Pas godt på din sjæl
Det er vigtigt at være på ret kurs i sit liv, men for at vi kan være det, må vores sjæl have det godt.
I dette afsnit af ’Sindets fornyelse’ definerer Casey Treat sjælen – og viser, hvor vigtigt det er, at sjælen er i kontrol.
Der er sammenhæng mellem vores sjæls tilstand og hele vores liv. Derfor skal vi sørge for, at vores sjæl er sund og stærk.
Apostlen Johannes var en gammel mand, da han skrev et af de sidste breve, som kom med i Bibelens kanon. Han havde levet sammen med Jesus, siden han var ung, og Johannes-evangeliet viser os det dybe fællesskab, han havde med Jesus, og hvor godt han forstod ham.
Efter mange års liv som kristen skrev Johannes denne bøn (se 3. Johannesbrev, 2):
”Min kære, frem for alt ønsker jeg, at du må have det godt og være rask, ligesom din sjæl har det godt.”
Har din sjæl det godt?
Johannes var klar over, at al slags fremgang i vores liv, inklusive et godt helbred, afhænger af vores sjæls tilstand. Johannes forstod også, at det, der er inden i os, afgør, hvad vi bliver til. Vores sjæl vil i sidste ende forme vores livserfaringer.
Apostlen lærer os, at når vores sjæl har det godt, vil vi opleve fremgang på alle andre områder.
Mange kristne spekulerer over, hvad der er Guds vilje, når det drejer sig om fremgang og helbred. Men det skulle være tydeligt for enhver, som tror på Bibelen, at Johannes ikke ville bede en bøn, som var i modsætning til Guds vilje. Han ville heller aldrig have sagt, at han bad denne bøn mere end nogen anden bøn, hvis det ikke var tilfældet.
Hvis det ikke var Guds vilje, at hans folk skal opleve fremgang og have et godt helbred, ville Helligånden aldrig have inspireret Johannes til at tro eller skrive dette vers, som er en del af Den hellige Skrift.
Hvad er sjælen?
Nøglen til Johannes’ bøn er sjælen. Teologer beskriver sjælen som sindet, følelseslivet og viljen. Sjælen er andet og mere end det, men som udgangspunkt er sjælen altså:
Dit sind med fornufts- og tankeprocesser,
Dit følelsesliv og
Din vilje, som vurderer ting og foretager valg.
Disse ting udgør sjælen, og den er afgørende for, hvordan du oplever livet. Du vil have fremgang og godt helbred i samme grad, som din sjæl har fremgang, og du vil kæmpe og være svag, hvis din sjæl er svag.
Når sjælen har det godt, bliver livet godt
Din sjæl, dit sind, følelsesliv og din vilje skal have det godt, for at dit liv kan være godt.
Profeten Hoseas siger i kapitel 4, vers 6:
“Det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab. Fordi du har forkastet kundskaben, forkaster jeg dig som min præst.”
Mangel på kundskab ødelægger mange kristne og holder dem fast i et liv med middelmådighed. Et af de områder, hvor der er størst forvirring og mangel på kundskab, er med hensyn til forståelsen af forskellen mellem sjæl og ånd.
Nogle bibellærere siger, at sjæl og ånd er en og samme ting. Andre siger, de er forskellige, men fungerer sammen i harmoni. Selv om dette ikke er en teologisk afhandling, vil jeg give nogle bibelske definitioner på sjæl og ånd, fordi det har afgørende betydning for at kunne praktisere Guds ord.
Hvis vi ikke ved, hvad Herren siger, vi skal gøre, har vi ikke nogen mulighed for at gøre det. Hvis vi ikke kan gøre det, kan vi blive ødelagt af mangel på kundskab.
Sjælen forbinder ånd, sjæl og legeme
Apostlen Paulus skriver i 1. Tessalonikerbrev 5:23:
“Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved hvor Herre Jesu Kristi komme!”
Paulus beder her om, at vi må blive bevaret “fuldt ud” eller fuldstændig – hver eneste del af vores væsen. Derefter opregner han hver del af et menneske – ånd, sjæl og legeme. Dette vers illustrerer det enestående ved ånden og sjælen. Din ånd er helliget eller gjort ren, når du bliver født på ny.
1. Korinterbrev 6:17 siger: “Men den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham.”
Men som vi allerede har set, finder den vedvarende helligelse af vores liv sted i menneskets sjæl og legeme, hvor den nye fødsel ikke skaber forandring.
Lad os se på Hebr. 4:12 for at fortsætte med vores definition af sjælen:
”For Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd og marv fra ben og er dommer over hjertets tanker og meninger”.
