Sådan er det gået med Kristendemokraterne gennem 44 år

Partiet havde gennem de første ca. 30 år stor indflydelse på dansk politik og de skiftende regeringer. Men interne magtkampe og manglende opbakning fra de kristne vælgere har betydet, at partiet siden 2005 har været udenfor Folketinget.

Den kristendemokratiske bevægelse er faktisk den største politiske bevægelse i verden. Alligevel har det i Danmark altid været svært for et kristent parti at få fodfæste.

I Skandinavien blev det norske Kristeligt Folkeparti ellers stiftet i 1933, det finske i 1958 og det svenske i 1964.
De har alle haft markant indflydelse.
Da den borgerlige VKR-regering i slutningen af 1960’erne frigav billedpornografien og liberaliserede abortloven markant, blev der også i Danmark stiftet et Kristeligt Folkeparti.

Sådan begyndte det

Stiftelsen fandt sted den 13. april 1970 på Unge Hjems Højskole ved Århus, hvor også formanden for det norske Kristeligt Folkeparti – statsminister Lars Korvald – deltog.
Allerede et år senere, den 11. marts 1971, kunne stifterne aflevere 21.338 underskrifter til indenrigsministeriet, mere end rigeligt til at gøre partiet opstillingsberettiget ved folketingsvalget i 1971.
Ved det første folketingsvalg manglede partiet kun ca. 600 stemmer i at komme i folketinget.
Til gengæld nåede KrF i løbet af 1972 op på over hele 7.000 medlemmer. Mange havde ikke tidligere været politisk aktive, og mange kom fra etablerede partier – herunder partier, der ikke var repræsenteret i Folketinget, fx. Liberalt Centrum og Dansk Samling.
Efter det første nederlag kom det til et opgør med partiets første formand, overlæge Jacob Christensen, Horsens, der var mere liberal og humanistisk indstillet end flertallet i hovedbestyrelsen.
Han forlod partiet sammen med en tredjedel af HB-medlemmerne på et hovedbestyrelsesmøde den 10. marts 1973.

I Folketinget i 1973

Den daværende næstformand, overlærer Jens Møller fra Kolding, overtog formandsposten. Efter splittelsen i marts 1973 troede mange, at partiets dage var talte, men opgøret skabte tværtimod tilslutning.
Ved folketingsvalget den 4. december 1973 opnåede partiet dobbelt så stor vælgertilslutning som ved valget i 1971, og fik syv mandater valgt!
Medlemstallet fortsatte sin stigning, og i løbet af 1974 nåede Kristeligt Folkeparti de første 10.000 medlemmer og i 1975 11.000.
Inden for partiets første år organiserede Kristeligt Folkeparti sig i alle amter, og hurtigt blev der også dannet partiforeninger i de fleste kredse og i mange kommuner.

I firkløver-regeringen

I september 1982 gik Kristeligt Folkeparti ind i firkløver-regeringen sammen med Det konservative Folkeparti, Venstre og Centrumdemokraterne.
Skoleinspektør Christian Christensen blev miljøminister og minister for nordiske anliggender.
Som regeringsparti og med en ihærdig minister oplevede partiet fornyet fremgang ved folketingsvalget den 10. januar 1984. Regeringsdeltagelsen gav dog også anledning til nogen uro, både inden for og uden for partiet.
Det resulterede bl.a. i, at det nordjyske folketingsmedlem Arne Bjerregaard brød med partiet i foråret 1987, og ved folketingsvalget i september 1987 måtte Kristeligt Folkeparti notere en mindre tilbagegang.

Kofod og Sjursens æra

Efter valget blev daværende landsformand Flemming Kofod-Svendsen udpeget som boligminister. Firkløver-regeringen holdt til juni 1988, hvor KrF og CD måtte afgive pladsen til de radikale.
I maj 1990 trådte Flemming Kofod-Svendsen tilbage som landsformand efter 11 år og blev afløst af den 26-årige lærer Jann Sjursen fra Næstved.
Efter folketingsvalget den 12. december 1990 kom Kristeligt Folkepartis folketingsgruppe til at bestå af Flemming Kofod-Svendsen, Knud Glønborg, Inger Stilling Pedersen og Henning Lysholm Christensen.

I Soc-regering – og ud af Folketinget

Den 26. januar 1993 indtrådte Kristeligt Folkeparti i en ny fireparti-regering med Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og bestående af Socialdemokratiet, Centrumdemokraterne, Det radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti.
Landsformand Jann Sjursen blev udnævnt til ny energiminister og Flemming Kofod-Svendsen blev udnævnt til boligminister samt minister for nordiske anliggender og Østersø-spørgsmål.

EU og magtkamp splittede

Valgperioden 1990-94 var præget af to EU-afstemninger, som skabte uenighed i partiet.
Det samme gjorde partiets regerings-deltagelse, hvor man naturligvis måtte indgå en del kompromisser.
Uroen og den interne magtkamp førte formentlig til, at partiet ved folketingsvalget den 21. september 1994 gik 0,5 pct. tilbage og kun fik 1,8 pct. Det var ca. 5.000 stemmer under spærregrænsen.

