Corpus Dei – Jesu menighed er hans legeme på jorden

I denne anden kronik om Guds legeme, beskriver Mogens Albrechtsen menigheden og tiden før Jesu genkomst.

”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1. Kor. 12,27), siger Bibelen, og tilsammen danner vi en enhed eller ’fylden’ af ham selv, hvor den enkelte af os indtager vor position som et af lemmerne på hans legeme.

En kan være øje, og en anden kan være øre osv., men vi har alle brug for hinanden, og vi må hver især finde vor plads i Kristi legeme, for at menigheden ikke skal fremstå som invalideret på slagmarken.

Menighedens hoved

Når vi er på rette plads, kan kampen tilrettelægges på bedste vis af Fyrsten over Herrens hær. Det er vor Herre Jesus Kristus, som er hovedet for menigheden (Ef. 1,22).
Og kun han er hovedet.

Kirkens hoveder

I kirken derimod er der mange hoveder. Der er paver, kardinaler, biskopper, provster, menighedsråd og kirkeministre, men ingen af dem har fået til opgave af være chef for Jesu menighed.
Var det tilfældet, ville alt være kaos, ikke mindst når man ser, hvad dele af den institutionelle kirke foretager sig i vore dage.

Født på ny

Når Det Nye Testamente derfor omtaler menigheden, sker det altid ud fra det græske ord ”ekklesia”, som betyder menighed eller forsamling. Teologerne oversætter det for det meste med ”kirke” for forståelighedens skyld, men dette ord er blevet kontroversielt.
Medlemskab af en kirke er ikke garanti for noget som helst, når der ses hen til Kristus og evigheden.
Det afgørende er, at vi bliver født på ny, ellers kan vi ikke komme ind i Guds Rige. (Johs. 3,5).
Når vi kommer til tro på Jesus, bliver vi en ny skabning, og vi får en ny ånd i vort indre. Det gamle er forbi, og et nyt menneske er blevet til. Det medfører, at vi bliver indskrevet i det himmelske ”medlemsregister”, som er ”Livets og Lammets Bog” (Åb. 2,27), og kun de, som er opnoterede i den, får adgang til den nye himmel – den nye jord med det ny Jerusalem.
Derfor sagde Jesus:
”Glæd jer ikke over, at ånderne adlyder jer; men glæd jer over, at jeres navne er indskrevet i himlene.”
(Luk. 10,20)

På grund af denne livsforvandling, der sker, når vi kommer til tro på Kristus, kommer vi aldrig for dommen på den yderste dag, så det fører til fortabelse. (Johs. 5,24).

Med eller uden løn

At vi alle skal fremstilles for Kristi domstol (2. Kor. 5,10), er noget ganske andet. Her skal vi have en samtale om det liv, vi har ført her på Jorden. Vi kan få løn, og vi kan miste løn, men ikke gå fortabt.
Derfor er det meget vigtigt for os kristne, uanset om vi er medlem af et kirkesamfund eller ej, at vi finder vor plads i Jesu menighed. Menigheden er nemlig Kristi legeme og tilstedeværelse her på jorden og virker med det, som er bestemt for os personligt. Kun for dette udbetales der løn. (Rom 3,14).
”Når jeg bare slipper ind i Guds Rige, skal jeg såmænd være tilfreds”, vil du måske sige. Men hvordan ville det mon opleves, hvis din arbejdsgiver på lønningsdagen ikke ville udbetale dig en krone, selvom du har slidt og slæbt hele ugen eller hele måneden?
Derfor må vi hver især ransage og afprøve os selv, om vi er på rette plads, således at vi ikke bruger kræfter og resourcer på noget, der ikke er i overensstemmelse med Guds vilje for os i den relativt korte tid, vi befinder os i denne verden.

Krisen i Vesten

Den vestlige verden er i en økonomisk krise af dimensioner. Mange lande i EU har en enorm udlandsgæld, ikke mindst de sydeuropæiske lande. Selv verdens mest magtfulde land, USA, har en statsgæld på ca. sytten tusinde milliarder dollars, et beløb, der nærmest er uoverskueligt.
Alt dette hænger sammen med, at man mere og mere forlader de værdier, som fremgår af Guds Ord, Bibelen. En sådan trafik vil altid før eller siden have konsekvenser såvel for det enkelte menneske som for nationerne.
Den enorme indvandring, der finder sted fra ikke-vestlige lande, tvinger ligeledes politikerne til øget tolerance overfor begrebet religion. Det medfører en udvanding af det kristne kulturgrundlag, som har haft stor betydning for den fremgang og velstand, Vesten har opnået i forhold til det meste af den øvrige verden. Men nu ser det helt anderledes ud.

