Morgensang fremmer fokus og god tone
Det forundrede medarbejderne, da redaktøren for Dagbladet Information ville have dem til at synge morgensang. Men de fandt ud af, at det virker godt. Også andre virksomheder har indført morgensang.
Flere virksomheder har som ingeniørvirksomheden Rambøll indført morgensang for medarbejderne – og det virker godt, skriver Kirken i København.
Når man skal debattere noget lige efter, man har sunget sammen, er det let at diskutere, men det er svært at skændes, konkluderer Christian Jensen Han har indført morgensang som et fast ritual på Dagbladet Informations daglige redaktionsmøde.
Ro og struktur
I første omgang ønskede den nye ansvarshavende redaktør Christian Jensen at få mere ro og struktur over møderne. Han blev også inspireret af at se solen stå op over Øresund og af sin egen sangglæde.
Medarbejderne skulle lige vænne sig til tanken den første dag. Næste dag sang man salmen ’Nu falmer skoven’, fra avisen, hvor den netop blev citeret.
Morgensangen hjælper folk til at reflektere. Det virker afvæbnende, fortæller Christian Jensen.
’Hvor er det skønt’
I ingeniørvirksomheden Rambølls nye hovedkvarter i Ørestad startede sangtraditionen, fordi de ansatte gerne ville synge julesange i december 2010. Men da det blev januar, ville mange gerne fortsætte. Og virksomhedens atrium er som skabt til sang:
– Det er som et kirkerum. Det skal da bruges, lød kommentaren fra medarbejderne.
Nogle gæster bliver overraskede, hvis de oplever morgensangen på Rambøll. De siger, at ’det havde de ikke troet om Rambøll, men hvor er det skønt’, fortæller initiativtager Lone Olmedo, som også understreger, at man bliver glad af at synge.
Båret af glæde
Sangen på Rambøll bliver understøttet af et lille ensemble af medarbejdere, som spiller flygel, violin og tværfløjte. Selv udenlandske medarbejdere synger med på de danske sange, men ind imellem synger man også på engelsk.
Man synger både salmer og ikke-kristne sange, og det er båret af glæde, fortæller Lone Olmedo.