Fra kirkefremmed til udadrettet missionær
At være kirke handler ikke blot om hygge. Der er et formål med at være en menighed, nemlig: Bring kirkefremmede ind i menigheden, byg dem op, træn dem og send dem ud.Menighederne må fortælle de gode nyheder, så sovende kristne og ikke-kristne vender om til Jesus.
Af Bent Claudi
Tidligere bankdirektør,
nu menighedsplanter.
(Se artiklen i uge 14)
Det er vores ansvar at opdage, hvordan Gud arbejder, og så arbejde sammen med ham. Jo bedre vi bliver til det, jo mere vil Gud velsigne os, og jo flere mennesker vil han sende til os.
Men kun Gud kan få en menighed til at vokse. Paulus sagde: Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten (1 Kor 3:6).
Hvis du vil starte en ny Formåls-Dreven Menighed, må du arbejde ud fra disse nøgleområder:
Få fat i skarerne: Bring mennesker til Jesus gennem søgervenlige gudstjenester.
Opbyg menigheden: Tilhørerne bliver medlemmer gennem dåb og deltagelse i grupper.
Træn disciple ved at udvikle medlemmerne til Kristus-lignende modenhed.
Udrust kernen, så disciplene bliver til medarbejdere.
Træn og send disciple på mission til nye steder i Danmark, Europa og verden.
At plante en ny menighed er en formåls-dreven rejse til Guds ære. Biblen siger i Mat 6:10,13 Komme dit rige, ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen
.. thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Som vor Far og Konge leder og vejleder Gud os. Han vogter os og tager vare på vore behov hver eneste dag.
Når vor Far spørger os om at gøre et eller andet, må vi villigt adlyde som en trofast søn. Men når Kongen taler, har vi kun én reel forpligtelse og det er at sige ja til Kongen.
Skrifterne i Bibelen åbenbarer Guds vilje og Guds plan.
Jesus gav os missionsbefalingen i Mat 28:18b-20:
Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde (gøre) alt det, som jeg har befalet jer.
Jesus sammenfatter, hvad menigheden skal gøre, dels i kærlighedsbudet, dels i missionsbefalingen.
Herfra kan vores kald sammenfattes i fem formål:
1) Elsk Gud helhjertet
2) Elsk din næste som dig selv
3) Gå ud og gør mennesker til disciple
4) Døb dem
5) Lær dem at holde alt, hvad Jesus har befalet
De to skriftafsnit viser os de væsentligste opgaver for menigheden, indtil Kristus kommer tilbage. Som menighedens Herre har Kristus allerede fastsat formålene, og de kan ikke ændres.
Menigheden er forpligtet på alle de fem formål. Når vi fører dem ud i livet, får vi en sund menighed.
Blandt de første kristne i Jerusalem (Ap.G. 2:42-47) blev menigheden undervist, de havde fællesskab, de tilbad, de tjente og de evangeliserede.
Når nogen har overgivet sig til Kristus, befaler Jesus gør dem til disciple. Det er menighedens ansvar at udvikle dem, så de bliver modne kristne.
En discipel er en som:
– Behager Gud hver dag ved at tilbede ham.
– Deltager i fællesskabet af troende.
– Lærer at blive en moden kristen, dvs. discipelskab.
– Udfører en tjeneste i menigheden.
– Deler Guds kærlighed med ikke troende, dvs. deltager i mission.
Kristus-lignende disciple vil forandre verden for Kristus.
Tænk på de enorme problemer: fortabte mennesker, korruption, sygdom, fattigdom og uvidenhed.
Men er dit og mit hjerte brudt af de ting, som bryder Guds hjerte? Bibelen siger i Mat 9:35-38, at Jesus ynkedes inderligt over folk, for de var vanrøgtede og forkomne som får, der ingen hyrde har. Derfor sagde han: Høsten er stor, men arbejderne er få, bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst.
Vi skal ikke fokusere på at få menigheden til at vokse, men på at få medlemmerne ind i en vækstproces. Det er princippet bag den formåls-drevne menighed.
Processen involverer følgende skridt: bring mennesker ind i fællesskabet, byg dem op til modenhed, træn dem til tjeneste, sæt dem i gang med deres kald og send dem ud.
