Normisjon undskylder overfor Torsvik
Ingvar Torsvik har fået en undskyldning og kompensation fra Normisjon, som fyrede ham, før han nåede at tiltræde som generalsekretær.
Normisjons kontrolkomite skal se på sagen om Ingvar Torsvik, som blev afsat i december, få uger før han skulle begynde som generalsekretær. Han har dog fået en uforbeholden undskyldning og skadeserstatning.
Kontrolkomiteens leder, John Egil Bergem, siger, at komiteen gennemgår de sager, som er behandlet i landsstyret, og kontrollerer, at vedtagelserne er i samsvar med blandt andet Normisjons vedtægter.
Laver intern rapport
Kontrolgruppens rapport om Torsvik-sagen ventes først færdig i løbet af foråret.
Normisjons landsstyre hævder, at ophævelsen af ansættelsen ikke skyldes Torsviks udtalelser om homofile samlivsformer eller andet, som har med hans integritet, kompetencer eller personlige forhold at gøre.
Foruden Bergem er Helge Eide og Berit Nøst Dale med i Normisjons kontrolkomité.
-Vi rapporterer til landsstyret, og det er dem, som modtager rapporten. Så bliver det op til dem, om den skal offentliggøres, siger Bergem.
Accepterer undskyldning
Med Normisjons uforbeholdne undskyldning og kompensation til Torsvik for tabt arbejdsfortjeneste og skadet omdømme er parterne atter på talefod. Torsvik har accepteret undskyldningen og ønsker Normisjon held og lykke fremover.
Lederen i landsstyret i Normisjon, Tormod Kleiven, siger, at parterne er enige om ikke at gå til offentligheden med detaljerne omkring aftalen.
– Der er nedsat en arbejdsgruppe, som prøver at finde en ny generalsekretær. Landsstyret skal have møde i begyndelsen af februar, siger Kleiven.
Den afgående generalsekretær, Rolf Kjøde, skulle være stoppet ved årsskiftet. Men han erklærede sig villig til at fortsætte på posten til og med marts, da det i midten af december blev klart, at Ingvar Torsvik alligevel ikke skulle tiltræde som hans efterfølger, skriver KPK.