Strudsen blev gift med tigeren

De mødtes, da hun var tolv og han var fjorten. Seks år senere blev hun-tigeren Chris gift med
han-strudsen Brian – og det gik slet ikke. Men Gud hjalp dem – og i dag hjælper de andre par og familier. Udfordringen mødte dem på familielejr i Bredsten.

Gud hjalp strudsen til at leve lykkeligt med tigeren – og det var ikke det eneste under, Gud gjorde i ægteparret Clarkes dramatiske liv!

Chris, 56, tog ikke nogen formel uddannelse efter gymnasiet. Brian, 58, arbejdede som advokat i 16 år. Begge kommer de fra Birmingham-området i England, men fra to vidt forskellige hjem.

Far afviste mig og troen

Parret mødtes, da Chris var 12 år gammel. Hun fortæller:
– Jeg blev sendt i søndagsskole i metodistkirken fra jeg var tre år gammel, vist nok for at familien kunne få mere fred derhjemme. Men allerede dengang kaldte Gud på mig.
– Min far var dominerende og gik ikke selv i kirke. Han var heller ikke tilfreds med, at mor gjorde det. Han kunne være meget rar, men for det meste var han højrøstet på den dårlige måde. Senere blev de skilt, og min mor og jeg flyttede til et nyt område, hvor Brian boede. Her mødte vi hinanden i Brians kirke.
– Min far afviste mig og ville ikke tale med mig, fordi jeg tilgav mor. Men jeg har arbejdet med det og kan sige, at jeg virkelig elskede min far. Det smerter mig ikke længere. Min far kendte Bibelen, og vi håber, at han var troende, da han døde. Hele tiden var det et problem, at han ikke kunne tilgive mor. Men da vi fandt ham død, lå han på sine knæ…

Modsætninger mødes

Brian fortæller:
– I min familie sagde vi ikke ret meget til hinanden. Det var en fredelig, ”kedelig” familie!
– Jeg gik i en kongregationalistisk kirke to gange hver søndag i 18 år. Men vi talte ikke med hinanden i vores familie, og vi holdt ikke familieandagter, selv om min far var ældste i kirken. Jeg havde ikke nogen dybere åndelig bevidsthed, men jeg fik et godt fundament i de år.
– Da jeg så kom til personlig tro, oplevede jeg det hele i virkeligheden.
– Vi blev gift i min kirke, da jeg var 20 og Chris var 18. Men så forlod jeg kirken i de næste 8 år. Det var et slags forsinket ungdomsoprør.
– Vi købte et hus i et andet område, men Chris blev ved med at søge forskellige kirker.

En struds og en tiger

– To år senere løb vi ind i de problemer, som har med alle vore modsætninger at gøre. Ægteskabet blev alt for monotont for Chris, for Brian er som en struds, og Chris er en tiger.
– Det var på det tidspunkt, at Chris mødte en venlig og forstående mand på sit arbejde – og var lige ved at forlade Brian. Det var ikke planlagt, det skete bare. Men krisen førte til, at Brian indså, at han ikke havde været den ægtemand, han skulle have været. Det var en stor nåde, fortæller parret.
Herefter fik parret to børn i løbet af 23 måneder – bare for at løbe ind i helbredsmæssige problemer: Chris fik fødselsdepressioner efter begge fødslerne, foruden svære rygproblemer og hormonalt betingede cyster i brysterne. Men så greb Brians mor ind: Hun fik Chris med til forbøn hos en ældre, kristen mand.

Forbøn og et møde med Jesus

Chris fortæller:
– Den gamle mand talte med mig i to timer om mine smerter – og hele min barndom kom frem i lyset. Jeg følte mig rigtig langt nede. Det havde ikke hjulpet. Men næste dag var det, som om gardinerne var blevet trukket fra. Da skinnede solen igen! fortæller hun.
Nu fik Chris en ny bibel, som hun slugte og sled op på ingen tid:
– Jeg kom tilbage til den simple tro på Jesus, som jeg havde som barn.
Men Brian betragtede Chris’ udvikling som en ’kynisk sagfører’ ville gøre det:
– Det skulle jo vise sig, om det holdt. Men det gjorde det, og efter tre måneder forstod jeg, at jeg selv havde forladt min tro, forklarer han.

