– Menneskerettighederne hænger sammen med kristendommen

Kan man som kristen bakke op om menneskerettighederne? Har mennesket overhovedet rettigheder? Eller burde vi i stedet tale om pligter? Thomas Ploug, der er professor i Etik og medlem af Etisk Råd, fortæller, at der er flere ligheder mellem menneskerettighederne og kristendommen, og udgangspunktet for begge er, at det enkelte menneske er i fokus.

Det enkelte menneske er i fokus. Det er udgangspunktet for både menneskerettighederne og kristendommen.

Thomas Ploug, der er professor i Etik og medlem af Etisk Råd, oplever, at der er pres på netop dette fokus og det enkelte menneskes ukrænkelige værdi.
– Mennesket, uanset hvad det koster samfundet, bærer nogle rettigheder, som ikke må krænkes. Der er ikke noget, der kan overtrumfe din ret til liv. Der findes ikke noget, der kan gøre et menneskes liv uværdigt. Der er ikke noget, der gør, at du ikke længere har krav på beskyttelse og omsorg. Det er dér, hvor mit fundamentale etiske udsyn er fuldstændig det samme som menneskerettighedernes. Der er ikke noget, der kan tilsidesætte den værdi og de rettigheder, der følger med det, siger Thomas Ploug.
– Der er mange ligheder mellem kristendommen og menneskerettighederne. En kristen tænkning knytter til ved det enkelte menneske og det enkelte menneskeliv. Man tænker ikke i, at fællesskabet eller et flertal af mennesker står over den enkeltes liv. I fokus er det enkelte menneske. Det enkelte menneskes værdi. Værdighed. En tanke man kender stærkt fra Det gamle Testamente. Derfor knytter sig en særlig værdi til mennesket. I Ny Testamente blev Gud menneske med henblik på, at det enkelte menneske kan opnå frelse. Der er fokus på det enkelte menneske og på at drage omsorg for det enkelte menneske.
– Det fokus er også menneskerettighedernes fokus. Værdier og rettigheder, som beskytter det enkelte menneske. Rettigheder, der beskytter mod overgreb af forskellig slags. Rettigheder, der giver frihed og mulighed for at blomstre som menneske, siger Thomas Ploug.
Det enkelte menneske har en lang række frihedsrettigheder. Ytringsfrihed. Forsamlingsfrihed. Organiseringsfrihed. Religionsfrihed. Og i forhold til frihedsrettighederne ser Thomas Ploug også et sammenfald.
– Kristendommen handler jo fundamentalt set om, at det enkelte menneske vender sig – af egen fri vilje – mod Gud. Der er fokus på det enkelte menneskes frie valg. Og beskyttelse af den frihed. Kristendommen er radikal i beskyttelsen af det frie valg. Det, at mennesket skal vælge Gud til, giver det også muligheden for at vælge Gud fra – og vælge de værste synder til, siger Thomas Ploug, der slår fast, at selvom der er mange ligheder, så er kristendommen også så meget mere end menneskerettigheder, og man kan ikke sætte lighedstegn mellem de to ting.

Rettigheder eller pligter

Menneskerettighederne falder dog ikke sammen med kristendommen i forhold til tanken om rettigheder i stedet for pligter.
– Den kristne tradition tænker pligter. Vi skal have fokus på, hvad vi kan gøre for andre mennesker – ikke hvad andre mennesker skylder at gøre over for os. Rettighedstænkningen flytter fokus fra, hvad jeg skylder andre mennesker til, hvad andre mennesker skylder mig. Og vi går fra at forstå os selv og italesætte os selv som nogen, der skylder nogen andre noget, til at det er os, der har rettigheder, og det er de andre, der skylder os noget. På den måde kan der være nogle nuanceforskelle i vores selvforståelse, som kan være problematiske, og som ikke harmonerer med en kristen etik, siger Thomas Ploug.

– Der er sammenhæng mellem rettigheder og pligter. Det hænger ikke sådan sammen, at bare fordi vi taler om rettigheder, så må al snak om pligter forstumme.