Tilbage i Folketinget

Allerede et halvt år senere var partiet klar med underskrifter, så det igen kunne opstille.
Efter forskrækkelsen fik partiet igen opbakning af de kristne, og ved valget 11. marts 1998 fik partiet 85.631 stemmer, 24.124 flere end ved forrige valg.
Partiet var kun knap 3.000 stemmer fra det femte mandat.
De fire valgte blev: Landsformand Jann Sjursen, Ole M. Nielsen, Flemming Kofod-Svendsen, og Tove Videbæk.
I august 2001 meldte løsgængeren Frank Dahlgaard (Rad.) sig ind i Kristeligt Folkeparti.
Ved folketingsvalget 20. november 2001 bevarede Kristeligt Folkeparti med 2,3 pct. af stemmerne sine fire mandater.

Nedturen begynder

Flemming Kofod-Svendsen valgte ikke at genopstille i 2001 – i stedet blev viceskoleleder Bodil Kornbek valgt i Københavns Amt. Hun skulle vise sig at blive skæbnesvanger for partiet.
I september 2002 måtte Ole M. Nielsen forlade Folketinget på grund af sygdom og overlade pladsen til Mogens Nørgaard Pedersen. De øvrige medlemmer var Jann Sjursen og Tove Videbæk.
I disse år pressede ungdomsorganisationen på for at få skiftet navnet – og ideologien – fra Kristeligt Folkeparti til Kristendemokraterne. Jann Sjursen var imod, men blev overtrumfet af bl.a. de unge, som ønskede at partiet skulle ændre stil fra protestparti til et ideologisk parti med mindre vægt på de kristne mærkesager.

Sjursen trækker sig

På landsmødet i 2002 trak Jann Sjursen sig som landsformand – angiveligt for at hellige sig arbejdet som formand for folketingsgruppen. Han blev afløst af den 29-årige gymnasielærer Marianne Karlsmose, Ribe amt, som tidligere havde været KFU-formand. Nu hed det KDU – Kristen Demokratisk Ungdom.
Men allerede i maj 2003 trak Jann Sjursen sig også som gruppeformand, da han var uenig i den strategi, som den nye ledelse lagde for partiet. Han blev afløst af Mogens Nørgaard Pedersen.
Marianne Karlsmose fik på landsmødet i oktober 2003 gennemført at partiet ændrede navn til Kristendemokraterne.
Men allerede i 2005 trak Marianne Karlsmose sig tilbage som landsformand. Hun var løbet træt i skærmydslerne med især den 44-årige Bodil Kornbek, som derefter blev valgt til formandsposten.
Sammen med Mogens Nørgaard dannede Kornbek en magtalliance, som snart også førte til et opgør med partiets stemmesluger i Vestjylland, Tove Videbæk.
Kornbek førte ved valget i 2005 en markant og mere venstreorienteret linje – i forhold til tidligere – hvor hun bakkede op om Socialdemokratiet og angreb Dansk Folkeparti som hovedfjenden.
Vælgerne kunne ikke følge hende i denne politik, og ved folketingsvalget i 2005 fik Kristendemokraterne kun 1,7 % af stemmerne og måtte forlade Christiansborg. Det var ca. 20.000 færre stemmer i forhold til valget i 2001.
Partiet opnåede heller ikke at komme i folketinget ved valget i 2007. På grund af magtkampen forlod Tove Videbæk partiet og blev konservativ, men opnåede heller ikke valg.

Opgøret i 2008

Ved landsmødet i 2008 kom det til et opgør. Et flertal i partiet nedstemte Kornbeks og KDUs forsøg på at ændre partiets principprogram væk fra det kristne. For første gang i partiets historie afsatte et flertal formanden. Kornbek valgte at smække med døren. Og KDU fulgte efter.
Partiet valgte i stedet det 54-årige byrådsmedlem Bjarne Hartung Kirkegaard fra Bornholm som formand.

Svær genopbygning

En besværlig genopbygning af partiet begyndte, men partiet havde lidt så meget under magtkampene, at det heller ikke i september 2011 kom i folketinget. Partiet havde ellers uventet fået en repræsentant i folketinget, idet den konservative løsgænger Per Ørum Jørgensen meldte sig ind i KD.
Han blev i 2011 også valgt som formand, men gik af igen i 2012 og stiftede et nyt parti.
Herefter blev den nuværende formand, lærer Stig Grenov valgt. Trods nederlagene har partiet indsamlet underskrifter nok til at stille op endnu en gang ved det kommende valg i 2015.
Lykkes det heller ikke her at samle de kristne stemmer, er det et stort spørgsmål om partiet kan samle underskrifter til at genopstille igen. Derfor satser KD nu alle kræfter på at vende tilbage og få kristen indflydelse på dansk politik.