Kender fattigdom, men ikke Facebook

Forestil dig, at dine forældre er døde af AIDS, og at ingen i familien derfor vil have noget med dig at gøre. Sådan ser hverdagen ud for fire unge fra Liberia, der besøgte Danmark og udfordrede danske unge med deres historier.Ruth, Geyday, Judy og Marcus står ved siden af hinanden og synger. Geydays fingre hamrer på den afrikanske tromme fra hjemlandet Liberia, og Judy rasler med et traditionelt rytmeinstrument.

De unge fra Liberia var overraskede over at se vaskemaskiner og robotgulvvasker. Selv fodbold blev spillet med hænderne…

Der bliver sunget, danset og klappet med en smittende afrikansk livsglæde, og de unge fra Silkeborg Oasekirke prøver at vrikke med, så godt de kan.
Kort efter begynder de unge at fortælle om deres hverdag i Liberia, og så bliver der stille. Den livsglade sang står i stærk kontrast til fortællingerne om hverdagen i Liberia.
– Da min mor fik at vide, at hun havde aids, spiste hun rottegift, men døde ikke af det. Senere prøvede hun igen at tage sit eget liv. Hun spiste 10 piller på én gang af den stærke aids-medicin, som hun var begyndt at få. Men tak og lov, så overlevede hun også det, fortæller Ruth, der kun var et stort barn, da moren for alvor begyndte at blive syg af aids.

Passede sin syge mor

Alligevel var det Ruth, der måtte tage sig af hende, for i Liberia er der så meget uvidenhed, tabu og fordomme omkring aids, at familien udstøder dem, der er smittede, og deres børn.
– Mor kastede op og havde diarré, så jeg måtte vaske hende, sengetøjet og toiletspanden, fortæller Ruth.
Heldigvis fik hun og hendes mor kontakt med rådgiverne fra det aids-program, som den liberianske lutherske kirke står for.
– De lærte mig, hvordan jeg skulle bruge handsker, når jeg plejede min mor, så jeg ikke også selv blev smittet, og de hjalp mig med skolegang, siger hun.
Også Marcus fortæller, hvordan han alene passede og vaskede sin syge mor. Han gik rundt og tilbød at arbejde for folk i området, så han kunne tjene til lidt mad til sig selv, sin mor og sin lillebror.
– Men mange gange måtte vi gå sultne i seng, fortæller han.
Da moren døde, var han og lillebroren alene i verden, og de blev smidt ud af det lejede rum, de havde boet i. En rådgiver fra kirkens aids-program fik medlidenhed med Marcus, og han bor nu hos hende. Men lillebroren kom et andet sted hen, og Marcus savner ham.
– Han har det ikke godt, og dem, han bor hos, vil ikke have, at jeg besøger ham.
Marcus slutter sin fortælling af med en stor tak til de danskere fra Gjern og omegn, som i ti år har samlet penge ind, så han, Ruth, Geyday, Judy og 200 andre børn i Liberia, hvis forældre er syge eller døde af aids, har fået mulighed for at gå i skole.

Tager Gud alvorligt

De danske unge fra Oase Kirken sidder stille og lytter til historierne fra en hverdag, som er så totalt forskellig fra deres egen. En af dem foreslår spontant at bede for de liberianske gæster. Det sker i en kreds på gulvet med de unge fra Liberia i midten. Sammen med dem står også Janice Gonoe. Hun er leder af kirkens aids-program og tager sig af de unge på turen.
– Det var en dejlig overraskelse at møde unge kristne i Danmark, som tog det som noget naturligt at bede sammen og at bede for andre. Jeg havde ellers en fornemmelse af, at unge i Europa ikke tager det åndelige liv med Gud så alvorligt, fortæller hun bagefter.

Berørt

Det er ikke bare tilhørerne, men også de unge selv, der er berørt, når de fortæller deres livshistorier. I Liberia snakker børnene nemlig ikke højt om, at et familiemedlem har aids. For så bliver de udstødt af familie og naboer. Og desuden har mange liberianere selv tragiske historier om borgerkrig, lidelse og fattigdom.
– Så mange vil ikke lytte, men sammenligner og siger, at de selv har en historie, der er lige så slem eller meget værre. Derfor er det også en stærk oplevelse for de unge at høre sig selv fortælle for første gang og møde forståelse og omsorg, siger Janice.

Teknologiske forskelle

På mange andre måder er besøget også en oplevelse. De unge har aldrig før prøvet at flyve, har ikke strøm indlagt på skolen eller derhjemme – og iPad og facebook er ukendte fremmedord.
– Det mærkeligste ved Danmark er kulden. Vi har aldrig set sne før, og vi fryser hele tiden. Og så har man vaskemaskiner og opvaskemaskiner, og vi har set en støvsuger og en robotgulvvasker. Her spiser vi tre gange om dagen, i Liberia kun én gang, fortæller de unge og tilføjer:
– Danskerne er flinke og omsorgsfulde og vil være sammen med os. Sådan er det ikke i Liberia.

Er der varmt vand?

Under besøget var de unge privat indkvarteret hos familier i Gjern med danske unge.
– Vi måtte vise dem, hvordan man drejer vandhanen i bruseren, så der kommer varmt og koldt vand. Og første nat lagde pigerne sig i den samme seng. Der var ellers to senge på værelset, men de troede ikke, at der var senge nok til alle i huset, fortæller Emilie Roswall Laursen.
Hun er 15 år og en af de værter, de unge boede hos.
– Det var spændende at erfare, hvordan vi tænker forskelligt. Alligevel oplevede jeg til en lovsangsaften, hvor jeg stod ved siden af Judy, at hvor var det fedt, det, vi sang og var fælles om.
En af de andre værter, Rebekka Lonka på 17 år, tilføjer:
– Ved at møde dem har jeg lært, hvor heldige vi egentlig er. De kæmper så meget, og vi kunne sagtens klare os med mindre luksus.
– Jeg plejer at bede for de fattige i Afrika. Nu har jeg fået sat ansigter på i min aftenbøn, siger Anna Myhre, som havde en af pigerne med på sin skole.
Mødet med de fattige unge har gjort de unge danskere mere opmærksomme på det lokale skolegangsprojekt.
– Jeg kunne godt tænke mig at komme derned som volontør på et tidspunkt. Og nu hvor jeg begynder at tjene penge, vil jeg helt sikkert støtte, så de kan blive ved med at gå i skole, siger Rebekka.
Niels Sørensen


Artiklen fortsætter efter annoncen: