Udfordringens grundlægger 70 år
Arkitekt Jørgen Vium Olesen fejrer d. 17. august sin 70 års dag.
Han var initiativtager til Udfordringen og senere forlaget Scandinavia.
Jørgen Vium var som den første dansker på outreach i den kristne ungdomsbevægelse Operation Mission (OM) i Belgien og Østrig. Her fik han sin begejstring for mission.
Senere var han i Indien med Akademiets Arkitekstskole, hvor han havde studeret i 3 år. Han tog orlov og blev et år i Indien, hvor han var med i OMs store missionsarbejde. Her fik han en vision for tryksagernes og litteraturens betydning.
Det var de vilde 60’ere og 70’ere. Da han kom hjem til Danmark, rejste han en sommer med andre unge rundt i et ”folkevogns-rugbrød” og holdt friluftsmøder – bl.a på Strøget – eller gik fra dør til dør. Han blev involveret i Unge Kristne, hvor bla.a Johny Noer og Johs. Facius var ledere, og Jørgen stod som arkitekt for ombygningen af Huset i Knabrostræde. Da huset var færdigt, flyttede Jørgen og hans norske kone, Tone, ind på øverste etage. De var også involveret i demonstrationer imod porno og fri abort og var med til at arrangere ”Den lange dag” i Fælledparken.
I Huset i Knabrostræde blev de første numre af Udfordringen til i 1973. Bladet var designet, så det egnede sig til den tids unge, og det blev bl.a. solgt på gaden. Mange andre frivillige var med, men Jørgen var den medrivende inspirator, som investerede både tid og penge i bladet, der ofte havde underskud.
Avisen fik redaktionslokale i Projekthus i Magstræde. Efter nogle år flyttede man til Bispegården i Nørregade lige over for Domkirken. Det var kendetegnende for direktørens idealisme, at han i den første tid arbejdede frivilligt, mens sekretæren fik løn. Snart kastede den kreative arkitekt sig over at designe og få trykt store plakater i farver med bibelvers. De kom på flere sprog og blev en stor succes. Og sådan blev forlaget Scandinavia skabt i 1976. I 1980 udkom den første bog, Skabelsen, med flotte naturbilleder og bibelord.
I tre år var Jørgen også arkitekt på Troens Bevis’ kæmpestore mødehal i Norge (Arild Edvardsens arbejde) og planlægning af hele Sarons Dal komplekset med bibelskole, forlag og tv.
Efter 10 år flyttede avis og forlag til et 5-etagers baghus i Nørregade 26. Der var op til 32 ansatte/frivillige på Udfordringen og forlaget, som også forhandlede den moderne kristne musik. Avisen og forlaget banede vej for nytænkning og levende, bibelsk kristendom i en stivnet kirkelighed. Altid brændte aktivisten Jørgen Vium Olesen for mission, og på forlaget udkom der også karismatiske bøger, som de etablerede forlag ikke ville udgive. Som 70-årig er han stadig nytænkende og på udkig efter åndelig fornyelse.
Forlaget blev hurtigt internationalt og udgav i 1980 en børnebibel, som siden er blevet genoptryk flere gange hvert år på mere end 100 sprog. Den er nu solgt i 6-7 mio. eksemplarer!
I 1989 blev forlag og avis skilt i to uafhængige fonde, og Jørgen Vium koncentrerede sig om forlaget. Han havde altid fokus på det åndelige og tog fx til Hawaii på bibelskole i 3 mdr. sammen med Tone. For nogle år siden overlod Jørgen den daglige ledelse af forlaget til sønnen Jacob og flyttede til Hong Kong for at kunne udnytte de nye muligheder i Kina.
Nu er han og Tone dog tilbage i Danmark, hvor de fejrer hans 70 år med børn, børnebørn og mange venner. Det foregår helt i Jørgens eventyrlystne stil på en sejltur med skibet Bjørnsholm til øen Hven. Og gaverne – de skal gå til mission!
Den 7. september kan man møde Jørgen og Tone til Udfordringens 40 års jubilæum i Kolding.