Jeg har fået en vindersang!
– Den her kom lige fra oven og ned, sagde Ellen Grete Simonsen, da hun havde skrevet sin lejlighedssang til Udfordringens jubilæum.
– Det havde jeg også regnet med, sagde Ellen Grete Simonsen, da hendes mand fortalte hende, at hun havde vundet Udfordringens sangkonkurrence.
Henning Simonsen, som har været gift med Ellen Grete i 55 år, glæder sig meget over hustruens evner som sangskriver.
Han fortæller, at hun ofte har skrevet lejlighedssange. Men denne gang gik det meget stærkt:
– Den her kom lige fra oven og ned, sagde Ellen Grete, da hun rejste sig fra klaveret efter at have arbejdet med sangen.
Hun sagde ligefrem:
– Jeg har fået en vindersang, fortæller Henning.
Glade læsere
Sangen udtrykker stor glæde over avisen. Hvad betyder Udfordringen for jer?
– Utrolig meget, siger Henning. Især gennem de sidste ti år. Oprindelig holdt vi mange blade også fra Norge og Sverige, men så måtte vi holde en pause af økonomiske årsager.
Men nu holder vi Udfordringen igen. Og vi kan slet ikke undvære avisen.
Kirkelig baggrund
Henning er oprindelig udlært maskinarbejder. Herefter blev han befalingsmand i militæret, før han blev selvstændig inden for produktion af pakkemaskiner. Ellen malede maskiner i 18 år i vores firma, fortæller Henning. Hun malede meget om aftenen, da de havde deres fabrik.
– Vi kom oprindelig i Indre Mission, men Herren førte os ad en anden vej med andre boller på suppen. I forbindelse med mit arbejde i Full Gospel Businessmen kom jeg i kontakt med forskellige frikirker, og jeg taler i dag i mange frikirkelige sammenhænge.
Aalborg Menighedscenter
– Vi var med til at starte Aalborg Menighedscenter, som snart har 20 års jubilæum, fortæller Henning. Der var masser af mennesker med allerede fra starten, og nu er der 230 medlemmer.
Ægteparret Simonsen bor i Vodskov, hvorfra de kun har 10 minutters kørsel til menigheden i Aalborg.
Blandt de mange indkomne forslag valgte Udfordringen to vindersange, som kan læses i dette nummer.