Roser, kys og hellige øjeblikke

Jonathan Hoffman er jøde og bor i Jerusalem. Han fortæller her om sin oplevelse omkring sit bryllup efter jødisk tradition.

Efter jødisk tradition havde du ikke lov til at se din brud hele otte dage før jeres bryllup. Hvordan var det?

Meget vanskeligt! Men det har helt sikkert gjort forventningens glæde ved vores første gensyn i forbindelse med ”Badeken” større. I løbet af denne uge sendte vi hinanden mange sms’er, kort og små gaver. Desuden vandrede en dagbog, hvor vi udvekslede tanker og oplysninger, frem og tilbage mellem os. Jeg udvalgte hver dag en sang til Tali, som udtrykte, hvad jeg føler for hende, og hvad hun betyder for mig. Den sidste dag lagde jeg en stor buket roser foran hendes dør: en rose for hver uge vi havde kendt hinanden.

Fastede du på dagen for jeres bryllup?

Ja. Men det var ikke så svært, som jeg først havde troet. Der skete så mange ting omkring mig, at jeg mere koncentrerede mig om det end om sulten. Under bryllupsceremonien glemte jeg fuldstændig min sult, fordi følelserne overvældede mig. Det stod pludselig klart for mig, hvor betydningsfuldt det alt sammen var: fasten, dette øjeblik og frem for alt denne dag!
Da Tali og jeg endelig kunne gå ind i Yichud-værelset, (lille værelse, hvor det nygifte par får lov at være alene med hinanden efter bryllupsceremonien, red.), var vi mere sultne efter hinanden end efter mad (ler). Men efter mange og lange kys spiste vi en portion chokoladeis sammen – vi elsker begge to chokolade – og smagte også senere bryllupsmaden. Dog var det næsten umuligt at få tid til at spise. Vi havde så travlt med at danse og hilse på gæster… Vi kan stadig le ad det. Alle fortæller os, hvor storartet maden var, men vi smagte næsten ikke noget af den.

Hvad følte du var det mest betydningsfulde øjeblik for dig under brylluppet?

Det at røre ved min hustru for første gang. Indtil da havde vi aldrig kysset hinanden eller mærket den andens hud. Det gjorde undertiden ligefrem ondt ikke at måtte kysse eller røre ved Tali i vores forlovelsestid. Men øjeblikkene i Yichud-værelset var det værd.
De øjeblikke var så intense, bevægende og stærke. Her vil jeg gerne understrege, at jeg hermed ikke blot mener fysisk. Det var en glæde, som havde et enormt åndeligt og følelsesmæssigt element i sig – og det gælder stadig den dag i dag. Da vi begge før brylluppet levede tro mod vores tro, er fysisk samkvem stadig noget meget helligt for os.
Ud af noget, som ellers hurtigt bliver hverdagsagtigt for de fleste, er der for os opstået noget betydningsfuldt, noget dybt og helliggjort. Jeg tror, at det præcis er det, det drejer sig om i forbindelse med alle jødiske bryllupstraditioner.

Af Ines Maynard – redaktør og forlagskonsulent. Hun er født i Sachsen og har siden 2013 boet i USA med sin mand og sin lille datter.