Bedre end Superman
Jeg ved godt, at vi kristne også kan føle os sølle og deprimerede. Og nogle gange rammer det også mig. Men i virkeligheden burde vi jo nærmere føle os som Superman eller Wonderwoman med overnaturlige kræfter.
Her går folk og tror, at vi kristne bare sidder i vores middelalderlige kirker og ser religiøse ud til ingen nytte. Og så lever vi i virkeligheden et overnaturligt liv – ligesom Clark Kent med de store briller, der hemmeligt er Superman.
Når vi lukker øjnene eller folder hænderne, kan vi jo sætte jord og himmel i bevægelse. Selv den mindste i Guds rige er ifølge Jesus så betydningsfuld, at usynlige engle er udsendt for at hjælpe os. Og stadig flere kristne har endda set sådanne lysende englevæsner med deres egne øjne. (Læs fx Gary Oates nye bog Åbn mine øjne, Herre, Scandinavia.)
Sagen er, at det overnaturlige for mange af os er blevet så naturligt, at vi ikke tænker over, hvor fantastisk det egentlig er.
Som nu forleden aften, hvor jeg fortalte nogle venner, at jeg har haft ondt i ryggen i to måneder. Du kender sikkert den følelse – i hvert fald, hvis du er på min alder og sidder ned i mange timer om dagen: Man rejser sig og av! Det gør ondt i lænden, og du kan ikke rette dig rigtigt ud, før du har stået lidt krumbøjet og måske maseret dig selv i lænden. Man kommer hurtigt til at ligne en meget gammel redaktør…!
Jeg ved ikke, om jeg havde forstrakt en sene eller fået en nerve i klemme eller om det var lumbargo, som én foreslog.
Men mine kristne venner ber bare for det. Og da jeg lidt senere rejser mig fra sofaen, glemmer jeg at stå krumbøjet – for det er væk! Fra det ene øjeblik til det andet!
Gennem de seneste år har jeg fået lov at se så mange helbredelser og overnaturlige fænomener, at jeg knapt nok blev overrasket. Men egentlig er det jo fantastisk…
Når folk med håbløse sygdomme er opgivet af læger, så kan de komme til os små ubetydelige kristne, og så kan vi sætte jord og himmel i bevægelse for dem – og det, som var umuligt for mennesker, det er muligt for – vores Far.
Når vi går rundt i naturen og ser, hvor vidunderligt det hele er skruet sammen, så kan vi sige: Du er genial, Far! til Skaberen selv, for han er vores personlige ven.
Med en enkelt bøn kan vi få nye kræfter og opleve en fred, som overgår al forstand, osv.
Så i stedet for at føle os mindreværdige skulle vi 
måske bede: Åbn mine øjne, Herre! – for den virkelige virkelighed.
Af redaktør Henri Nissen
