Vikingernes børn bad om tilgivelse og bragte forsoning til Nordirland

Befolkningen i byen Bangor blev dybt berørt, da nordiske gæster bad om tilgivelse for vikingernes hærgen.

Forbønsleder Päivi Heikkilä beskriver i bogen ’The Lord Will Give You the City’, hvordan bøn om tilgivelse for vikingernes hærgen i 824 førte til forsoning i Nordirland.

I 1. Mosebog 4:10 taler Herren til Kain efter hans brodermord: ’Hvad har du dog gjort? Din brors blod skriger til mig fra jorden!’.
Men i Hebræerbrevet 12:24 læser vi om, at Jesu død bragte forsoning: ’I står over for Jesus selv, som indstiftede den nye pagt, over for Jesu blod, der har et bedre budskab om renselse og tilgivelse end Abels blod, som råbte på hævn.’

I 2002 blev jeg inviteret til byen Bangor i Nordirland. I invitationen kunne jeg læse om et kloster, som havde fungeret på stedet fra år 570 til 824. Her havde 3.000 munke tilbedt Gud i 250 år. Man havde bedt uafbrudt gennem 150 år. Men i 824 havde vikingerne dræbt munkene og ødelagt både klostret og dele af byen.
Da jeg hørte det, følte jeg i mit hjerte, hvordan Gud udfordrede mig til at bede om tilgivelse for vikingernes handlinger. På dette tidspunkt havde jeg allerede en vision om at få centre for bøn og tilbedelse i vort eget land.
Men hvordan kunne vi etablere bedecentre i de nordiske lande og forvente, at Gud ville åbenbare sig for os, medmindre vi først havde bedt om tilgivelse for de ødelæggelser, vore forfædre havde forårsaget?

Vikingernes børn besøgte gerningsstedet

Jeg bad om at få en gruppe forbedere, som skulle repræsentere de lande, hvorfra vikingerne i sin tid var rejst ud på deres togter – især mod Irland. Vi fandt villige forbedere fra Danmark og Norge til turen. I løbet af få uger havde vi en gruppe på ni personer. Men det lykkedes os ikke at finde nogen fra Sverige, selv om jeg bad dem om bare at skrive et brev med en undskyldning, som vi så kunne tage med.
Da vi studerede vikingernes historie, fandt vi ud af, at de svenske vikinger faktisk ikke drog på togter mod de nordlige områder. De var derimod rejst mod syd og øst, for eksempel til Ukraine og Kiev. Så Helligånden inspirerede ikke nogen af dem til at gøre noget i denne sammenhæng. Faktist tror jeg, at han hindrede dem i det, fordi det ikke ville være det rigtige at gøre.
Der var allerede planer om at holde en fælles bededag den 5. september 2002 i den klosterkirke, som var blevet genopbygget i Bangor i 1600-tallet. Undskyldningen fra vikinge-nationerne var medtaget i programmet. Borgmesteren og præsterne fra alle de lokale kristne kirker var blevet inviteret til mødet. Bangors befolkning fyldte kirken.

Mange græd åbenlyst

Vi gik frem og knælede foran alteret. Her bekendte vi overfor både Gud og Bangors indbyggere, at vore forfædre havde syndet i forbindelse med ødelæggelsen af byen, og vi bad om tilgivelse.
Guds Ånd var stærkt til stede. Folk var meget rørt, og mange græd åbenlyst. Nu måtte hårdhed og had som følge af blodbadet vige.
Nogle deltagere fortalte os senere, at i det øjeblik havde de oplevet en tilgivelse, der gik tværs igennem generationer og århundreder.
Præsten for Bangor klosterkirke tilsagde os syndernes forladelse, og kirken blev fyldt med Guds overvældende nærvær. Næste morgen holdt vi nadver sammen med de lokale troende på det gamle klosters grund. Her forkyndte vi forsoning til jorden og fred gennem det blod, som Lammet har udgydt.

Nedrev fjende-alter

Gennem bekendelsen af vore forfædres synd og bønnen om tilgivelse, nedrev vi det gamle fjende-alter, hvor der var udgydt uskyldigt blod.
Forsoningen ved Lammets blod havde bragt frihed fra disse åndelige kræfter.
Men det handlede ikke bare om åndelig omsorg for Bangor by – det kom til at betyde noget for hele Nordirland.
Senere læste vi i avisen, at IRA var gået med til at begrænse hæren, og at protestanter og katolikker havde mødt hinanden ved forhandlingsbordet. Vi forstår ikke altid, hvor vigtige de handlinger er, som bliver ledet af Helligånden. Men alt, hvad der foregår på det åndelige plan, har konsekvenser på det naturlige plan.

Profeti om Finland

De næste dage af Bangor-turen gik med en kristen konference i byen. Her deltog mange kendte mænd og kvinder, bl.a. Chuck Pierce, Sharon Stone og Sue Mitchell. Nogle af talerne havde været i klosterkirken til bedemøde dagen før, bl.a. Pensacola lovsangslederen Lindell Cooley.
Sue Mitchell talte først på konferencen. Hun afbrød sig selv i starten og sagde, idet hun pegede på mig:
’Du kvinde fra Finland, hvad var dit navn? Herren siger: Fordi du kom for at så frihedens sæd i Nordirland, vil Gud bevæge sig over Finland, og han vil befri Finland fra tungsindighedens ånd. Der har været en lang, kold årstid i Finland, men nu vil der ske en forandring. Som tegn på det, vil der komme milde vintre herefter, når du beder om det.’

Venter på vækkelse

Pris Herren, der fulgte to milde vintre efter den vintersæson i 2002-2003. Nu venter vi så på den lovede ændring i vores land.
Fra forskellige kilder er det blevet bekæftet, at året 2007 har været et forandringens år i Finland. Gennem flere af sine tjenere har Herren også i denne tid kaldt troende i Finland til at bede om barmhjertighed og frelse for vores land.
Jeg tror, at der skete en afgørende åndelig ændring ved Guds nåde i efteråret 2007. I løbet af 2008 så vi allerede den åndelige forandring på et praktisk plan, blandt andet med Kristus-dagen i Turku i oktober 2008. Vi ser frem til en vækkelse i nær fremtid.

Tid til at bygge

Ved slutningen af vort besøg i Bangor bad vi for de lokale kristne og velsignede dem med ordene fra Es. 61:4:
De hjemvendte skal bygge på ældgamle ruiner og genopbygge de ødelagte fortidsbyer, der har ligget forladt i mange generationer.
De troende i Bangor har siden da igen ønsket at begynde med bønnevagter døgnet rundt i byen.
I oktober 2007 var jeg igen inviteret til Bangor og underviste om det at bygge et ’bede-hus’. For efter tilgivelse og forsoning kommer en tid, hvor der skal bygges!