Unge fester igennem igen i år
Der bliver tale om en fest, som tages til nye og endnu usete højder, lyder det fra arrangørerne.
Lørdag d. 28. februar slår Euroclass og Efterskolen Kildevæld igen dørene op i Kongreshallen i Kolding, hvor de inviterer alle teenagere og unge til at deltage i deres storslåede og populære event BELIEVE XL – White Night.
Der bliver tale om en fest, som tages til nye og endnu usete højder, siger de selv. I år har de besluttet at gøre det endnu større og vildere end sidste års kæmpe succes, som blev afholdt med ca. 500 feststemte unge.
En dansende tro
I år kommer Bounce, som er en gruppe passionerede unge, der præsenterer deres tro på Gud gennem dans. Gruppen har eksisteret siden 2003, og der er dermed tale om en skøn kombination af erfaring og dygtighed. Bounce betyder livlighed og springkraft, og deres slogan er: In God we trust. For God we dance! Igen i år kommer DJ Kenny Mitchell fra New York. Han optræder for fjerde gang til BELIEVE XL og er altid et sikkert hit blandt det feststemte publikum. Sammen med publikum vil de være med til at skabe en stemning med musik, lysshow, stunts og moves og meget mere, som helt sikkert vil få pulsen i vejret hos de fleste.
Elo, Mattia og Euroclass
Derudover vil der blive optrædener af Euroclass, beatboxeren Mattia og rapperen Elo. Sidstnævnte har bl.a. varmet op for det kendte og populære band, Carpark North.
– Dette bliver en aften, du ikke har lyst til at gå glip af, så tag hvidt tøj på, en masse venner med og være klar til at give den gas, siger arrangørerne. Arrangementet er fuldstændig alkoholfrit. Der er mere information på Euroclass og Kildevælds sider på facebook.