Gyldent rav og fulde lommer

Jeg har været ude for at samle rav. Jeg fandt desværre ikke noget. Jeg ved ellers godt, at man skal kigge efter ravet der, hvor der er mågespor i sandet, og ikke mellem stenene på stranden, fordi ravs vægtfylde mere ligner muslingers end stens.

Og når man endelig finder en ravklump, så er man ikke i tvivl. Alligevel kan jeg ikke lade være med at bøje mig ned, den ene gang efter den anden, for at samle en gylden, våd, glinsende sten op.
Hvor den dog ligner rav, som den ligger i det våde sand under bølgernes rullen. Men, så snart jeg får den op i hånden, forsvinder magien. Ravklumpen føles forkert, den lyder forkert, når jeg banker den let imod fortænderne. Og efter få sekunder ser den også helt forkert ud. Som den tørrer i min hånd, forsvinder glansen, og den glødende gyldne farve forvandles til en kedelig gråligbrun. I min hånd forsvinder magien. Det samme sker for øvrigt med alle de smukke sten, jeg samler op i vandkanten – magien forsvinder på få sekunder, når de tørrer i min hånd.
Af en eller anden grund er det ikke nok for mig at gå og betragte den skønne strand og de farvestrålende sten i vandkanten. Jeg vil have et trofæ med hjem. Jeg vil eje det skønne! Derfor har jeg lommerne fulde af sten og muslingeskaller, hver gang jeg forlader en strand. Skallerne ligger og smuldrer i kurve på terrassen, fordi de dårligt tåler vind og vejr, og min mand flytter rundt på poser og dåser med sten i garagen, blandt andet en pose røde sten, som vi kan bruge til at lave en parasolfod af engang.

Da jeg stod og så på endnu en gylden sten i min hånd, der aftog i glans, tænkte jeg på, hvor hurtigt menneskelig berøring kan tage glansen af det guddommelige.
Omvendt kan Guds berøring på et øjeblik skabe gyldent rav ud af gråligbrune småsten.