Mariager-efterskole køber bygning i Hillerød
Eleverne på Alterna skal udfordres af social nød i Københavnsområdet før deres missionsrejse. Fremover går rejsen til og fra en tidligere erhvervsskole i Hillerød.
– Det er et stort mirakel, siger kommende forstander Ruben Holmgreen Falk om Efterskolen Alternas køb af den tidligere erhvervsskole på Milnersvej 44 i hjertet af Hillerød.
Erhvervsskolen ligger kun 1000 meter fra S-togsstationen og er nabo til Frederiksborg Centeret. Her kan man dyrke alle typer sport, og Hillerød centrum er i gå-afstand.
Hvorfor Sjælland?
Men hvorfor vælger Alterna at flytte fra Jylland til Sjælland?
– Det handler om, at skolen skulle have en stærkere social profil. I København er der mere nød, og eleverne kan opleve de socialt udsatte og blive føl fx. i Teen Challenge-arbejdet på Istedgade. Og det forbereder vores elever til opholdet i et tredjeverdensland, forklarer Ruben H. Falk.
Samtidig handler det om at engagere eleverne i kirkerne og kirkelivet. I Mariager findes der kun 1 frikirke, hvor elever og ansatte fra fire skoler engagerer sig. I Københavnsområdet er der langt flere kirker at indgå partnerskab med.
Masser af plads
Valget af netop Hillerød som base har med budgettet at gøre. Prisniveauet her er mere overkommeligt end i selve København. Alligevel er det tæt på S-togsnettet, siger Ruben Falk.
Den nye bygning er på 1885 m2 i to etager og har værkstedshaller på i alt 4000m2.
Der skal moderate renoveringer og ombygninger til indvendig, før Alterna kan flytte ind. Men ifølge Ruben Holmgreen Falk er der masser af plads at boltre sig på. Han nævner, at der skal skabes et hyggeligt gårdmiljø, og at facaden skal have et kærligt løft. I første omgang skal værkstedshallerne udlejes.
Stor skole – lille pris
Det er et mirakel, at Alterna har fået så store, fine og velplacerede faciliteter, mener Ruben og formanden for Alternas bestyrelse Martin Lorenzen:
– Vi har undersøgt mange muligheder i hele Storkøbenhavn, men ingen matchede den mulighed, som erhvervsskolen giver.
Vi får en beliggenhed og en størrelse, der normalt ville ligge i en helt anden prisklasse, siger de.
Samme efterskole
Alterna har altid haft en skarp profil i forhold til mission, tro og menighedsengagement. Den profil flytter med fra Mariager til Hillerød, understreger den kommende forstander.
– Vi vil engagere os i de lokale kirker, i socialt hjælpearbejde og i en missional indsats for både børn og unge i hovedstadsområdet, fortæller Ruben Holmgreen Falk.
Selve skoleåret bliver udformet på samme måde som nu med både skoleophold, erhvervsarbejde, hvor eleverne selv tjener penge til den missionsrejse, de skal på, enten til Sydamerika, Afrika eller Asien, og med afslutning på Sommercamp i Mariager.
Plads til 60 elever
Skoleåret 2015/16 er godt på vej til at blive fyldt op. På nuværende tidspunkt har godt 30 elever søgt optagelse på det første skoleår på Sjælland.
– Vi er halvt inde i den periode, hvor vi modtager tilmeldinger, og nogle har nok også været lidt tilbageholdende, indtil de vidste, hvor skolen kom til at ligge. Vi tror, at 60 elever er en absolut mulighed, så skolen blive helt fuld fra start af, siger Ruben H. Falk.
Han er nu i gang med at sammensætte lærerteamet, der skal starte skolen op i Hillerød. Nogle lærere følger med fra Mariager, mens andre vil være nyansatte.
Det endelige lærerteam bliver offentliggjort senere.