Når ikke-kristne spørger

”Debatforum” endte med at blive mit kald og mit personlige Aereopagus, skriver kronikøren. Han fortæller om ateister, som stiller mange udfordrende spørgsmål, men også vil høre om Jesus.

Billy Graham har engang sagt, at grunden til, at kirkerne står tomme, er, at præsterne har travlt med at svare på spørgsmål, som folk slet ikke stiller. Måske har han en pointe.

Og måske bør vi, som ved Guds nåde gerne vil efterkomme befalingen: ”Gør en evangelists gerning!” (2. Tim. 4:5), i langt højere grad færdes dér, hvor der stilles spørgsmål i et sprog, vi ikke er vant til i de mere indforståede og ”frelste” omgivelser?

Misforstået

Ved lidt af et tilfælde blev Kristeligt Dagblads ”debatforum” på internettet pludselig mit personlige ”Areopagus” for mindre end 1 år siden forstået på den måde, at jeg næsten dagligt blev en aktiv deltager, der til gengæld måtte stå for skud.
Det startede ellers blot med, at jeg stilfærdigt ville kommentere en af Kristeligt Dagblads artikler på bladets åbne debatside på nettet, hvortil jeg fik en fast kode. Og snart var spillet gående.
Men debatten for debattens skyld var ikke mit ”kald”, og selvom det ikke kan sammenlignes, følte jeg mig alligevel ligesom Paulus på en slags myldrende markedsplads blandt mange debativrige mennesker, hvoraf påfaldende mange er velartikulerede ateister med en ”videnskabelig” tilgang til livet.
Det viser sig, at flere har et forbavsende godt kendskab til Bibelen, og nogle har endda fra barnsben haft en kristelig baggrund, som de så senere har fravalgt.

På markedspladsen

Da var det, jeg tænkte: Tja, hvorfor ikke? Jeg er vel ikke for ”fin” til at give mit besyv med dér, hvor jeg ser en ”åbning” for selve evangeliet? Og er ikke netop evangeliet beregnet til både den ene og anden ”markedsplads”? Og så bliver jeg ”overfaldet” med uvante spørgsmål, som kræver andet end rutinemæssige, kliché-svar.
Én spurgte mig: ”Du taler om, at der er forskel på Guds visdom og verdens visdom. Kunne du ikke løfte sløret for, hvad denne ”Guds visdom” konkret indeholder i modsætning til den verdslige visdom?”
Det var et af de spørgsmål, jeg måtte takke Gud for, og jeg kunne nu i den korte, koncise debatform tydeliggøre, hvad forskellen er og nævne hvilke konkrete velsignelser, en genfødt kristen har fået del i med troens tilegnelse af Kristus, som jo er Guds visdom i hele sin fylde.
Men ikke alle spørgsmål er ”lige til højre benet”. Hvad vil jeg fx stille op med evolutionslæren, som ifg. mine ateistiske venner ikke blot er teori, men ”ren” videnskab?
Hvordan vil jeg bevise, at Jesus ikke var en bedrager?
Eller at Bibelen er andet end eventyr?
Hvor er det videnskabelige bevis for Guds eksistens?
Vil jeg i fuldt alvor påstå, at Han skabte verden på 6 dage?
Og hvad med jordens alder?
Hvordan forklarer jeg den og hin ”modsigelse” i Bibelen?
Eller et evigt helvede?
Hvorfor er jøderne specielt udvalgte og ”hellige”?
Har kristendom monopol på at være den eneste sande religion?
Ja, og sådan fortsætter det, ikke altid for at ”jorde” mig, men for at stille ærlige spørgsmål.

Kirkefolk angreb

Nu foregår det som sagt i Kristeligt Dagblads regi, og, som man kan vente det, deltager også en del kirkefolk, hovedsagelig folkekirkefolk, hvor jeg fik det første chok. Fra disse medlemmer af den evangelisk-lutherske kirke kom ofte de hårdeste, ja nærmest bespottende angreb på Bibelen ledsaget af slet skjult foragt for min ”bibelfundamentalisme”.
Det var, som om nogle af dem nærmest nød at gøre fælles front med ateisterne mod mine ”fundamentalistiske meninger” og mit ”snæversyn”, når det gælder fx homoseksuelle ægteskaber el. homoseksuel praksis.
Ja, den fik ikke for lidt. Da kunne jeg ikke lade være at tænke: Giv mig ateisterne, for dem véd jeg, hvor jeg har! Men kirkens folk forekommer mig ofte som ulve i fåreklæder. Selvfølgelig skærer jeg ikke alle over én kam, ingenlunde.
Det vil du forstå, når jeg fortæller, at en dag ringede en ældre sognepræst mig op fra Amager. Han ville blot udtrykke glæde over at være i hjertelig forståelse med mig. ”Jeg tror, du har en gerning på ”debatforum” som missionær!”
Vi fik os en længere samtale, og hans hjertevarme ord var en stor opmuntring midt i ”krudtrøgen”, hvor det ofte ikke er til at se, hvem der er ven, og hvem der er fjende.

