Journalisten fandt den største nyhed

Kendt svensk tv-journalist fandt troen på Jesus, da hun blev dødssyg af kræft.Hvem gider døden? Og hvad skal man stille op med en måske dødelig diagnose?

Ingela Agardh var bl.a. nyhedsvært for svensk tv’s Aktuelt, programleder for God morgen Sverige og journalist på Aftonbladet.

Det har den svenske journalist og tv-vært Ingela Agardh fortalt om i sin biografi, der udkom kort før hendes død i juni 2008 i Den största nyheten.
Titlen er inspireret af, at hun var vant til at lede efter de største nyheder: At hun selv skulle finde troen var mere, end hun havde forestillet sig. Hun var nyhedsvært for svensk tv’s Aktuelt, programleder for God morgen Sverige og flere andre populære tv-programmer samt journalist på Aftonbladet.

Agardh voksede op i et hjem, hvor forældrene hørte til i den Svenske Kirke; moren var kirkeligt aktiv og tog hende med til gudstjenester, men Agardh kunne ikke gribe om troen og kom væk fra det, efterhånden som hun voksede op. Alligevel var hun aktivt søgende efter Gud og kunne ikke forstå, at når hun ”bankede på døren” ,som Biblen skriver, så lukkede Han ikke op til trods for, at hun bankede og bankede. Hun undrede sig over, hvad hun havde gjort forkert. Ville Gud ikke vide af hende? Fandtes han?
Da Agardh fik en depression, og det var værst, orkede hun kun at læse ungdomsbøger med lykkelig slutning og Bibelen. En aften mens hun læste i Bibelen ”flyttede Jesus ind” i hendes liv. Det eneste han sagde, lydløst men klart, var: ”Du behøver ikke at forstå.”
Det blev et vendepunkt, og bogen viser hendes vej til troen – også de mange besværligheder i hendes liv, job, svær depres­sion, personlige omstændigheder og en årrække med kræften, og døden der lurede lige om hjørnet.

Siden hun blev troende, har hun ikke lagt skjul på sin kristne tro, tværtimod. Som journalist og tv-vært var hun meget afholdt, og mange har hørt hende fortælle om sin tro, og hvad det betød for hende.
Da Jesus kom til Agardh, var det en lettelse, at hun ikke behøvede at begribe noget. Troen var ikke en eksamensopgave, ikke en kvalifikationsrunde – hun behøvede ikke at være en anden og bedre, end den hun var, og hun var elsket af Gud. Hun var kejtet, da hun begyndte at bede til Gud. Hvordan gør man? Men en dag fik hun det råd bare at være stille, for det kunne jo være, at Gud ville tale til hende, og så måtte hun være stille for at kunne høre ham.
Hun lærte også, at hvor hun før ville styre alt i sit liv, så fik hun et nyt perspektiv: at slippe kontrol­len, at det ikke var nødvendigt at styre alt fra borddækning til moral! Hun erkendte, at man alligevel ikke kan forstå alt om Gud og Jesus. Og så kan man lige så godt slippe taget om sit liv og lade Gud tage hånd om det. Agardh er dog bevidst om, at det er godt med fornuft, blot er fornuften ikke alt. Hun opdagede, at hun først og fremmest var menneske og havde lige så meget værdi som andre.
Men at leve med Gud er også selv at blive forandret. Det gør ondt, men i modsætning til angsten, så er det en smerte med mening. Hun opdagede, at bjælken i hendes eget øje var meget større end hos naboen. Hvorfor havde hun ikke opdaget det før? Alt sammen tanker og spørgsmål hun skriver om i sin bog.

Få år efter sit barns fødsel fik hun konstateret kræft, og da fik Agardh den erfaring, at det handler ikke om hvorvidt vi dør, men at vi dør. Flere år efter kom kræften igen, men den tredje og sidste gang fik hun en aggressiv kræftform, som hurtigt spredte sig. I sin biografi skriver hun om de tanker, hun har gjort sig om troen, om Jesus og hans vej til korset. Hun evner at få læseren til at tænke med om mange store spørgsmål inden for hverdagslivet, den kristne tro, journali­stikkens og massemediernes verden.
Med troen som ballast stiller hun mange nysgerrige spørgsmål, som det er værd at gruble over. Hun filosoferer over, at hun var den eneste i sin omgangskreds, som aktivt søgte Gud. Og hvad havde de andre? Agardh omtaler drikkeriet i Sverige og slutter med disse ord: Vover vi ikke, at livet gør ondt? Tror vi ikke, at vi slår til, som vi er? Er det virkelig nødvendigt at opsøge sammenhænge, hvor man kan få sig selv til at ”forsvinde” i alkoholens glemsel?
Kort før Ingela Agardh fik sin tredje kræftdiagnose, havde hun sagt sin tv-stilling op og var startet som freelancer. I den periode blev hun en efterspurgt taler og rejste rundt i Sverige og talte om troens verden; hun kaldte sig selv ”amatør-evangelist”! Hun vidnede om Jesus Kristus, men talte også om retten til at være mislykket. Hun spørger: Hvorfor skal man lykkes? Hvorfor er man mislykkedes, hvis man fx er syg eller dør? Agardh har stillet sig selv det spørgsmål, som Jesus stillede til den syge mand: Vil du være rask? Agardh har også spurgt sig selv: ”Tænk, om kræften forsvandt, og jeg lever i 30 år til? Orker jeg at leve det liv, jeg vil?” og konkluderer: Svaret er ikke indlysende!

I pocketbog-udgaven har forlaget tilføjet Agardhs kronikker som bonusmateriale. I en af dem, ”Min død er ikke tragisk”, skriver Agardh, at hun blev interviewet om sin bog, der handler om vejen til tro, men interviewet kom mest til at handle om hendes død – som om den skulle være vigtigere end andres død, ironiserer Agardh og konstaterer: ”Døden er interessant og diskuteres for lidt i Sverige!”
Hun har også gjort sit livs regnestykke op: ”Har jeg gjort, hvad jeg kunne i livet? Nej, det har jeg ikke. Frem for alt har jeg ikke skønnet på mennesker i mine omgivelser.” Men Agardh påskønner nåden og tilgivelsen gennem Jesus Kristus. En dag da Agardh spekulerer over, hvornår hun skal dø, kommer svaret til hende fra himlen: ”Du er velkommen, hvornår du end kommer!”
Samtidig hjælper troen, for døden er ikke afslutningen, men begyndelsen på noget nyt. I et interview i marts 2008 sagde hun: ”Døden holder mig i hånden, men jeg er ikke bange for at dø. Jeg har faktisk ingen stor vilje til at leve videre, jeg har stræbt nok, forsonet mig med min skæbne.”

Det sidste interview indspillet før hendes død, ”En bog – en forfatter”, blev sendt i svensk tv samme dag, hun døde som 59-årig. Nogle af de ord, der blev skrevet om hende i de svenske aviser efter hendes død var: et levende menneske, varmhjertet, integritet, humor, troværdig, lydhør, respekteret, professionel i sit job, usædvanlig i sin styrke, modig. Dagens Nyheter citerede Agardh for at have sagt: ”Ethvert debatprogram bør have en videnskabelig person og en troende person,” et synspunkt hun bragte til torvs i sin sidste tid.
Det er et nådens øjeblik for Sverige, at en folkekær journalist blev troende kristen og fik tid og mulighed for at fortælle andre om det i foredrag, interviews, tv, aviser og en bog.

Ingela Agardh: Den största nyheten
Libris Förlag, Örebro 2009 (pocketbog) – 160 sider – 59 svenske kr.