Barrett synger og Ryge fortæller i fire domkirker

Søren Ryge og Sigurd Barret. Foto: DR
Søren Ryge og Sigurd Barret. Foto: DR

Det bliver fire eftermiddage for hele familien, når Søren Ryge og Sigurd Barrett sammen med lokale sangere og sangkor gæster fire domkirker fire lørdage op til jul.
For mange af os handler julen mest om bunker af gaver, familie og masser af mad, men julens kerne er også en kristen tradition.
Derfor er fire af landets domkirker gået sammen med DR om eventen Julekaravanen, der foregår i domkirkernes store kirkerum. Domkirkerne ligger midt i fire byer, hvor mange danskere er på julegaveindkøb.
Eventen varer en time. Arrangementet er for både store og små: Sigurd Barrett fortæller juleevangeliet og spiller masser af musik. Søren Ryge fortæller personlige julehistorier. Den lokale præst fortæller om julen. Der er julequiz (inspireret af programmet ”Fredagsfesten” på DR Ultra), hvor børn og voksne skal konkurrere mod hinanden, og så er der masser af sang og musik og julestemning samt en slags skattejagt.
Der er gratis adgang med billet, som skal bestilles på forhånd.
Karavanen har gæstet Aalborg 30. november og kommer de næste lørdage forbi Roskilde, Maribo og Odense.
Niels Christian