Se det Guds lam, som bærer verdens synd

Af Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen                                                                     Missionærer, der støtter hjælpearbejde  og bibelspredning i Israel og  kirkebyggerier i Malawi.
Af Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen
Missionærer, der støtter hjælpearbejde
og bibelspredning i Israel og
kirkebyggerier i Malawi.

Jesus er Guds offerlam, som borttager verdens synd, og Helligånden virker i vore hjerter, så vi kan leve et helt nyt liv. Tvivl derfor ikke på din frelse, skriver Anne-Lise og Peter Løbner-Madsen i denne kronik.

Vi møder mange mennesker, som er usikre på, om de kommer til Himlen, når de dør. Men Gud har givet os en sikker vej til at vide, om vi er hans børn. Jesus døde for alle mennesker. Og Helligånden virker i alle som tager imod Jesus. Det siges tydeligt i Bibelen, som er Guds ord til os.

Vi ser gennem hele Det Gamle Testamente – helt fra syndefaldet i Edens have – til profeten Malakias’ budskab, som slutter Det gamle Testamente, at det store problem, som skiller mennesker fra Gud, er synden.
Gud talte til mennesker gennem deres samvittighed og prøvede at advare dem mange gange og på mange måder gennem profeterne, men der var kun få, der gjorde, hvad der var ret i Guds øjne.
Men nu, – ved dagenes ende – har Gud, vores Skaber og Fader, talt til os gennem sit eget dyrebare ord, sin Søn!
Se Hebr. brevet 1.
Gud besluttede selv at komme til jorden for at alle kunne se og høre ham og beslutte, om de ville omvende sig fra synden, tro på ham og adlyde ham. Han plantede sit ord ved Helligånden i et menneskes, Marias, legeme, så Ordet blev født som et menneske, Jesus. Læs Johs. Evangeliet 1.
Jesus kaldes også Immanuel, som betyder Gud med os! Gud selv er sammen med os. Det er det største og mest vidunderlige, der er sket for mennesket og for hele verden.

Jesus er Guds offerlam

Jøderne var vant til, at de altid skulle ofre et eller flere lam til Gud for at sone deres synder, men en dag kom Jesus gående ned til Jordanfloden, hvor Johannes døbte, og stod midt iblandt dem.
Da siger Johannes de mest vigtige og velsignede ord, der kunne siges om Jesus: ”Se Guds lam, som bærer verdens synd!” Johs.ev. 1,29. Jesu offer var og er nok for os alle!
Da Jesus selv var blevet døbt af Johannes, kom Guds egen introduktion af sin elskede Søn. Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en røst lød fra Himmelen: ”Du er min Søn, den elskede, i dig har jeg velbehag.” Lukas 3, 22.
Vi ser her, hvordan Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd arbejder sammen i en ubrydelig enhed.
Må Gud være os nådig, så ikke en eneste af os tvivler på dette vidunderlige budskab.

Tvivl ikke på din frelse

Vi møder mange mennesker, som er usikre på, om de kommer til Himlen, når de dør. Men Gud har givet os en sikker vej til at vide, om vi er hans børn:
I Johs. Ev. 1 læser vi om, at Jesus er Guds ord, som blev sendt af Gud til jorden for at frelse os. Vi vil skrive med store bogstaver, så du indprenter dig, hvor sikker din frelse er: ”MEN ALLE DEM, SOM TOG IMOD HAM, GAV HAN MAGT TIL AT BLIVE GUDS BØRN, DEM, SOM TROR PÅ HANS NAVN.”
Det kan ikke siges tydeligere.
Djævelen vil gøre alt for at skabe tvivl i vore hjerter, så vi mister troen på frelsen i Jesus Kristus. Derfor bør alle lære det skriftsted udenad, som står i Johs. 3,16-17: ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn, den enbårne, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Thi Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”
Dette kan heller ikke siges tydeligere!
Er du stadig i tvivl, så læs i Romerbrevet 10, 9-13. Læs det højt for dig selv, og sig Gud tak for det.
Sig med din mund, at du tror på det og tager imod det som en gave fra Gud:
”Thi når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte han fra de døde skal du blive frelst… Thi enhver, der påkalder Herrens navn skal frelses.”
Dette kan heller ikke siges tydeligere!

