Venstre sidebanner eksempel

Hvordan fornyes kirkens sprog?

Af Sigbjørn SørensenForstander for Kolding Internationale  Højskole
Af Sigbjørn SørensenForstander for Kolding Internationale
Højskole

Skal prædikenen som genre gå i retning af politikertalen – som er argumenterende i sit udtryk og fyldt med tomme løfter? Den overfladiske stand-up stil med en uforstyrret ironisering over stort set alt? Eller en kritisk journalistisk tilgang? Eller er der en helt anden mulighed?

Vi taler om det, er enige om det og drømmer videre, men meget lidt er sket med det kirkelige sprog de seneste 10 år. Og det er en alvorlig problematik, da sproget jo netop er det vigtigste erkendelsesmiddel og formidlingsmedium, vi har – og som Gud selv har brugt, og bruger!

Således har sproget siden ”Der blive lys”, og ”Ordet blev kød” været stærkeste meningsbærer og udtryksform i og uden for kirken. Derfor bør sproget uophørligt vurderes og fornyes, så det vedbliver at være levende og skabende; et sprog, der åbner for gudslivet mere end et sprog, der omklamrer og rubricerer det.
En græskkyndig præciserede for mig, hvordan teologien tager farve af det sprog, Bibelen er oversat til. Den græske oversættelse er således ’rundere’ og mere favnende end den senere latinske, som er meget regelbundet – det påvirker teologien og måden, vi laver kirke på!

Klichéer og forførelse

Mange fremtrædende teologer og lærere lytter hovedrystende til deres egen undervisning, som den lød for 20 år siden. En forældet teologi og kultur får os til at fremstå ude af trit med virkeligheden: fordømmende og eksklusive og som en bedaget artefakt med klichéomsmurt kirkesprog og kultur!
Det er så dejligt frigørende med børnenes venden op og ned på begreberne. Eller som en ung pige, der lige har påbegyndt sin trosvandring, sagde til os over middagsbordet: ”Tak for bedningen”, efter at vi havde bedt for hende. Indholdet i sproget ændres måske ikke, men vores forståelse gør, når den sproglige iklædning skifter, eller når perspektivet skifter!
Klichéer er ikke det værste, vi har, og velanbragt i en prædiken, en lovsang eller i min helt private bøn til Gud, kan de være skønne og sande.
Klicheer har bare det problem, at netop fordi de er så sande, kan vi narres til at tro, at min recitation af sandheder gør min teologi mere ægte: Jeg proklamerer jo sandheden!
Men i vores iver hermed glemmer vi, at vores teologi ikke frelser os. Vores teologi er ikke, hvad vi siger, men hvad vi gør. Tjek dine værdier og din teologi i din omsætning af ’evangeliet’ fremfor i din proklamation af sandheder!
Således hørte jeg forleden en stærkt agiterende præst i sin prædiken forsikre menigheden om, at han ikke var ude på at ’presse’ nogen; uagtet det faktum, at det var præcis det, han gjorde. Nogen gange tror vi, at hvis vi siger ’det rigtige’, så er det det, der er sandt. Men det er en ord-forførelse! Ordets magt er så stærkt og skabende, at det rum, det skaber, måske ligger langt fra den irriterende virkelighed, der reelt omgiver os!

Proklamations-tro

Proklamationskristendom er ikke kun ’name it and claim it!’ Den begynder allerede der, hvor vi ved vore lange bønner og andre ritualer putter Gud ind i en kulturramme, vi selv forstår godt – og er trygge ved.
Forståelsen af Gudsnærvær nærmer sig Gammel Testamentes israelitter, der for at møde Gud skulle ’gå hen til templet’ eller følge en skysøjle. I dag ’går vi hen’ i kirken og proklamerer højlydt – i ord, men bestemt også i handling – hvad vi mener er godt og sandt; og vi gør det af et oprigtigt hjerte, men vi kolliderer samtidig en smule med Ny Testamentes forståelse af mit legeme som et tempel for Guds Helligånd.
Med andre ord – Gud er med os og i os hele tiden; ikke kun i proklamationen under lovsangen eller den følelsesladede ’betjening’ efter prædikenen. (’Betjening’ er et udtryk hentet fra restaurationsmetaforikken, som man i visse karismatiske kredse kalder den forbøn, der sker efter prædikenen).
I virkeligheden lever vi ofte i en spænding mellem søndagens: ”Her er mit succesfyldte kristenliv”, som jeg proklamerer både overfor Gud, mennesker og mig selv, og den virkelighed, som ubarmhjertig rammer mig mandag morgen.
Det stærke vidnesbyrd om, hvordan jeg overkom min svaghed eller ’Gud greb ind!’ fylder så meget, at identifikationsmuligheden for den lille eller udfordrede tro, der forsigtigt nærmer sig Gud, bliver uendeligt ringe, og man ’føler sig ikke hjemme’.
Og kristne må undrende lytte til, at ikke-troende kalder dem for ’selvretfærdige’ og ’hellige’. En ærgerlig identifikationsmulighed går tabt i proklamationskristendommens utilsigtede bivirkning!