Derfor må vi se på:
– Hvordan er engagementet inden for menigheden?
– Hvilke behov har mennesker på hvert niveau?
– Hvilket niveau bevæger medlemmerne sig mod?
Målet er at hjælpe folk til at bevæge sig fra et meget lille eller manglende engagement til et stærkt engagement og stor modenhed.
Hvordan kan en kirke præge lokalsamfundet og drage mennesker helt ind i menighedens kerne?
Lokalsamfundet er alle, som bor inden for en vis afstand af menigheden. Det er de kirkefremmede (sovende og fortabte), som vi gerne vil nå. Det drejer sig om de fleste mennesker.
Tilhørerskaren er dem, der kommer til vores menighed, sætter sig ned og lytter til budskabet om Jesus som Herre og Frelser. De kommer regelmæssigt til gudstjenesterne. Der er både troende og ikke-troende, men vi har allerede gjort en forskel i deres liv.
Menigheden er de personer, der efter at være kommet nogle søndage og have erfaret lovsang og tilbedelse, opfordres til at tage imod Jesus som deres Herre og Frelser, bliver døbt og forpligter sig til at være en del af menigheden. Det kristne liv er ikke kun et spørgsmål om tro, det er et tilhørsforhold.
De indviede er dem, der tager det næste skridt. De foretager en dybere forpligtelse, når de siger: Jeg vil forpligte mig til at studere Guds Ord og blive ligesom Jesus. De beder, giver og vil vokse som disciple.
Kernen er de personer, der erkender, at Jesus kom for at tjene, ikke for at blive betjent. De ønsker at blive ligesom Jesus og forpligter sig til at tjene i forskellige arbejdsgrene i kirken. Det kræver en bevidst proces, der skal hjælpe folk til at finde deres plads i tjenesten.
Missionærer er dem, der efter at være nået ind i kernen bør flyttes ud i lokalsamfundet fx. Vejle (Jerusalem), Danmark (Judæa), Europa (Samaria), eller Verden (til jordens ende) for at fortælle andre om Jesus.
Jesu tjeneste indebar at række ud til sit folk, bespise den store skare af tilhørere, samle interesserede omkring sig, udfordre dem, der sagde, at de ville være hans disciple og skabe en kerne af udvalgte disciple til tjeneste i menigheden og mission i verden.
Jesus begyndte med det niveau af engagement, som de enkelte befandt sig på. Han fangede deres opmærksomhed og skabte ønsket i dem om at vide mere.
Når folk fortsatte med at følge ham, forklarede han langsomt, nænsomt og klart mere om Guds rige og inviterede dem til en større grad af engagement. Men han gjorde det først, når de, der fulgte ham, havde nået det forudgående niveau.
Konklusion: Bring dem ind, byg dem op, træn dem og send dem.
For at hjælpe folk til at lære at holde og gøre alt det Jesus befalede os, må vi sætte gang i en discipelskabs-proces.
Man kan forestille sig fire forskellige klasser:
Medlemskabsklassen underviser om fem forskellige emner:
1) Hvad er frelse og hvad betyder det for vore liv?
2) Tegnene på den kristne tro, dåb og nadver.
3) Hvad betyder den formålsdrevne strategi?
4) Kirkens tro.
5) Hvordan kan et medlem have en tjeneste og tjene?
Medlemskabet betyder at:
1) Jeg vil deltage regelmæssigt.
2) Jeg vil trænes til tjeneste.
3) Jeg vil ikke sladre.
4) Jeg vil give regelmæssigt.
5) Jeg vil invitere kirke-fremmede regelmæssigt.
Modenhedsklassen hjælper troende til at udleve deres kristne tro. Der undervises i en serie færdigheder og vaner, som troende må praktisere for at blive modne medlemmer.
Det omfatter:
1) En daglig tid med Gud, også kaldt Stille Tid.
2) Træne folk i at lære skriftsteder udenad.
3) Tilbyde nogle få simple skridt, som kan tages for at studere Biblen.
4) Møde regelmæssigt (ugentlig) og tilhøre en cellegruppe-familie.
