Økumenisk kirkevandring
Den økumeniske bedeuge holder sin 61. kirkevandring den 20. januar.
Alban- og Sergijsamfundet indbyder til den 61. økumeniske kirkevandring tirsdag den 20. januar.
Den økumeniske kirkevandring starter kl. 18.30 fra Skt. Pauls kirke i Nyboder (evangelisk-luthersk). Herfra går man til Jerusalemskirken (metodistisk), til St Alexander Nevskij kirke (russisk-ortodoks), St Ansgar domkirke (romersk-katolsk), St Alban’s Church (anglikansk) og slutter i Gustafskyrkan (evangelisk-luthersk). Her prædiker pastor Ole Birch fra Metodistkirken over temaet: Jesus sagde til hende: ’Giv mig noget at drikke’ fra Joh. 4,7. I hver af kirkerne er der en liturgisk andagt under ledelse af præster og kirkemusikere. I Gustafskyrkan kan der købes en forfriskning.
Arrangementet indgår i den økumeniske bedeuge for kristen enhed, oplyser Kim Thinggaard fra Alban og Sergeisamfundet.
Evangelisk Alliances Bedeuge med temaet Fadervor starter den 11. januar.