Men mest af alt mener han dog, at der er tale om en retorisk – sproglig – forskel.
– Der er sammenhæng mellem rettigheder og pligter. Det hænger ikke sådan sammen, at bare fordi vi taler om rettigheder, så må al snak om pligter forstumme. Den enes ret er jo den andens pligt, og omvendt. I den kristne tradition handler det om de rettigheder, vi giver andre mennesker i kraft af, at vi har pligter over for dem. Pligterne er i fokus, siger Thomas Ploug, som oplever, at der sker noget, når vi ophøjer noget til menneskerettigheder. Han er overbevist om, at det ideelle ville være, hvis vi som samfund altid arbejdede ud fra, at man ønskede at beskytte en gruppe mennesker, som er sårbare og skrøbelige, i stedet for at det nu er de enkelte mennesker, der forsøger at få opmærksomhed og gøre krav på nogle menneskerettigheder.
– Et fællesskab hænger sammen i kraft af, at vi ser hinanden. Vi har fokus på hinanden. Er nærværende. Et fællesskab, hvor min handling tager afsæt i, at jeg har opdaget en anden, som jeg vil tage mig af og tage ansvar for. Det er en langt bedre motivation for et fællesskab med den anden, end at vi sidder i hver vores hjørne og råber: Tag dig af mig, for det har jeg krav på, siger Thomas Ploug. Men er det sådan, at vi stoppede med at opdage den anden, så den anden blev nødt til at råbe for at få opmærksomhed? Eller er det omvendt? Den anden begyndte at råbe, og derfor stoppede vi med at opdage den anden?
– Det er svært at sige, hvad der kom først i den udvikling. Det er formodentligt en spiral. En spiral, der også hænger sammen med globale medier, hvor vi hører om mange nødlidende mennesker i verden. Dermed kan der godt komme en vis ufølsomhed over for mennesker, der lider. Vi kan blive døve for det.

Pres på menneskets værdi

Thomas Ploug oplever også, at der er pres på, hvad vi kan udsætte det enkelte menneske for i forhold til, hvad der gavner fællesskabet.
– Vi bruger hinanden i dag på måder, hvor man må sige, det er svært at se, at det er et udtryk for, at vi opfatter det andet menneske som af uendelig stor værdi. Et spørgsmål, vi kan stille os selv, er: Kan det siges om vores handlinger, at vi opfatter vores medmennesker som af uendelig stor værdi?

Mennesket har en værdi, som ikke kan opgøres eller prissættes. Mennesket er noget særligt. Og menneskerettigheder kan særligt bruges som beskyttelse, når der er et øget pres på et individ.

Tanken kommer særligt under pres, når vi har fokus på, hvad andre mennesker koster. Når der er fokus på, at for eksempel et menneske med handicap er en udgift, mere end at det er et andet menneske, der er af uendelig stor værdi, som vi skal passe på. Mennesket har en værdi, som ikke kan opgøres eller prissættes. Mennesket er noget særligt. Og menneskerettigheder kan særligt bruges som beskyttelse, når der er et øget pres på et individ, siger Thomas Ploug. Han oplever dog også en mekanisme i forhold til, at nu har vi beskyttet mennesket via menneskerettigheder, og det sætter os fri til at prioritere.
– Jeg ser tendenser til, at både samfundets og det enkelte menneskes omsorg er aftagende. Der arbejdes ud fra en tanke om, at mennesker kan prissættes. Mennesket er kun beskyttelsesværdigt, hvis det bærer en acceptabel udgift. Her er det vigtigt med menneskerettighederne, der tydeligt slår fast, at det enkelte menneske har en ukrænkelig værdi.

En universel etisk standard

At der netop i disse år er meget fokus på menneskerettigheder, kan skyldes, at religionen er på retur.
– Som det er i dag, er menneskerettigheder noget, mange lande kan tilslutte sig, og som angiver en universel etisk standard. Når religion er på retur, så må den beskyttelse, det enkelte menneske nyder i kraft af, at religionen er fremtrædende – og de kristne værdier har været fremtrædende – erstattes af nogle andre værdier, siger Thomas Ploug, der på mange måder ser menneskerettighederne som en konsekvens af afkristningen.
– Og i nogen grad også noget, der har skubbet til afkristningen, fordi vi åbenbart også kan tænke værdier uden kristendommen. Værdier som er religiøst neutrale. Eller umiddelbart religiøst neutrale. For det tror jeg i bund og grund ikke, de er.

Thomas Ploug er professor i etik på Aalborg Universitet i København. Han er medlem af Etisk Råd og medlem af en klinisk etisk komité på Rigshospitalet.