Gud var der bare for mig

Derfor gik Brian med til et seks-ugers kristendomskursus i kirken, hvor han stillede alle sine spørgsmål: – Allerede efter tre uger overgav jeg mig til Gud, og han var der bare for mig. Det hele blev levende for mig i 1984. Da var jeg 29 år, fortæller Brian.
I mellemtiden havde Chris fået det meget bedre. Parret kom i en meget levende anglikansk kirke, som oplevede en kæmpe vækst i 1980-erne. Menigheden voksede fra 100 til 300 medlemmer, og hele tre familier blev udsendt som missionærer til henholdsvis Afrika, Australien og Holland. Det var Chris og Brian, som rejste til Holland sammen med deres to store drenge. Der var mange overvejelser, og Brian havde svært ved at skulle opsige sit gode job som advokat. Men til sidst fik Gud overbevist Brian, og familien rejste.

Ramte mur med hovedet først

I 1990 ramte ’halen’ af en tropisk storm Europa, og ægteparret Clarke gik på gaden i Amsterdam, da Chris blev løftet op og kastet ind i en betonmur med hovedet først. Hun fik kraniebrud, og alle nerverne fra det indre øre til hjernen blev skåret over. Hun lå som død, og Brian skreg:
– Hjælp, Gud!
Det føltes som meget lang tid, før Chris endelig begyndte at hoste og gispe efter vejret.
Bare fem minutter senere blev en pige dræbt af stormen samme sted.
Det blev et forfærdeligt år. Chris var frygtelig syg. Balanceevnen var påvirket, så det meste af tiden kunne hun bare ligge i sengen og læse sin Bibel. Da det endelig begyndte at gå bedre, tog hele familien på ferie til Schweiz. Men på vejen hjem begyndte Brian at blive bleg, og alle hans lymfeknuder hævede i den ene arm. Det var et hårdt angreb af kattekradsningsfeber.
Det svære år endte med, at Chris faldt på isen og vred ryggen:
– Men Gud mødte os på en helt speciel måde. Vi læste Salme 23, og Gud kom ned til os, fortæller Chris.

Et flystyrt i nærområdet

Familien Clarke boede bare én km fra det det tætbefolkede boligomårde i Bijlmer, hvor cargoflyet fra El Al styrtede ned i 1992. De arbejdede blandt områdets fattige afrikanske og sydamerikanske immigranter:
– Officielt var der 47 dræbte, men ingen ved, hvor mange illegale immigranter, der virkelig døde dengang, siger ægteparret.

Danske forbindelser

I 1994 vendte familien tilbage til England med deres to teenagedrenge. Her blev de en del af YWAMs familie-arbejde, som havde fokus på forebyggelse frem for behandling af problemer i familien.
Det blev til træningskurser i Black Forest i Tyskland, hvor parret blandt andet mødte danske deltagere og efterfølgende talte på YWAMs familielejr i Fjellerup i 1996. Siden er det blevet til 10-12 besøg i Danmark, hvor parret som regel taler på skoler.
– Men vi ville bestemt ikke have noget imod at blive kaldet til at få base her, understreger de smilende.
I mellemtiden er det dog blevet til 52 rejser til Bulgarien, hvor Clarkes er ledere i et kristent, socialt arbejde. Det har givet parret en vision for at motivere kirkens folk til at besøge ’missions-områderne’:
– Det er et dobbelt kald – man rejser ud for at hjælpe, og man kommer hjem som et andet menneske! forklarer de.

Gud hjalp os i familie-krisen

– Det ser ikke godt ud for familien i England, det er vist bedre i Skandinavien. Men Gud ønsker det allerbedste for os, og det er trist, at så mange mennesker vælger en anden vej.
– Det med parforholdet bliver en brug-og-smid-væk-kultur. Men det som Gud gjorde for os, vil han også gøre for andre. Vi har lært meget af det, vi har været igennem.
– Der var nogen, som bad for os i 1993. Og de følte, at vi var som smadrede lerkrukker, der var blevet limet sammen igen. Men der, hvor limen sad, var krukkerne blevet stærkere end nogensinde før! fortæller Chris og Brian Clarke, mens deres glade ansigter bekræfter beretningen om strudsen og tigerens lykke.