Her ser vi, at Guds Ord i Bibelen er den endelige autoritet i alle ting, der har med livet at gøre. Det er den eneste ufejlbarlige målestok for, hvad der kommer fra Herren (Ånden), og hvad der kommer fra mennesket (sjælen).
Bibelens ord er den endelige autoritet, når det drejer sig om at bedømme menneskehjertets tanker og meninger. Hvis vi undersøger disse vers lidt mere, tror jeg, du vil få større indsigt i, hvordan et menneskes ånd og sjæl fungerer.
Sjæl er ikke lig med ånd
I dette vers ser vi, at nogle begreber bliver opstillet parvis. Det er:
Sjæl og ånd
Ben og marv
Tanker og meninger.
Under inspiration af Helligånden forbinder forfatteren af Hebræerbrevet menneskets sjæl, ben og tanker.
Din sjæl er forbindelsesleddet mellem din ånd og dit legeme. Den skaber forbindelse mellem det åndelige og det fysiske område, så du kan leve som et åndeligt væsen i relation til Gud og samtidig fungere i den naturlige verden.
Når du hører ting i din ånd, som er født af Helligånden, hører du dem også i din sjæl. Nogle gange er det sådan, at du “bare ved” et eller andet.
Andre gange siger du: “Der var noget, som sagde til mig……”, og du vil føle det, som om Helligånden netop har talt personligt til dig. Det er processen, hvor sjælen er forbindelsesled mellem ånd og legeme.
Det er sjælens vigtigste værktøj og funktion at relatere til tankerne. Dine tanker er retningsgivende for dine beslutninger, handlinger og følelser hver dag. Dine tanker hører hjemme i sjælen.
Læg også mærke til, at menneskets ånd er relateret til ’marv’ og ’meninger’. Marv er den livgivende kraft i knoglerne, hvor blodet dannes. Det gamle Testamente fortæller os, at livet er i blodet (3. Mos. 17:11). Det handler om de dybe ønsker og hensigter i vores hjerte. Begge dele beskriver menneskets ånd.
Hvis du forstår, at sjælen ikke er det samme som ånden, forstår du også, at det er muligt at være en genfødt kristen med en frelst ånd og samtidig have kampe i livet på grund af en sjæl, der ikke er fornyet. Det er grunden til, at Gud i Rom. 12:2 siger til enhver troende, “lad jer forvandle, ved at sindet fornyes”.
Selv om din ånd er frelst, skal din sjæl frelses ved, at du fornyer dit sind, dit følelsesliv og din vilje gennem Guds ord. I hvor høj grad du gør dette, vil være afgørende for, hvor meget fremgang og sundhed du oplever i livet. Disse sandheder får os til at forstå skriftsteder som Ordspr. 23:7:
“Som en mand tænker i sit hjerte, sådan er han” (her oversat fra King James’ Version). Og Matt. 22:37:
“Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”.
De tanker, der normalt fylder vores sind, bestemmer, hvordan vi lever. Her befaler Jesus os at gøre mere end bare at tro på Gud. Han befaler os at elske Gud hele vores hjerte. Han bliver endnu mere specifik, når han siger, at vi skal elske ham af hele vores sjæl.
Til sidst gør Jesus det krystalklart, at vi skal elske Gud af hele vores sind. For at elske Herren med alt, hvad der er i os, med vores ’hjerter og sind’, er vi nødt til at fjerne enhver tanke, som er i modsætning til vores kærlighed til ham.
Sjæl og ånd er ’hjertet’
Lagde du mærke til udtrykket ’hjertet’ i afslutningen af Hebr. 4:12? Menneskets ånd og sjæl udgør menneskets hjerte.
Flere gange ser vi, at Bibelen bruger ordet hjerte for at beskrive hele mennesket eller en særlig del af det indre menneske. I 2. Kor. 4:16 står der: “Selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag.”
Lad os tænke lidt over det. Paulus kan ikke tale om menneskets ånd, eftersom den bliver født på ny, når en kristen gør Jesus til Herre i sit liv. Han siger derfor, at det indre menneske, ånd og sjæl, bliver fornyet, når vi lever sammen med Herren – selv om det ydre menneske, det fysiske legeme, bliver ældre og dør en lille smule hver dag.
En del af den kristne vækst er at komme dertil, at vi kan følge vores ånd i stedet for vores ’kød’ (kød er Bibelens betegnelse for det i et menneske, som ikke vil bøje sig for Gud). Kødet ønsker konstant verdslige og negative ting, men ånden er knyttet til Herren og ønsker kun gudfrygtige ting.
