Basim synger om at tælle til ti
De ti bud siger, at vi skal opføre os ordentligt, mener Melodi Grand Prix-stjernen Basim.
Sangeren Basim opfordrer i sit bidrag til Bibelselsskabets Lydspor til fredelig sameksistens mellem religionerne ud fra Bibelens tekst om de ti bud.
Han er vokset op i en muslimsk familie, fandt inspiration i en jødisk tekst og udgiver en sang for et kristent forlag. For når konflikter og krige hærger, er det godt at minde hinanden om, at vi har mange værdier tilfælles, selvom vi ikke tror på det samme.
Sådan siger Melodi Grand Prix-stjernen Basim, der er aktuel med sangen Count to Ten, som han udgiver i samarbejde med Bibelselskabet.
– Verden brænder, og tit kan det virke, som om vi slet ikke forstår hinanden. Men selv om vi tilhører forskellige religioner, har de meget tilfælles. De ti bud sætter ord på noget, som findes i alle religioner, for i bund og grund handler det om at vise medmenneskelighed og behandle hinanden ordentligt.
Sangen handler om, at lige meget hvor man bor, lige meget hvilken religion man vokser op med, så har vi alle lært, at vi skal opføre os ordentligt. Så omkvædet kom bare, fordi jeg vidste, hvad jeg ville sige – They taught us the same thing (de lærte os det samme, red.) understreger sangeren.
Kalot eller tørklæde
Sangen er en del af Bibelselskabets 200 års jubilæumsfejring med 12 Lydspor fra Bibelen. Med nummeret sætter Basim fokus på, at selvom nogen bærer kalot og andre tørklæde, så er vi mennesker slet ikke så forskellige.
Count to Ten udkom den 17. november. Sangen kan høres gratis på Bibelselskabets hjemmeside i en måned efter udgivelsen. Den kan også købes via iTunes og streamingtjenester.
De 12 sange fra Bibelselskabets Lydspor udkommer som et samlet album den 1. december. For hvert solgt album går 10 kroner til et hiv/aids-projekt for forældreløse børn i Swaziland.