Antikrist er på vej

Krisen kalder på en redningsmand, et supergeni, og han er på vej.
Bibelen kalder ham for Antikrist eller Dyret, og et vilddyr vil han efterhånden vise sig at være.
Men indledningsvis er han en problemløsningernes mand, og offentligheden vil undre sig over, hvad han er i stand til. Det vil efterhånden føre til stramninger og ekstrem kontrol, hvilket kan lade sig gøre via den moderne it- og computerteknologi, hvor alle i samfundet bliver tvunget til at acceptere hans vilkår og betingelser for at kunne ’købe og sælge’.
Gør folk ikke det, vil de blive afvist af systemet.
”Ingen vil hverken kunne købe eller sælge, hvis de ikke sætter et mærke på deres højre hånd eller deres pande ”(Åb. 13,16), og denne digitale signatur vil relatere sig til ”dyrets (Antikrists) navn eller dets navns tal” (Åb. 13,17).
TV-Avisen viste i begyndelsen af august et indslag fra en musikfestival, hvor publi-kum på et sekund kunne betale med en chip, de havde fastgjort om håndleddet eller armen. Dankortet var udkonkurreret, da det tog længere tid at bruge det, herunder indtastningen af en kode. Tankevækkende.

Menigheden står i vejen for Antikrist

Men indtil videre kan Antikrist ikke træde frem på verdensarenaen, for der er noget, der ’holder igen’, og det er Jesu Kristi menighed.
Jesus har sagt, at hans menighed er bygget på en klippegrund, som er så urokkelig, at undergangens magter aldrig skal få overtaget over den.
Menigheden er salt i denne verden, og så længe den er her, er den en garanti for, at råddenskaben ikke tager overhånd. Derfor må menigheden først fjernes, før Antikrist kan påbegynde sin sataniske virksomhed. (1. Thes. 4,17).

Find din plads i Guds legeme, i Kristi legeme, i Kristi menighed.

Din plads i menigheden

Mens Europa synes at være i færd med at miste sin kristne identitet, og kirkernes medlemstal er faldende, meldes der om fremgang i Afrika, Latinamerika og Sydøsta-sien. Derfor må de kristne i Vesten tage udfordringen op og medvirke til, at evangeliet bliver forkyndt.
Før Jesus begyndte sin virksomhed i Israel for to tusind år siden, havde hans forløber og herold, Johannes Døberen, forberedt hans komme, og der var forventning i folket.
Så da Jesus trådte frem for folket og forkyndte evangeliet, blev han fulgt af store fol-kemasser, der ville høre ham.
I vor tid er det op til Jesu menighed med dens kompetancer, dvs. dens apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere, at drage Åndens sværd og forkynde evangeliet – bistået af tusindvis af ukendte kristne, der har fundet deres plads i Kristi legeme, hans menighed på Jorden.
Har du og jeg ikke gjort det, må vi gå ind i en søgeproces, for
”Bed, så skal I få. Søg, så skal I finde. Bank på, så vil døren blive lukket op for jer. For den, som beder, får. Den, der søger, finder, og døren lukkes op for den, som banker på.” Matt. 7,7-8 (hv)

Det lover Guds Ord os. Det kan medføre forandringer i vor livsførelse, således at vi måske kommer til at beskæftige os med ting, vi ikke tidligere har gjort. Eller vi bliver bekræftet i at fortsætte vor nuværerende praksis, indtil løbet er fuldført. Vor Herre Jesus ved, hvad der er det rigtige for den enkelte af os, for han er vejen.
Dersom vi finder vor plads i Kristi legeme, i hans menighed, så vil vi kunne opfylde formålet med vort liv og tjeneste, hvad enten dette kommer til at foregå indenfor eller udenfor rammerne af et kirkesamfund.
Her er ikke tale om stort eller småt, men om at vi finder vor plads. På den måde vil vi, på trods af al personlig skrøbelighed og afmagt, kunne medvirke til, at Guds plan for det, der skal ske før menighedens bortrykkelse, bliver virkeliggjort, og at vi ved Guds nåde en dag kan sige:
”Jeg har fuldført den opgave, du gav mig.” (Ez. 9,11-hv).

Den første kronik blev bragt i uge 35.