Israel accepterer våbenhvile. Hamas afviser og siger “Det er overgivelse”

En våbenhvile, udarbejdet af Egypten, synes nu at være på vej mellem Hamas og Israel, men mens Israel har accepteret den, er den blevet afvist af Hamas som “overgivelse”.

Israels sikkerhedskabinet har nu til morgen besluttet at acceptere det egyptiske våbenhvile-initiativ, mens Hamas’ militære fløj, Izz ad-Din al-Qassam Brigaderne, helt har tilbagevist det og udtaler: – Hvis forslaget er, som vi har erfaret, er det overgivelse. Vi vil intensivere vores kamp mod fjenden.

I det israelske sikkerhedskabinet stemte følgende for det egyptiske forslag: Statsminister Benyamin Netanyahu, forsvarsminister Moshe Ya’alon, finansminister Yair Lapid, justitsminister Tzipi Livni og ministrene Gilad Erdan og Yitzhak Aheronovich.
Imod stemte partiet Israel Beteinus formand, udenrigsminister Avigdor Lieberman og lederen af Bayit Yehudi-partiet, Naftali Bennett.

Våbenhvilen skulle træde i kraft kl. 9 i morges og hermed bringe en afslutning på Israels militæroperation “Protective Edge” (Beskyttende kant) efter otte dages kampe.

Ifølge den egyptiske avis “Al-Youm Al-Sabee” skal Israel standse dets luft- og flåde-angreb mod Gaza og afstå fra en landinvasion.
Hamas for sin del skal tøjle de palæstinensiske fraktioner og arbejde på at afslutte alle slags angreb mod Israel, heriblandt raketter, ad søvejen eller gennem tunneller, herunder angreb mod civilbefolkningen.

De to sider er blevet enige om en øget strøm af varer ind i Gaza, og den gradvise åbning af overgangene til Gaza.

Medlem af Gazas politiske bureau, Wzzat Rishq, siger, at det egyptiske initiativ ikke var drøftet med Hamas, Islamisk Jihad eller nogle af de andre fraktioner i Gaza-striben.
En Hamas-embedsmand, Osama Hamdan, siger, at det egyptiske initiativ er en “joke”. – Det er et initiativ for medierne, men ikke et politisk initiativ, siger han. Det skulle skubbe palæstinenserne ind i et hjørne og hjælpe israelerne.

Flere medlemmer af Netanyahus koalition, omfattende viceminister for sikkerhed, Danny Danon, betegner det egyptiske initiativ som “kapitulation” og “som et slag i ansigtet mod det israelske folk”.

Obama håber på ro
Præsident Barack Obama har ved en sammenkomst i Det hvide Hus i anlednings af den muslimske hellige måned Ramadan sagt, at han håber, at våbenhvilen kan genoprette ro efter en dødelig bølge af vold.
– Vi vil fortsat gøre, hvad vi kan, for at fremme en tilbagevenden til våbenhvilen af 2012, sagde
Obama..