Hvad er det at synde imod Helligånden?

Af Henri Nissen Redaktør
Af Henri Nissen
Redaktør

En vanskelig, men meget vigtig tekst om at give Jesus den ære, han fortjener.

Mange præster viger tilbage for at udlægge første del af søndagens tekst.

Det er også stærke sager, når Jesus siger, at der ikke er tilgivelse for at synde imod Helligånden. Det skurrer imod vores humanistiske udgave af kristendommen, at der er risiko for dom og fortabelse.
Men det er der – ifølge Ny Testamente. Så vi må hellere være opmærksomme og ikke fortie, hvad Jesus siger.
For at forstå, hvad det er at synde imod Helligånden, må vi kende den situation, som Jesus taler ind i.

”Fluernes Herre”

Forud for søndagens tekst fortælles i vers 22-30 om, at Jesus uddriver en ond ånd af en dæmonbesat mand, som hverken kunne se eller tale. Også bagefter handler det om at uddrive dæmoner.
Folk begynder at forstå, at Jesus er Messias. Men farisæerne siger: »Nej, han kan ikke være Messias. Det må være med hjælp fra Satan, de onde ånders fyrste, at han driver dæmonerne ud.«
Der står egentlig »Beelzebul« eller »Beelzebub«, som muligvis går tilbage til filistrenes gud »Ba’al-Zebub« – fluernes herre, som også er nævnt i 2. Kongebog kap.1.
Men hverdagsdansk-udgaven oversætter med Satan og gør dermed klart, hvor alvorlig farisæernes anklage imod Jesus egentlig er.
De ser et mirakel, men i stedet for ydmygt at takke Gud og give ham æren, påstår de, at det er Satans værk.

Også i dag…?

Det var desværre ikke kun dengang, at troende mennesker kunne finde på at sige noget sådant.
Når vi i Udfordringen har fortalt om vidunderlige mirakler, som mennesker har oplevet, har vi flere gange oplevet forvirrede kristne påstå, at ”djævelen kan også gøre mirakler” – som om miraklerne var djævelens værk.
Den slags må vi aldrig sige!
Uanset, hvad vi måtte mene om den person, som udfører helbredelsen. For selv mennesker med store åndelige gaver kan jo sagtens have store menneskelige fejl, som vi kan blive stødt over og tage afstand fra.
Når vi beder for syge, sker det jo netop ikke i vores eget navn (dvs. vores egen kraft) men i Jesu navn og hans autoritet.
Helbrederen er blot et redskab, som Gud bruger.
Og dog skal vi vise respekt for Guds tjenere, ligesom vi viser respekt for en politimand på grund af den autoritet, der står bag ham.

Jesus fortjener vores taknemlighed og respekt.
Jesus fortjener vores taknemlighed og respekt.
For at ophøje Jesus

Helligåndens opgave er netop at ophøje Jesus.
Når der fx sker en overnaturlig helbredelse, sker det også for at ophøje Jesus.
På samme måde er det med fx profeti eller tungetale, hvor Helligånden også virker med.
Hvis vi i vores misforståede rettroenhed påstår, at det er Satans værk, fordi det måske er udført af en person fra en anden kirkeretning eller én, som vi ikke kan li’, så risikerer vi at synde imod Helligånden.

Tilgivelse?

Kan et menneske så aldrig få tilgivelse, hvis det på et tidspunkt har sagt noget imod Helligånden?
Jeg håber og tror, at Jesus taler om den situation, hvor et menneske ikke vil bøje sig for Helligåndens værk og fremturer med at afvise, hvad Gud gør. I så fald bliver et menneske åndeligt blind og kommer stadig længere væk fra Gud – selv i dets selvretfærdige rettroenhed – så det til sidst går fortabt.
Det er ikke noget, vi skal tage let på. Vi véd jo, hvad der skete med Ananias og Safira, da de løj imod Helligånden. De faldt døde om.
Sådan kom der respekt for Helligånden i den første menighed. En respekt, som vi i dag mangler i de fleste kirkelige kredse.

Vis Jesus respekt

Jesus fortjener at blive takket og tilbedt. Sammen med Gud Fader og Helligånden fortjener han al vor respekt.
Derfor ryster det mig, når selv kristne taler nedsættende og spottende om Helligåndens værk.
Eller når helbredte ”glemmer” at give Gud æren for det vidunderlige, han har gjort.
Ofte giver helbredte lægerne eller medicinen æren for deres mirakuløse bedring, selv om hverken læger eller medicin kunne hjælpe dem, før de fik forbøn.
Måske er de flove over at tale om Gud og Jesus. Men Jesus sagde, at den, som skammer sig ved ham, vil han også skamme sig ved og ikke vedkende sig over for sin Far.
Så lad os altid give Gud den ære, han fortjener, og aldrig tage det let og overfladisk med det hellige.

Søndagens tekst: Matt. 12:31-37

Teksten er fra Bibelen på Hverdagsdansk

Bespottelse mod Helligånden
31Det siger jeg jer: Mennesker kan få tilgivelse for al slags synd og hån – undtagen hvis de håner Guds Ånd. Det er der ingen tilgivelse for. 32Den, der taler imod Menneskesønnen, kan blive tilgivet, men den, der taler imod Helligånden, kan aldrig få tilgivelse, hverken i den nuværende eller kommende verden.
33Et træ kendes på sine frugter. Et godt træ bærer god frugt, og et dårligt træ bærer dårlig frugt. 34Hvordan skulle der kunne komme noget godt fra jer, slangeyngel? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. 35Et godt menneske tager gode ting frem fra sit forråd af gode tanker, men et ondt menneske tager onde ting frem fra sit forråd af onde tanker. 36Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt. 37Ud fra jeres egne ord vil I blive frikendt, og ud fra jeres egne ord vil I blive dømt.«

De vantro vil blive dømt
38 Derefter forlangte nogle af de skriftlærde og farisæerne, at Jesus skulle gøre et mirakel som tegn på, at han virkelig var Messias. 39 Men Jesus svarede: »Onde og vantro mennesker forlanger tegn. Men den slags mennesker får ikke andet end profeten Jonas’ tegn. 40 For som Jonas var tre dage i havdyrets bug, sådan skal Menneskesønnen være tre dage i jordens dyb. 41 Nineves ledere vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags vantro mennesker, for da Jonas forkyndte dom over Nineve, angrede alle byens indbyggere deres ondskab og vendte sig til Gud. Og her står en, der er større end Jonas. 42 Også dronningen af Saba vil på dommens dag rejse sig og anklage den slags mennesker, for hun kom helt fra verdens ende for at lytte til Salomons visdom. Og her står en, der er større end Salomon.
Læs hele kapitlet i din bibel eller på nettet.