5) Betale tiende og give gaver til Gud.
Tjenesteklassen begynder med den forudsætning, at Gud har skabt enhver af os til at udføre en tjeneste. Gud har fastsat en tjeneste for os, endda inden vi blev født, og han har udrustet os perfekt til at fuldføre den gennem en serie af åndelige bidrag i vore liv.
Vi bruger de fem forbogstaver i ordet GEMTE for at se på, hvad Gud har gemt i os:
G – Gud giver hver troende mindst én åndelig gave til at bruge i tjenesten.
E – Enhver af os har et sæt af naturlige talenter og evner, som vi er født med, og som hjælper os at udtrykke vores individuelle selv.
M – Enhver af os har en særlig lidenskab for forskellige aspekter af livet og tjenesten, som vi kalder motiver. Bibelen bruger ordet hjerte som udtryk for centret for vores inderste motiver, følelser, ønsker og interesser.
T – Den enkeltes temperament eller personlighed er Guds gave til enhver af os. Enhver af os har forskelligt temperament eller personlighed, således at vi sammen kan tjene alle slags mennesker med alle slags behov.
E – Gud har forsynet enhver troende med et antal af kritiske livs-erfaringer, som har formet os til at være de mennesker Gud ønsker, vi skal være.
Disse erfaringer kan være:
FAMILIE-erfaringer,
ARBEJDS-erfaringer,
UDDANNELSES-erfaringer,
ÅNDELIGE erfaringer, SMERTELIGE erfaringer (prøvelser, vi har vi lært noget gennem, som vi kan give til andre, der har kæmpet ligesom os).
Efter gennemførelse af klassen vil medlemmerne blive hjulpet til at beslutte, hvilken tjeneste de vil påtage sig som hjælp til arbejdet i menigheden.
Missionsklassen underviser om fem forskellige ting:
1) En simpel historie om missions-bevægelsen. Hvad Gud gør i verden og hvordan hans kirke er blevet brugt gennem historien.
2) Missions-muligheder.
3) Basale svar på vanskelige spørgsmål. Hvad vi siger, når mennesker kommer til os med vanskelige spørgsmål.
4) Personlige vidnesbyrd. Hvordan fortæller vi andre mennesker om Jesus?
5) Hvordan vi kan praktisere mission PERSONLIGT, LOKALT og GLOBALT.
Missionsmodellen består af fem elementer:
– Fremme forsoning.
Det betyder at gå ud og forkynde evangeliet og bringe mennesker ind i en korrekt relation med Gud og hinanden gennem Jesus Kristus.
– Udruste tjenende ledere. Undervise mennesker til at blive Kristus-lignende ledere, som vil ofre sig for de mennesker, de tjener.
– Hjælp til de fattige. Engagere os i de fattige og give dem en hjælpende hånd i stedet for blot at uddele.
– Tag vare på de syge.
– Uddanne den næste generation. Almindelige mennesker, bemyndiget af Gud, gør en forskel sammen, hvor de end er.
Gud bygger et kongedømme. Bibelen er fundamentet og udgangspunktet for vores liv og tjeneste. De to store passager af skriftsteder definerer, hvad vi kalder Guds fem formål for os og for hans kirke. Det at adlyde vor Konge og forstå hans plan det er vores mandat.
For at troende kan blive sunde disciple af Jesus Kristus, må der være en balance mellem alle fem formål i deres liv. Denne livsstil kalder vi Det Formåls-drevne Liv. Guds vilje med disse disciple er at sende dem ud i verden for at fortælle andre om frelsen gennem hans Søn og for at gøre gode gerninger til Guds ære. At gå ud og gøre alle folkeslag til disciple, som adlyder Kristus det er vores MÅL.
Vores plan for at gøre troende til disciple er at fokusere på menighedens sundhed ved at sigte mod en balance mellem alle fem formål i menighedens liv. Bring dem ind, byg dem op, træn dem og send dem. Dette er vores formålsdrevne PLAN.
Jeg beder: Gud gør mig til din høstarbejder og send andre høstarbejdere for at bringe din høst ind i dit rige. Amen.