Sandheden sætter fri

Selverkendelse forebygger hævn og vrede – og bringer os tættere på Gud, siger Lars Due-Christensen, som hjælper mennesker med ”12 trin”.

Selverkendelse bringer os tættere på Gud og forebygger hævn, vrede og had. Man skal lære at vende den anden kind til, men samtidig være sig selv, anbefaler præsten Lars Due-Christensen, som taler ud fra egen erfaring.

Lars Due-Christensens egen udvikling tog fart kort tid efter, at han havde aftalt med seniorpræst Jarle Tangstad, at Pinsekirken skulle til at arbejde med brobygning til folk, som havde problemer med alkohol, til medafhængige, dysfunktionelle, narkomaner osv. De 12 trin er inspireret af bibelske principper og er de samme for alle, selvom problemerne er forskellige.
– Det er ti år siden, og jeg havde på det tidspunkt en periode, hvor jeg følte mig ramt på energien. Jeg var 36 år og gik det hele igennem: Ægteskab, familie, karriere, mening i livet. Jeg forstod ikke hvorfor, men jeg følte, at jeg blev drænet. Der skete noget indvendigt, forklarer han.

Følte sig ramt

Derefter tog han afsted en uge for at søge stilhed og se, om Gud ville hjælpe ham med at få ny energi.
– For en sikkerheds skyld pakkede jeg lige nogle bøger om den brobygning, jeg skulle arbejde med, når jeg kom hjem, fortæller Lars Due-Christensen, som er cand. mag i filosofi og arbejder som deltidspræst i Lyngby Frikirke.
Han begyndte at læse de bøger, som skulle give ham ekspertise, men i stedet for at blive klogere, følte han, at det bøgerne beskrev ramte plet i hans eget liv. Det startede en proces i, som har været hård:
– Det er voldsomt, men også befriende at ændre adfærd. Det hårdeste er at se, hvordan ens egen adfærd har skadet andre. Dem, du elsker mest og er til for, er du kommet til at skade uden af ville det og uden at vide det, siger han og fortsætter:
– Jeg havde levet med vreden inde i mig selv. Den sivede ud af knaphullerne. Jeg så, hvad det gjorde ved andre. I dag er jeg ikke bange for det sårbare. Det lever jeg i, siger Lars Due, der i dag er 47 år. Han lærte også mere om, hvad det egentlig vil sige at vende den anden kind til og bruger i dag den erfaring som frivillig leder af www.trinkurser.dk, til at nå mennesker, som står i en lignende situation.

At turde være ærlig – om sig selv, om det man ønsker, og om det man kæmper med. Både over for sig selv og andre. Dét bringer os tættere på Gud. For sandhed sætter fri. Men man skal være nænsom, kærlig og fredfyldt.

At vende den anden kind til på en god måde er muligt, hvis man lærer at blive på egen banehalvdel. Det kræver, at man indser sig selv. Arbejder med sine mørke sider.
Cand. mag i filosofi og deltidspræst i Lyngby Frikirke Lars Due-Christensen brænder for sit frivillige arbejde som leder af trinkurser.dk
Han har i mange år arbejdet intensivt med både sin egen og andres personlige og åndelige udvikling. Målet er at komme tættere på Gud:
– Jeg tror, vores dybeste DNA er, at vi er skabt i Guds billede. Når vi nærmer os Gud, nærmer vi os selv og dermed åbenbaringen af det guddommelige. Som er tættere på mennesket end det materielle.
– Vores sjæl og krop har også en åndelig dimension. De medfødte forudsætninger spiller sammen med de gaver, Helligånden giver os. Helligånden gør det stærkt og bygger på noget, der er givet i skabelsen. Der gives yderligere, når vi får nådegaver og opdager, at ”det her havde jeg ikke før. Og det er ikke noget, jeg har trænet eller udviklet mig til”, siger Lars Due.