Sang for ateisterne

Jeg havde også påstået, at Kristus er hele Bibelens ”røde tråd”. En bibelkyndig ateist udfordrede mig til at vise ”debatforum” denne røde tråd, for han havde aldrig kunnet få øje på den.
”Nu blev du nok taget med bukserne nede!” hånede skadefro en af de kirkelige mig. Igen fik jeg en kærkommen anledning til at forkynde Kristus ud fra nøglesteder i Det Gamle Testamente.
Ja, jeg foreslog endda ateisterne at møde mig ansigt til ansigt til en slags ”høring”, og da ville jeg med glæde svare på spørgsmålet meget mere udtømmende end i en forholdsvis lille debat-artikel. Men ingen var interesseret.
En anden dag gik jeg lidt uden for rammerne og de uskrevne debatlove. Jeg skrev nemlig en sang specielt til ateisterne på melodien: ”Amazing Grace”.
Jeg var godt nok spændt på, om jeg nu for alvor ville blive til grin! Men en af ateisterne overraskede mig ved at spørge, om han måtte ringe mig op en aftenstund, da han gerne ville have mig til at synge den for ham i telefonen, hvortil han ville prøve at akkompagnere med sit elektriske guitar.
Det var selvfølgelig en stor glæde for mig at efterkomme hans ønske, og jeg sang – i Ånden bedende – af hele mit hjerte sangen for ham.
”Det gik jo godt”, sagde han, og på selve ”debatforum” fortalte han læserne dagen efter, hvor glad han havde været for at høre mig synge sangen. Jeg var absolut ikke blevet til grin!

Over 900 indslag

Apropos ”debatlove” og ”rammer” var mit sprogbrug ikke altid så diplomatisk og urbant, som debatredaktionen kunne ønske (det gjaldt noget, jeg havde skrevet om homosex), så jeg måtte finde mig i en ”mild” irettesættelse.
Jeg kom til at tale med en meget sympatisk, ung kvinde på redaktionen, som dog opmuntrede mig til at stå ved mine holdninger og håbede, jeg fortsat ville skrive. Hun blev slet ikke nogen ”lyseslukker”, men tværtimod en tilskyndelse til at fortsætte. På dette ¾ år er det foreløbig blevet til langt over 900 indslag.
En af kirkens folk ville invitere mig til sit sommerhus, så vi kunne gå mere i dybden om nogle spørgsmål, men da han selv går ind for homoseksuelle ægteskaber og blev klar over min holdning ud fra Bibelen, fik han kolde fødder og kom alligevel ikke med nogen invitation.
Men tilbage til de erklærede ateister. Jeg véd ikke hvorfor, men af en eller anden uforklarlig årsag var der særlig en, der blev lagt på mit hjerte i mine stille stunder om morgenen. Det fortalte jeg en dag til vedkommende, som takkede mig for det.
Denne ateist er den mest uforsonlige modstander af al religion og kristendom, som jeg til dato har mødt, men tonen overfor mig er blevet mildere. ”Stå fast ved det, du tror på”, lød det en dag til mig. I vort ugentlige bibelfællesskab opmuntrer jeg deltagerne til at være med til at bede for denne ”toneangivende” ateist.

Ingen umulige tilfælde

En af mine tilsyneladende kristne trosfæller vil i en klage til debatredaktionen have munden lukket på ateisten, men det er heldigvis ikke sket.
Jeg ønsker ingen fjernet fra kamppladsen, for det klæder ikke evangeliet. For mit personlige vedkommende er mine modstandere indirekte til velsignelse, da banen blot ”kridtes” endnu mere op.
Lad mig være ærlig. Det ”ateistiske tilfælde” er et umuligt tilfælde.
Jo mere jeg beder, jo værre er modstanden nogle gange. Men en morgen, da jeg bad, blev jeg mindet om dette ord: ”Hvem kan så blive frelst? Jesus sagde: ”For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige!” (Matt. 19:26).
Ordet kan også oversættes sådan: ”Hos Gud er alle ting mulige!” Altså: Når vi er hos Ham, i Hans nærhed, bliver det umulige muligt.
Lad dette også være en opmuntring til dig, som læser dette.