Troen med i Etisk Råd

Professor og medlem af Det Etiske Råd Thomas Ploug betragter sit forhold til Gud som dynamisk og uundværligt i den etiske debat.

– Jeg er vokset ind i en stadig dybere eksistentiel afhængighed af Gud. Min største frygt er at vågne en morgen og have mistet troen.

– Så ville jeg være bankerot. Helt til rotterne. Den mening og nåde, vi har i Gud, er en enorm ressource. Det er en ressource, som kan få mennesker til at blomstre. Nåde rejser dem, der ligger ned, og helbreder syge og fortvivlede, siger professor Thomas Ploug.
Han sidder i Det Etiske Råd og har bl.a. taget initiativ til Center for Kristen Tænkning, CKT: En tænketank med 25 forskere (videnskabsfolk) og kulturpersonligheder.
– Jeg har kristne forældre. Min mor er vokset op i en kristen familie, og min far blev kristen i teenageårene – trods modstand fra sine forældre. Vi kom i Folkekirken og i forsamlinger med tilknytning til kirken. Men jeg er også kommet i andre kirkelige sammenhænge. Jeg fik det hele med. Det synes jeg er enormt værdifuldt. At tro på Gud er det vigtigste for mig. Uden Gud har jeg dybest set intet. Troen er også det, jeg helst vil give mine dejlige og højt elskede børn med hjemmefra, fortæller professor Thomas Ploug, der er far til to og blev 40 år nytårsaften.
For ham er troen på Gud – som vejen, sandheden og livet – dynamisk.
– Efterhånden som man bliver voksen, kommer det til at stå klart, at den tro, man arvede fra sine forældre gennem opvækstens tilknytning til kirken, ikke er nok. Orienteringen mod Gud gennem aftenbøn og kirkegang rækker ikke. Det har jeg især opdaget de sidste 10 år. Selvom de giver sunde vaner og en sund orientering, skal man hele tiden selv genopdage Gud. Den dybe indre overbevisning.
– Jeg foldede hænder og lå på knæ som seks-årig, så Gud har altid været der. Men når ens erfaringer og overvejelser senere udfordrer en, så spørger man: Hvem er Gud? Hvad er det egentlig, du tror på?

Sandhed og tolerance

– Jeg havde en god barndom. Voksenlivet er jo bare hårdere. Troen brydes med mange erfaringer og tanker. Gudsbilledet forandrer sig, når man finder ud af, at der er noget, man egentlig ikke rigtig kan forlige sig med. I dag tænker jeg, at der alt for ofte lægges alt for stor vægt på nogle bestemte åndelige praksisser og ritualer. Det er for eksempel ikke så afgørende for mig, om man er døbt på den ene eller anden måde.
– Hovedsagen er, at man bliver tættere knyttet til Gud. Vores Guds-billede kan udfordres af kampe, men vi kan tænke, meditere, sætte fortegn og lave øvelser, der bringer os tættere på Gud. Ingen af måderne har særstatus for mig. Den indbyrdes tolerance er derimod vigtig, siger professoren. Tolerance betyder ikke, at alt er ligegyldigt, men at man giver mennesker en vis frihed til selv at opdage åndelige sandheder.
– Jeg har igennem tiden oplevet mange advare med løftede pegefingre imod ”falske profeter og vranglærere”. Jeg selv er blevet mere tolerant og rund. Selvom jeg stadig har min egen overbevisning om, hvad der er rigtigt og vigtigt, har jeg ikke det store behov for hele tiden at insistere på det over for andre. Kristenlivet er en vandring, som vi er fælles om. Men vi er samtidig på hver vores vandring. Det handler om at være i dialog om tingene, men hele tiden forstå det ud fra den generelle forudsætning, at vi alle er på vandring, og ingen af os ser ud gennem Guds øjne. Vi må fortolke Bibelen ud fra vort sprog og vores erfaringer. Som filosof er tanken om én sand udlægning meningsløs for mig. Sandheden er i sidste ende forbeholdt Gud, forklarer Thomas Ploug.
Thomas Ploug er født og opvokset i Kolding. Som 19-årig flyttede han til København og begyndte at læse filosofi. I Karlslunde Strandkirke mødte han sin kommende hustru, Berit. De var ungdomsledere samme sted, fra han var 22 til 25 år. Parret bor i dag i Stenløse med deres børn på syv og ti år.

Mening og nåde

– Jeg har altid stillet spørgsmål og haft stærke meninger. Dét med Gud er noget relationelt og dybere end dogmer, værdier og diskussioner. Betydningen af relationen er blevet større med årene. Der er noget helt fantastisk ved kristentroen. Den opfylder menneskets måske dybeste eksistentielle behov, nemlig behovene for mening og nåde. Kristendommens to kernebegivenheder – skabelsen og korsfæstelsen – er menneskets eksistentielle redning.
– Vi er skabt af Gud. Det starter med skabelsen, hvor vi placeres i en særlig relation til Gud og skaberværket. Vi indskrives i en fantastisk historie – universets og livets historie. Den store fortælling, som giver mening til alt andet.
– Fortællingen fortsættes og uddybes med Kristi stedfortrædende død, men med Kristus får vi også adgang til en uendelig nåde og tilgivelse. Dét er smukt. Det er liv.
– Jeg tænker ofte: ”Hvorfor lever jeg?” og ”Hvad er det, jeg laver nu – giver det mening?” Igen og igen må jeg erkende, at uden Gud er der dybest set ingenting. Heller ingen svar. Jeg har brug for Gud som den, der giver mening og viser nåde, understreger han.
Det betyder dog ikke, at Thomas Ploug vil stå på mål for alt i Bibelen. For ham er det for eksempel ikke ok, når der i det Gamle Testamente fortælles om, at 200 filistre slås ihjel på et spinkelt grundlag.
– Det overlader jeg til Gud at forklare eller tage afstand fra. For mig er livet helligt, præcist fordi det er givet af Gud og skabt i hans billede. Vores opgave må i udgangspunktet være at værne liv. Vi må passe på det, Gud har skabt, siger professoren.
Og lige præcis det med at værne mennesket og menneskelivet er også en helt central værdi i hans arbejde i Etisk Råd.
– Jeg er meget optaget af tanken om menneskets værdighed. Den tanke, at der til mennesket knytter sig en helt særlig værdi, som vi må indrette samfundet på at værne og respektere. Der kan gives forskellige gode argumenter for tanken om menneskets værdighed, men for mig handler det dybest set om at se Gud i det andet menneske – at se Gudsbilledligheden. Jeg tror, at samfundet og verden ville se meget anderledes ud, hvis det var vores generelle tilgang til andre mennesker.

 Blå Bog

Ph.d på Syddansk Universitet, lederstilling samme sted. 2008 ansat på Aalborg Universitet afd. København, med 3.500 studerende og mere end 500 ansatte.
Professor mso som 38-årig. Leder af universitetsafdeling med 25 ansatte og en forskergruppe med 15 medlemmer.
Sidder i en række råd og udvalg på Aalborg Universitet. Er i ledelsen for fire centre: Center for Etik i Praksis, Center for Anvendt Etik og Videnskabsfilosofi, Center for Mænds Sundhed og Center for Kristen Tænkning. Er ved at starte Center for Selvmordsforebyggelse.
Med i Etisk Råd, en Klinisk Etisk Komite på Rigshospitalet og en arbejdsgruppe i Teknologirådet.