5000 mødes i Gigantium

Danske Kirkedage indledes med gigantisk gudstjeneste i Gigantium på Kr. Himmelfartsdag.Tag en kirkefestival, som begynder en helligdag. Få stiftets folkekirker til at flytte deres gudstjeneste. Tilsæt en spritny salme, en indisk dansetrup og et kæmpekor. Saml det hele i en kæmpehal.

Sportsbegivenheden bliver skiftet ud med kæmpekor og festgudstjeneste, når Gigantium den 9. maj danner rammen om Danske Kirkedages åbningsgudstjeneste.

Nogenlunde sådan ser konceptet ud for festgudstjenesten, som skal kickstarte Danske Kirkedage i Aalborg.
Arrangørerne er Danske Kirkers råd, som står bag den festival, som hvert tredje år holdes i forskellige stifter. Arrangementet er det største fælleskirkelige arrangement i Danmark.
Gigantium i Aalborg, som danner rammen om gudstjenesten Kristi Himmelfartsdag kl 15.30, har ellers haft Dansk Melodi Grand Prix, store sportsbegivenheder og kæmpe koncerter på programmet.

Opfordring til aflysning

For at sikre sig opbakningen til gudstjenesten, sendte Biskop Henning Toft Bro allerede for flere måneder siden et brev til alle sogne og opfordrede til, at menighedsrådene aflyser den lokale gudstjeneste og i stedet sørger for transport til Aalborg.
– Vi glæder os til at vise hele Danmark vores stift og det folkekirkelige liv. Det er mit håb, at I også i jeres sogn vil deltage i kirkedagene, skrev biskoppen i brevet.

Fyldt Gigantium

Han forventer et fyldt Gigantium med omkring 5000 deltagere og dermed en af Danmarks største indendørs gudstjenester nogensinde.
For dem, som ønsker lidt mere end blot selve gudstjenesten, kan en pilgrimsvandring blive optakt til gudstjenesten.
De kortere pilgrimsvandringer går forbi de forskellige sognekirker omegnen. Det er muligt at slutte sig til flere forskellige steder i løbet af formiddagen den 9. maj.
For de allermest entusiastiske er der en tredages pilgrimsvandring, som leder op til begivenheden.