste er at vandre med Gud.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Fotos Aase Nielsen
At bryde igennem

Diane Fink talte om, at der altid er noget tilsyneladende umuligt i vore liv, nogle tankebarrierer, som skal gennembrydes – ligesom at bryde igennem lydmuren.
Det er muligt med Gud, vi skal trække på vores himmelske bankkonto, for Gud har i overflod af velsignelser til os.
Vi sætter ind på bankkontoen hos Gud, når vi beder, lovpriser, gør hans vilje, og Gud mangedobler dette. Når vi trækker på bankkontoen, vil der altid være dækning, for Gud er uendelig god, og hans velsignelser hører hjemme her på jorden, jf Salme 21!

Israelsk lovsang

Ann-Cathrin Jacobsen ledte os den sidste dag i lovsang i samme tilbedende ånd og sluttede med israelsk lovsang og sangen ”Pray for the peace of Jerusalem.”

Bearbejdet i grupper

Til slut fik hele forsamlingen en glimrende øvelse, hvor vi i grupper skulle drøfte forskellige spørgsmål, som handler om at ændre vores måde at tænke på, så vi kan komme ind i vores nye Gud-givne identitet og se tingene fra himlens perspektiv.
Det handler om at acceptere hinanden uden fordømmelse, skrotte negativitet, gå ind i profetiske ord, få vores selvopfattelse revideret og meget mere.
Vi blev opfordret til at arbejde videre med øvelserne samen med hinanden (ikke alene) i de lokale grupper.
Og så proklamerede vi, at Jesus er konge af Danmark! Alt i alt blev det for mange en skelsættende konference, et vendepunkt.