Himmelvendt længsel

s17_jcLængselEn tidligere feltpræst argumenterer i bogen ”Længsel” inspireret af C.S. Lewis for, at vi som mennesker er skabt til noget stort.

”Ligesom din tørst indikerer, at der findes vand, sult, at der gives mad, og seksuelt begær, at der findes forplantning, sådan vil din længsel efter en anden verden findes. Naturen laver intet forgæves. Du kan ikke længes efter noget, som ikke eksisterer.”

Den tidligere feltpræst er aktuel med en lille opløftende bog om længsel, ånd, dyder, hjertet, pilgrimsrejsen, de store fortællinger og Guds ord. Det er store begreber, og kampen med en efterkristen kultur gennemsyrer siderne. Forfatteren svinger mellem erfaringer fra krigsveteraner og salmevers og citater og reflekterer over nogle af de mest skattede historier fra Bibelen, når han skal finde ammunition til kampen.
Det opløftende budskab er, at vi som mennesker er skabt til noget stort. Drømme, håb og længsel er ikke en del af den menneskelige natur, fordi vi fortrænger virkeligheden i en flugt fra realiteterne, men fordi vi er skabt med en tomhed, som kun kan udfyldes af Gud. Med et billede fortæller forfatteren, at der er to dyr, mennesket kan vælge at fodre: lidenskab eller apati. Guds skaberværk er skabt til lidenskab. Det er derfor, vi tiltales af episke værker som Ringenes Herre og Narnia. Det er reminiscenser af en virkelighed, som vi engang skal opleve i Himmelen. Som mennesker kan vi dog også vælge at fodre apatiens dyr, som er en hyæne; hvis vi resignerer overfor det ædle, som bor i ethvert menneskes bryst, kommer vi til at leve med døden som herre.
Bogen argumenterer med en mængde historier, metaforer, citater o.l. for en himmelvendt længsel, ikke som modsætning til livet på jorden, men som den store historie, som ethvert menneske er skabt til at indgå i, Guds historie. Det er et eventyr, med farer og fejder, men med et værdigt mål i sigte. Det handler om at leve med Kristus mere end at kende til sandheder om ham.

Alligevel ikke nok C.S. Lewis
C(live) S(taples) Lewis, hvis 115 års fødselsdag (29. november), vi netop har passeret, døde samme dag - 22. november 1963 - som John F. Kennedy (og en anden stor engelsk forfatter, Aldous Huxley). Det danske C.S. Lewis Selskab blev stiftet i 2011.
C(live) S(taples) Lewis, hvis 115 års fødselsdag (29. november), vi netop har passeret, døde samme dag – 22. november 1963 – som John F. Kennedy (og en anden stor engelsk forfatter, Aldous Huxley). Det danske C.S. Lewis Selskab blev stiftet i 2011.

C.S. Lewis Selskabet står bag bogen, og som personlig fan af den store britiske forfatter og apologet havde jeg gerne set flere henvisninger til ham, specielt når der er et afsnit om pilgrimsrejsen, hvilket ligger tæt op ad Lewis’ fantastiske værk En pilgrim vender hjem. Det er en skam, at denne allegoriske fortælling ikke har fået større opmærksomhed, da det faktisk er Lewis’ eget vidnesbyrd omsat til fortælling. Det er historien om en ung mand, som længes efter noget, en verden på den anden side af det kendte og tilladte, som lokker ham ud på en livsforvandlende færd. Her møder han alverdens ideologier, forestillinger og livsfilosofier inkarneret i personer, som søger at overbevise ham om sandheden i deres lære, men den unge mand savner stadig svaret på sin dybe længsel, indtil han møder Moder Kirke.
C. S. Lewis er bedst kendt for sin børnebogskrønike om Narnia. I Længsel er der da også en lille håndfuld citater, som stammer fra Løven, Heksen og Garderobeskabet og Det sidste slag (2. og 7. bind i serien), men krøniken rummer, som Bibelen, en gennemgående tråd, som handler om Guds bejlen til sin skabning, og om den utrolige mulighed valget mellem frelse og fortabelse udgør – som Lewis siger:
”På den yderste dag vil der være to slags mennesker; dem, som siger til Gud: Din vilje ske! Og dem, hvortil Gud til sidst må sige: Din vilje ske!”
Det virkelige paradoks er, at det er muligt at ville og dermed også at opleve et liv uden Gud.
Længsel er en god lille bog, med nogle store emner.

Thomas Østergaard
Aallmann:
Længsel
192 sider • 199,95 kr.
Fokal / Lohse