Sognemedhjælperen som forsvandt

Kirke- og kulturmedarbejder ved Haderslev Domsogn, Henrik E. Refshauge, er uddannet teolog, journalist og organist.
Kirke- og kulturmedarbejder ved Haderslev Domsogn, Henrik E. Refshauge, er uddannet teolog, journalist og organist.

Haderslev Domsogn har mistet deres koordinerende sognemedhjælper. Dramatikken er dog ikke større, end at Henrik Engelbrekt Refshauge nu er ansat med ny stillingsbetegnelse.

Ikke blot i Haderslev, men også på landsplan blev titlen ’sognemedhjælper’ ændret til ’kirke- og kulturmedarbejder’ efter en afstemning på Sognemedhjælperforeningens landsmøde i maj.

Formanden for de nye kirke- og kulturmedarbejdere i folkekirken, Esther Jensen, mener, at sognemedhjælper er for snæver en titel til hendes medlemmer. De er ifølge hende ofte ”edderkoppen i midten af spindet” i kirkens arbejde.

Edderkoppen i midten

– Vi har valgt at ændre titlen sognemedhjælper, fordi det var et stigende ønske hos medlemmerne. For at være medhjælper udtrykker, at man ikke er i stand til at tage initiativ og lede andre.
I begyndelsen var man en medhjælper – ofte medhjælpende præstekoner, men i dag sidder sognemedhjælperen ofte placeret som edderkoppen i midten af spindet, fortæller formanden for foreningen med det nye navn kirke- kultur.nu.
– Jeg har spurgt kirkens andre fagforeninger og har fået positive tilbagemeldinger på ændringerne.
Fra én lød det for eksempel, at hun altid har tænkt på en stuepige, når der blev sagt sognemedhjælper.
Det viser, at et navn er vigtigt. Man bliver det, man hedder, slutter formand Esther Jensen fra Fredericia.

Esther Jensen, formand for kirke- og kulturmedarbejderne, er glad for navneskiftet.
Esther Jensen, formand for kirke- og kulturmedarbejderne, er glad for navneskiftet.