Danmark, kendt som Betesda Dam?
Vi har lige haft året første træningsweekend her på Jesus Hotellet i Aalborg. Der kom folk fra 11 forskellige nationer. Der var folk fra Norge, Sverige, Finland, England, Irland, Tyskland, Østrig, Holland, Belgien, USA og selvfølgelig fra Danmark.
Til vores næste træningweekend i februar kan vi se, at der igen kommer folk fra mange forskellige nationer.
Er Danmark ved at blive kendt for andet end Muhammed-tegningerne, løs holdning til abort og fri porno?
Hvis du spørger mig, så er svaret, ja. Der er nemlig ved at ske noget nyt, som Danmark ikke før har set.
For 10 år siden kom der en mand fra USA til Danmark med et profetisk ord til os vort land. Ordet var, at Danmark skulle blive kendt som en Betesda Dam. Altså et sted, hvor syge kunne opleve frelse og helbredelse. (Johannes Ev. kapitel 5)
Han sagde, at det ikke kun ville blive et eller to steder, men det ville blive hele landet. Ja, uanset hvor man kom i Danmark, ville der være mennesker, der ville kunne bede for én og sætte én fri.
Er det ikke, hvad vi nu begynder at se? Den 29. december stod der på forsiden af Udfordringen, at 2014 var året, hvor kirken for alvor begyndte at komme ud på gaden. Wow. Er dette ikke begyndelsen på opfyldelsen af profetien, vi fik for 10 år siden?
En af dem, der i weekenden kom til Aalborg, var en ung dame fra Tyskland. Hun havde søgt Gud igennem 20 år, men uden at finde ham. Hun havde taget svampe og haft mange åndelige og okkulte oplevelser, men fandt ikke Gud igennem det. Men for 10 dage siden hørte hun en stemme, der sagde, at hun var fortabt. Hvorefter hun besluttede at tage til Danmark for at få hjælp. Hun kom her til Aalborg, hvor hun hørte evangeliet, blev frelst, udfriet, døbt i vand og med Helligånden. Om natten fik hun en stærk drøm fra Gud om, hvordan hun skulle tilgive nogle gamle bekendte og om andre ting, hun skulle gøre op med eller omvende sig fra. Samme dag tager hun med os på gaden, hvor hun beder for 5 personer, der alle bliver momentant helbredt. En af dem havde haft problemer med nakken i 20 år efter en rideulykke. Hun og de andre er nu rejst forvandlet hjem til deres lande, klar til at sprede ilden dér.
Ja, jeg tror, at vi er ved at se opfyldelsen af det ord, der dengang lød over Danmark. At vi virkelig skal blive kendt som en Betesda Dam. For dette sker ikke kun her i Aalborg, men flere og flere steder. Det kan også ske der, hvor du er….