Kulturfølsomheden

Paulus viser kulturfølsomhed, når han siger, at for jøde er han jøde og for græker er han græker. Betyder det, at han svajer som et siv i vinden? Taber han ansigt ved at møde sin nabo på naboens grund eller på neutral grund? Jeg mener, at 1. lektion i ’almen evangelisation for dummies’ bør være at lukke øjne og ører op for rigtigt at møde et andet menneske.
Hvordan taler de, hvad interesserer han sig for? Hvorfor er hun ked af det? og lignende helt relevante medmenneskelige spørgsmål. Og det kan man godt træne og blive dygtigere til! Man møder så at sige andre mennesker i øjenhøjde i stedet for at komme som en sælger af evangeliske og egne sandheder, som man partout skal presse ned i kulturhalsen på sit medmenneske – der måske egentlig synes, livet er dejligt, som det er!
Vi kan godt forstå, at på ’missionsmarken’ må man tilpasse sproget og være kulturfølsom. Men sagen er en helt anden, når vi træder inden for kirkefællesskabets trygge rum. Her ved man, hvordan man skal træde, agere, fortælle om og fortie. Hvem man taler med og i hvilket omfang. Men kulturfølsomheden lader vi ligge uden for døren! ”Nu har jeg helle”, synes man at fortælle sig selv.

Prædikenen under pres

Vi er stærkt opdraget til at lytte til prædikener! Prædikenen har stået centralt i kirkens historie og gør det fortsat. Grund-ideen om, at Gud taler tydeligst gennem det talte sprog, og at forståelsen sker bedst ved passiv lytten, lever usvækket i vore kirker. Vores ’teologi’ på området er måske anderledes: Vi ved godt fra al pædagogisk forskning, at læring sker mange andre steder og langt mere effektivt end på en passiv kirkebænk/klasseværelse. Men det får os ikke til at ændre vaner!
Prædikenen som genre understøtter en forældet ide om, at en centralt placeret – måske mere belært – person i en særlig grad kan formidle Gudslivet, profetien eller undervisningen. Det stammer fra en tid, hvor almenmennesket var ringe uddannet og skulle have evangeliet ’forklaret’ eller udlagt. At kunne prædike levende eller dybt eller højt eller engagerende er den vigtigste egenskab i en præsts jobbeskrivelse.
Men forudsætningerne er anderledes i dag, hvor den almindelige dansker er særdeles godt uddannet og kan tænke både abstrakt og selvstændigt.
Prædikenen som genre har ikke fulgt med tiden på dette punkt, hvor man tror, at man kan tale relevant til almindelige, ikke-kirketrænede mennesker i en tone og et sprog, der er gearet til en anden tid. Eller en anden kultur – i Afrika går det nemlig helt fint!
Prædikengenren er til tider at sammenligne med en agiterende salgstale, der kan virke manipulerende eller direktiv i sit udtryk. Andre gange som en masse-suggestiv psykologisering – måske på lytterens forskellige dårligdomme. Sjældnere som en teologisk videnskabelig forelæsningsstil fyldt med referencer og teologiske spidsfindigheder… og alt dette er jo ment i den allerbedste mening, og noget i os elsker det jo!
Men vi må også udvikle talegenrer og undervisningsformer, så de passer til den tid, vi lever i.
Fra tid til anden kan man godt nyde en skøn eksegetisk fremstilling af en Jesuslignelse, hvor taleren, som retoriker, udfolder sit talent. Men er målet at møde almindelige mennesker, så går den ikke hver gang!
Jamen vi ska’ da ha’ en prædiken! Ja, men hvordan skal den se ud? Skal den som genre ligne politikertalen – som er argumenterende i sit udtryk og fyldt med tomme løfter? Den overfladiske stand-up stil med en uforstyrret ironisering over stort set alt? Eller en kritisk journalistisk tilgang?

Kunsten støtter sproget

Hvor skal vi finde det nye sprog? De nye former? Hos teologer og filosoffer? Jeg tror det ikke! Vi skal lede i det poetisk-profetiske, i kunsten, i den kultur, vi lever i. Den skal vi lade os turde farve af, velvidende, at vi dermed mister noget af vores egen overleverede kultur – eller i hvert fald supplerer den.
Det overleverede sprog og kulturen kan godt leve videre i særligt indrettede rammer – a la Sange vi aldrig glemmer og Thomasgudsjenester. Men den levende kirke, som er en del af det danske folk, den vokser sammen med folket og finder fælles platforme, sproglige såvel som kulturelle for om muligt at være kirke for alle Guds børn.
Kirker må lukke kunsten ind og give den platform og autonomi, så den ikke udelukkende skal underbygge den rigtige teologi, men også til tider udfordre den! Det kan kunsten nemlig; sangen, dansen, komikken, skulpturen og så videre.
Lad kunsten leve, så sproget i kirken får nyt liv!