Han er finansministerens far

– Det er på grund af din kristendom, at jeg blev politisk aktiv, sagde Arne Corydons søn, da han selv meldte sig ud af Folkekirken. – Som barn var det Bjarne, der ville i kirke, fortæller Arne Corydon. – Skal vi ikke kirke? spurgte han os.
Arne er far til Danmarks finansminister Bjarne Corydon, en af Danmarks mægtigste mænd og en måske kommende statsminister.
– Hvor har han sine politiske værdier fra?
– Bjarne gik meget i kirke som barn. Han var også på kristen børnelejr på Grænseborgen og gik i en kirkelig torsdagsklub.
Selv var Arne på det tidspunkt også aktiv i KFUM & KFUK, hvor han stod som leder af en klub for store drenge. Selv mødte han kristendommen som ung:
– Jeg tjente på en del gårde, hvor kristendommen var en naturlig del, og det påvirkede mig meget, fortæller Arne.

I modsætning til sønnen Bjarne, der trods påvirkningen meldte sig ud af Folkekirken i studieårene, er faderen fortsat meget aktiv i det folkekirkelige.
I Kolding er han næstformand i Simon Peter Kirkes menighedsråd, medlem af forretningsudvalget, økonomiudvalget og musikudvalget, han er i kirkegårdsbestyrelsen for tre kirkegårde i Kolding, bestyrelsen for Børnekontakten og provstiudvalget…
– Hvorfor meldte han sig ud?
– Det ved jeg egentlig ikke. Men han var meget bevidst om, at der i hvert fald ikke skulle gøres standsforskel på folk i kirken, husker Arne.
– Da Bjarne meldte sig ud, snakkede vi en del om det, og han syntes, at jeg skulle blive i det kirkelige, jeg var med i.
Han sagde: Det er da på grund af din kristendom, at jeg er blevet politisk aktiv.
Det var den sociale side af kristendommen, han tog med sig hjemmefra, fortæller Arne, som også selv er blevet socialdemokrat. Tidligere var han radikal. Og han og Bjarne diskuterede ofte politik, da Bjarne boede derhjemme.
– Bjarne gik med aviser. Det var Kolding Folkeblad. Men han ville hellere læse Jyllands-Posten. Så han foreslog mig, at vi sammen skulle holde den, og han ville så betale sin halvdel med de penge, han tjente på at gå med aviser.
Han læste også en masse bøger. John F. Kennedy og broderen Robert Kennedy var hans store idealer, husker Arne.
Det var nok Bjarnes mor, Tove, der var mest ked af, at sønnen meldte sig ud af kirken.
Tove var meget troende. Arne mistede hende i 2008 efter længere tids kræftsygdom.
– Jeg passede hende herhjemme til det sidste. Da hun døde, anlagde jeg selv et gravsted til hende, fortæller Arne, der har været kirkegårdsgartner i Vejen-Askov i 25 år.

– Jeg kan huske, at jeg bagefter tog til fodboldkamp for at tænke på noget andet, og så kørte jeg ud til min bror i Bramdrupdam på motorcyklen.
Undervejs var der en bil, der kørte over for rødt og lige ind i siden på mig. Jeg fløj henover bilen og havnede med hovedet i asfalten.
Jeg fik kraniebrud og fik slået mit bækken i stykker. Jeg var væk flere gange – døde faktisk, men jeg husker ikke noget af det.
Det lykkedes dem at redde mig på Kolding og Odense Sygehus, og til sidst lå jeg fire måneder på sygehuset i Hammel.
Jeg var så dårlig, at de sagde, jeg aldrig ville komme til at gå igen eller bruge hovedet rigtigt. Jeg sagde selv til dem, at hvis jeg kunne have gået hen til vinduet, ville jeg springe ud.
Til sidst kom de med papirer for at få mig til at skrive under på, at jeg skulle overflyttes til et plejehjem i Hammel.
Men det ville jeg ikke.