Bibelens tydelige tale

Bibelen er fyldt med vidunderlige ord om alt det, Jesus har gjort for dig, for at du kan blive frelst. Lad ikke nogen tage disse stærke ord fra dig. Hold fast ved det. Tak Gud for det! Vær som et barn, der tager imod en glædeligt budskab fra din himmelske Far, som skabte dig.
Vi vil give dig et sidste ord, som også taler meget tydeligt om samme sag. Det taler om, at når vi modtager Jesus som frelser og Herre, skal vi forlade mørket og gå sammen med ham i lyset:
”…hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu hans søns blod renser os fra al synd… Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.”
Dette kan heller ikke siges tydeligere!
Vi erkender, at vi er syndere, for det er vi. Men vi tror Ordet, som står her, at når vi bekender vore synder, tilgiver han os og renser os.
Læs din bibel! Tal med Gud i dit lønkammer! Elsk ham af hele dit hjerte! Hav inderligt fællesskab med ham hver eneste dag! Vær lydig i alt, hvad han siger, du skal gøre, og lad dig fylde af Helligånden! Så bliver du stærk og står fast i medgang og modgang!

Helligånden virker i dig

Du har allerede Helligånden, når du har taget imod Jesus som din frelser og Herre! Helligånden er årsagen til, at du bliver født på ny! Hør Guds ord:

1. Det er Helligånden, der allerførst overbeviser dig om, at du skal komme til Jesus og blive renset for din synd og blive frelst. Læs Johs. 16, 7-15.

2. Helligånden kommer fra Faderens indre. Han er Guds Ånd. Og Jesus siger: ”Ingen kommer til mig, uden at Faderen, som sendte mig, drager ham; og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” Johs. 6, 44. Det er Gud Faders Ånd, der drager dig til Jesus!

3. Jesus siger til Nikodemus, at han må fødes på ny for at kunne se Guds rige. Han må fødes på ny af Ånden! Læs Johs. 3, 3-8. Det er gennem Helligåndens gerning, du bliver født på ny og forstår de himmelske ting!

4. Når du bliver født på ny og bekender med din mund, at Jesus er din frelser og Herre, er det ved Helligånden. ”Ingen kan sige: ”Jesus er Herre!” uden ved Helligånden.” 1.Kor. 12, 3b.

5. Til sidst det velsignede ord, som fylder vore hjerter med glæde: ”I ham blev også I, da I hørte sandhedens ord, evangeliet om jeres frelse, – ja, i ham blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os, og som er pant på vor arv —.”
Gud har sat et segl på vores hjerter, så alle kan se, at vi tilhører ham. Og han har givet os et pant på, at vi tilhører ham, og at ingen kan rive os ud af hans hånd, så længe vi bliver i troen på ham.

Vandre med Helligånden

Når vi har givet vort liv til Jesus Kristus, bor Helligånden i vore hjerter! Efter denne vidunderlige oplevelse begynder vandringen i Ånden med Jesus. Han overbeviser os ved Ånden om mange ting hver eneste dag, når vi studerer hans ord. Vi bliver bl.a. undervist og overbevist om dåben. Rom. 6.
Vi bliver ved Guds Ånd overbevist om, at vi må døbes med Helligånden for at få kraft til at tjene Jesus og modtage alle de overnaturlige gaver, frugter og tjenester, som Han har til os.
Tag dig tid til at læse om de første kristne i Apostlenes gerninger!
Tag dig også rigtig god tid til at studere 1. Kor. 12-14, hvor du læser om Åndens gaver, om Kristi legeme og om de tjenester, Gud kalder og bruger i sin menighed. Vi er sikre på, at du, hvis du vil leve et liv i Guds kraft og tjene ham af hele dit hjerte, også vil begynde at længes efter at blive døbt med Helligånden og modtage den strøm af velsignelse, som dåben i Helligånden har til dig!