Energien var væk

Præstens egen udvikling tog fart kort tid efter, at han havde aftalt med seniorpræst Jarle Tangstad, at Pinsekirken skulle til at arbejde med brobygning til folk i trin-miljøer – altså alkoholikere, medafhængige, dysfunktionelle, narkomaner osv. De 12 trin er inspireret af bibelske principper og er de samme for alle, selvom problemerne er forskellige.
– Det er ti år siden, og jeg havde på det tidspunkt en periode, hvor jeg følte mig ramt på energien. Jeg var 36 år og gik det hele igennem: Ægteskab, familie, karriere, mening i livet. Jeg forstod ikke hvorfor, men jeg følte, at jeg blev drænet. Der skete noget indvendigt.
– Så tog jeg en uge afsted for at søge stilhed og se, om Gud ville hjælpe mig. For en sikkerheds skyld pakkede jeg lige nogle bøger om den brobygning, jeg skulle arbejde med, når jeg kom hjem. Mærkelig nok var jeg den eneste gæst i restauranten i feriekomplekset på den græske ø Kalymnos – og jeg følte mig lidt som Jonas de Luxe. Den første dag på værelset sad jeg og tænkte: Hvad er det for noget, det her? fortæller Lars Due.

Trinbøger ramte plet

Så tog han fat i en af trin-bøgerne og begyndte at læse et par linjer.
– Jeg følte mig ramt. Det handlede om at vokse op i et tjenestemiljø, som jeg selv er. Forfatteren havde også en ok karriere og beskrev mine symptomer fuldkomment. Han kæmpede med hovmod og stolthed, skrev han. Dér røg gulvtæppet. Jeg havde ikke set det komme, men i lynglimt så jeg nu scener fra mit liv. Jeg så min barndom og mig selv i forskellige situationer dømme andre og mig selv hårdt. Uden nåde. Jeg havde forskanset mig i stolthed. Og jeg var vred – både på Gud og andre. Jeg så, hvordan jeg hele tiden ville være bedst. Hvordan min vrede havde skadet andre…og jeg følte mig magtesløs. I det øjeblik opgav jeg næsten livet.
– ”Gud, jeg har søgt dig hele mit liv – og du har ikke vist mig det her?” Jeg opgav i det øjeblik mig selv i tjenesten, for jeg kunne ikke have en åndelig tjeneste, når jeg havde inficeret andre med den slags. Dermed mistede jeg i dén stund nærmest mit liv… men lidt efter var det, som om der kom en anden atmosfære i rummet. Det hele vendte sig til håb. Dét fik mig til at vende tilbage til bogen. Jeg læste nu for at få hjælp i stedet for – som tidligere – som en ekspert, der kunne blive endnu mere ekspert, siger præsten.

Bange for at være ærlig

Oplevelsen startede trin-processen i hans eget liv. Han fandt ud af, at han ikke kunne selv. At han havde brug for Gud og andre i sit liv. Da han kom hjem, startede han et team med bl.a. en psykolog og en terapeut. Siden har gruppens medlemmer også været med til at uddanne og hjælpe mange andre.
– Vi mødtes som helt almindelige mennesker, IKKE eksperter, og vi lagde kortene på bordet. Jeg anede ikke, hvad jeg kunne forvente og var hunderæd den første aften. I gruppen var der ti mænd, der så mig som præst og åndelig far. Nu skulle de høre om min inderside.
– Jeg var bange for, at de skulle miste respekten for mig. Men det blev en fantastisk aften, hvor jeg lagde kortene på bordet, og alle åbnede sig. Vi blev mennesker sammen. Vi blev et.
– Det er hårdt at se tingene i øjnene. Men det er også befriende at droppe rollespillet… falde tilbage i Guds kærlighed og nåde og ikke forstille sig over for ham. Trække vejret dybt igen, forklarer præsten.
Man lærer at blive på egen banehalvdel og forholde sig til eget ansvar, egen andel i fortrædeligheder og at lade dommen over andre ligge. For hvorfor ser du splinten i din broders øje… hiv hellere bjælken i dit eget ud!
– Det er voldsomt, men også befriende at ændre adfærd. Det hårdeste er at se, hvordan ens egen adfærd har skadet andre. Dem, du elsker mest og er til for, er du kommet til at skade uden at ville det og uden at vide det.
– Jeg havde levet med vreden inde i mig selv. Den sivede ud af knaphullerne. Jeg så, hvad det gjorde ved andre. I dag er jeg er ikke bange for det sårbare. Det lever jeg i, siger Lars Due, der er 47 år.