Sjælen hører begges ønsker og kan følge enten ånden eller kødet. Husk, at sjælen er forbindelsesleddet. Når din ånd siger: “Jeg ønsker at bede i 30 minutter og søge Herren denne morgen”, men dit kød siger: “Jeg har lyst til at blive i sengen og se tv,” så er din sjæl den, der har kontrollen.
Din sjæl er nødt til at beslutte, hvem du skal følge. En svag kristen vil følge kødet. En stærk kristen vil følge sin ånds ledelse. Gud er optaget af helligelsen og renselsen og fornyelsen af din sjæl, for uden denne fornyelse vil du hele tiden være styret af dine kødelige ønsker.
Hvis en sjæl skal gøre fremskridt, må den høre og vælge at følge menneskets ånd.
Bibelen lover, at når vi gør det, vil vi have fremgang og leve i sundhed på alle områder af livet. Det er ikke en lyst til at have overflod af penge eller materielle ting. Fremgangen består i, at du får dine behov dækket og har rigeligt til at være en velsignelse for mennesker omkring dig.
Den sunde sjæl hører og adlyder Helligånden
De mennesker, som stiller spørgsmålstegn ved deres frelsesoplevelse og spekulerer på, om de virkelig er frelst, har ofte svage sjæle og er kontrolleret af deres verdslige begær. De kæmper for at leve for Herren, men føler det, som om de ikke kan adlyde Helligånden. Som følge heraf føler de, at de ikke er frelst.
Men når denne type kristen bliver styrket gennem Guds ord, og hans sjæl begynder at få fremgang, vil hele hans liv bevæge sig i den rigtige retning. Han vil mærke, at Helligånden arbejder i hans ånd. Helligånden var der ganske vist hele tiden, men denne kristne kunne ikke følge ham på grund af sin sjæls tilstand.
Sådan er en svag sjæl
Lad os se på otte ting, som er kendetegnende for en fattig sjæl.
1. Den mangler kendskab til Bibelen (Hoseas 4:6).
2. Den kontrolleres af kødets ønsker (dvs. verdslige ting, så man fx er ude af stand til at kontrollere sin vægt, har et overforbrug eller et forkert seksuelt begær). (Rom.8:5).
3. Den er svag, ubeslutsom eller dobbeltsindet. (Jak. 1:8).
4. Den har negative fantasier og føler sig ude af stand til at styre sine tanker (2. Kor. 10:4-5).
5. Den nægter at forandre sig, forsvarer tidligere opførsel og kommer med undskyldninger for sig selv. (Ordspr. 9:7-9).
6. Den bruger al sin tid på naturlige, jordiske og materielle ting. (Kol.3:1-2).
7. Den tillader følelser at kontrollere sine holdninger og opførsel (Ef.4: 22-24).
8. Den tillader frygt, vrede, bitterhed, sladder eller negative tanker at opsluge sig (Fil. 4:8).
Sådan er en stærk sjæl
Gennem Guds ord og en seriøs indsats kan den fattige sjæl blive gjort stærk og sund.
Lad os nu se på otte ting, som kendetegner den stærke sjæl.
1. Den hungrer efter at lære og forandre sig (Matt. 5:6).
2. Den har et sind, der mediterer over Guds ord og følger dets forskrifter (Salme 1:1-3).
3. Den har et disciplineret sind og en vilje, som er enig med Ånden (Rom.8:6).
4. Den fokuserer på gudfrygtige tanker og holdninger (Matt. 6:33).
5. Den bekender sine fejl og ønsker at forandre sig (Jak. 5:16).
6. Den har et sind, der er fæstet ved ting, som har med Himlen og Gud at gøre (Kol. 3:1-10).
7. Den har kontrol over følelseslivet og følelserne (2. Kor.5:17).
8. Den har en ren, positiv og lykkelig holdning til livet (Fil. 4:8).
Jeg vil opfordre dig til at tage dig tid til at læse hvert enkelt af disse skriftsteder igennem. Lær de vers udenad, der særlig taler til dig, og tænk grundigt over dem, så længe du har brug for det.
Arbejd dig derefter igennem de fem skridt til personlig forvandling, så vil du opdage den kraft, der er i sandheden.
Skridt til personlig forvandling
1. Jeg er nødt til at have fremgang i min _____________ inden jeg kan få fremgang på andre områder af livet.
2. Min sjæl består af min _____________ og ______________
3. Mit hjerte består af _______________ og ______________
4. Hvorledes har min sjæl samtykket med kødet og bragt mig nederlag på nogle områder i mit liv?
________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
5. Af de otte ting, der nævnes som kendetegnende for en fattig sjæl, hvilke tre ting er det da, som er hovedårsag til, at min sjæl bliver fattig?
________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
Af Casey Treat