– Jeg ville ikke opgive. Og her hjalp mine sønner mig, Bjarne og hans lillebror Allan, som er kirkegårdsgartner i Stjær ved Århus. Allan besøgte mig hver dag! Også præsterne ved Simon Peters Kirke kom kørende langvejsfra for at besøge mig.
– I dag kan jeg både gå og bruge hovedet. Jeg kan passe min have. Ifølge teorierne skulle jeg også være aggressiv, siger den smilende 70-årige Arne Corydon, som udstråler stor fredsommelighed.
Han gik selv ud af 7. klasse, men supplerede senere sin uddannelse som merkonom og technonom. Han arbejdede som kørelærer, langturschauffør og anlægsgartner, hvilket førte til et job som kirkegårdsbestyrer.
– Som barn var Bjarne ofte med mig ud at arbejde. Vi lagde fliser sammen, og han kunne godt lide det praktiske arbejde.
Han var meget knyttet til mig, fordi hans mor ofte var syg.
Bjarne og Allan spillede fodbold i KFUM, hvor Bjarne også var en meget retfærdig træner, der gerne gav plads til dem, der ikke var så gode til det med fodbold. Faderen kørte dem rundt til kampe i sin gamle Lada. Og når Liverpool tabte i tipskampen lørdag, kunne det gå Bjarne så meget på, at han ikke spiste noget søndag.
Men selv om Bjarne Corydon var praktisk anlagt, så havde han også et godt hoved. Han kom i gymnasiet og fortsatte på universitetet i Århus, hvor han tog statskundskab og blev cand. scient. pol. i 2000 – uden at anstrenge sig ret meget.
Han tog sjældent notater. Han havde klæbehjerne.

I slutningen af universitetstiden mødte Bjarne sin senere kone, Nina Eg Hansen. De har fire børn, og hun er i dag direktør i Social- og Integrationsministeriet.
I 1996 fik Bjarne job som barselsvikar for Helle Thorning-Schmidt på Socialdemokraternes sekretariat i Europa-Parlamentet i Bruxelles.
Og nu begyndte hans politiske karriere at tage fart. Året efter blev han ansat hos Socialdemokraterne på Christiansborg. Poul Nyrup var statsminister, og Bjarne skulle svare på hans vegne, når vælgerne stillede spørgsmål – bl.a. om efterlønnen.
Det var ikke altid lige sjovt, og da partiet tabte regeringsmagten til Anders Fogh, havde Bjarne bare lyst til at droppe den politiske karriere.
Han stod også med den tabende kandidat i opgøret mellem Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt.
– Alligevel sagde Helle til ham, at han skulle blive. Og han blev så chef for partiets sekretariat, fortæller Arne.

– Sass Larsen var også en af hans gode venner, fortæller faderen, der selvfølgelig var stolt, da sønnen blev valgt som folketingsmand i Esbjerg med 8.000 personlige stemmer, og da han efter valget blev udnævnt til finansminister.
– Ja, jeg var nok stolt, men ikke så glad, siger Arne.
– Jeg var bekymret for familien og de fire børn. Bjarne har jo næsten aldrig tid til at sidde og snakke, som vi nu gør her ved køkkenbordet. Han arbejder fra tidlig morgen til langt ud på aftenen. Da jeg ringede til hans 40-års fødselsdag, kunne jeg næsten ikke få fat i ham, fordi han havde så travlt.
– Hvad ønsker du dig? spurgte jeg ham. – At jeg kunne gå ude i haven og snakke med dig, sagde han.
I Arnes have tager vi et billede ved det lille vandanlæg, som han har anlagt.
– Det var Bjarne og hans bror, der gravede det, fortæller han. De sagde:
– Nå Gamle, skal vi ikke grave et større hul? De kaldte mig altid Gamle, lige fra jeg var 35 år, ler Arne Corydon.