Presset til det onde?

Kent ses her yderst til højre sammen med hans cellekammerater.
Kent ses her yderst til højre sammen med hans cellekammerater.

25-årige Kent Bech Rasmussen var frivillig deltager i DR3’s program ’Ond, ondere, ondest’, som ville undersøge, hvordan mennesker reagerer ved at blive presset.

Hvordan reagerer et menneske i en presset situation? Bliver det mere ondskabsfuldt? Teologistuderende Kent Bech Rasmussen deltog i DR3’s eksperiment.

DR3’s eksperiment var en gentagelse af et amerikansk eksperiment fra 1971, som skulle undersøge ondskaben i et menneske.
Forsøget gik ud fra, at mennesket grundlæggende er godt. Man ville derfor forsøge at fremprovokere ondskaben ved at give personerne forskellige magtstrukturer som fanger og fangevogtere. Men projektet kunne ikke helt sammenlignes med en virkelig situation, mener deltageren Kent Bech Rasmussen, på 25 år, som også er kristen:
– Vi vidste jo, at DR ikke ville lade os rådne op i fængslet for åben skærm, så overlevelsesdriften trådte aldrig rigtigt i kraft. Havde vi siddet i et fængsel i Nordkorea, havde det været en helt anden sag, siger Kent til Indre MIssion Ungdoms månedsblad GEIST.
Måske gjorde den knap så pressede situation, at Kent ikke oplevede direkte ondskabsfulde oplevelser. For Kent er faktisk ikke overbevist om, at mennesket udelukkende er godt, selvom det var Guds plan:
– Jeg tror vi er skabt til at være gode. Det har været udgangspunktet lige fra begyndelsen, men på grund af syndefaldet er synden og ondskaben blevet en del af vores natur, som vi aldrig kan slippe af med. Vi indeholder derfor både noget godt og noget skidt, og en presset situation kan sikkert godt få os til at udvikle os i en ondere retning end ellers, mener han.
Under forsøget var Kent åben omkring sin kristne tro. Det medførte både, at nogle tydeligt sagde, at de ikke ville høre mere om det, og flere samtaler blev sat i gang, mens én for rullende kameraer overraskende sagde, at Kent positivt havde ændret hans syn på kristne. Hele interviewet med Kent kan læses på imu.dk
Henrik