At vende kinden til

Alkoholikere og andre misbrugere skaber syge omkring sig. Deres nærmeste bliver ofte biroller i deres eget liv. Nogle gange ligner de pårørendes adfærd næstekærlighed, men de er for det meste mennesker, der er blevet ødelagt og har mistet deres normale grænsedragning.
– Det hjælper ikke at gå rundt i hjørnerne. Du er nødt til at fylde det, du skal fylde. Man skal ikke spille med og miste sin virkelighed. Mennesker, som arbejder med dette område, gætter på, at der i omkring 80 procent af alle hjem er en mor, en far eller andre, der har følelsesmæssige svingninger.
– At vende kinden til handler ikke om at lade andre vade hen over dig. Det gavner ikke den anden, at dine grænser ikke respekteres. Vi spejles kun rigtigt i ærlige relationer, siger Lars Due.
Han erkender, at der godt kan ligge en indbygget konfliktskyhed i den kristne fokusering på glæden og freden.
– Men det er godt med sunde, positive konflikter. En familie uden konflikter er død, ægteskaber også. Det skal bare være sunde konflikter, hvor man bliver på sin egen banehalvdel – dvs er ærlig og forbliver tro imod sig selv. I stedet for at skyde på ”modstanderen” skal man gøre rede for sig selv. Hvor er jeg? Hvad tænker og føler jeg?
Dét er at vise kærlighed til et andet menneske – og til sig selv. Det handler ikke om at afsige dom, men om at sige: Her går mine grænser…og forklare hvorfor.
– Det kan være en fortolkning at vende den anden kind til: Jeg slår ikke, selvom mine grænser er blevet overskredet. Jeg går ikke til angreb. Jeg bliver på min egen halvdel, men drager en konsekvens, pointerer præsten.

Gud justerer os

Lars Due er gift med Mette, der forsker i sygepleje. Parret har tre voksne børn.
Hans far, Kurt Due-Christensen, er også pinsekirkepræst. Moderen Inger var sygeplejerske. I hans opvækstmiljø lærte han at lytte til sin indre stemme – og få fornemmelse og forståelse for Guds veje og sprog.
– Guds stemme er fred, trøst og opbyggelse – glæde. Når nogle mennesker fx siger ”Gud skælder mig ud”, er dét ikke fra Gud. Men Gud kan tale justerende til os. Vi kan også komme til at se konsekvenserne af vore egne handlinger. Det kan hjælpe os med at tilgive andre.

Vred på sig selv

– Når vi er meget hårde dommere over andres liv, er vi det også ofte over for os selv. Dybest set er vi vrede på os selv. Den vrede kanaliseres videre – over på andre. Derfor er det vigtigt at give kærlighed og accept til dem, der er vrede. Viser vi dem kærlighed, så sanker vi gloende kul på deres hoveder. Så bliver vi et spejlbillede, der sætter dem i stand til at få øje på sig selv. Mørket åbenbares først ved lyset, understreger han.
Nogle har ikke overskud til andet end den verden, de selv har bygget op. De føler sig truet af en anden og ret verdensforståelse. Det er almindeligt, at mangel på ressourcer får dem til at ønske at blive i det, de er i, selvom de udmærket ved, at det ikke er godt for dem. Lars Due kalder det et spørgsmål om overskud.
– Vi skal lære at træde tilbage og give plads til Gud. Vi kan hjælpe hinanden ved at lytte uden at kommentere – uden at give gode råd. For svaret ligger i os selv. De svar skal vi høre. Vi skal også søge det bibelske fællesskab. Og også høre Guds tale gennem andre. Summen af det hele bliver Guds tale. Gud har skabt os til at være afhængige af ham og hinanden. Vi er ikke som Rambo, pointerer han.