Kirker advarer mod 50 Shades of Grey

Kristne bør helt undgå både at læse bogen og se filmen Fifty Shades of Grey, advarer ledere fra vidt forskellige kirker.
Kristne bør helt undgå både at læse bogen og se filmen Fifty Shades of Grey, advarer ledere fra vidt forskellige kirker.

Den nye film om sex og dominans er lige til at brække sig over, mener ledere fra alle kirker.

Fifty Shades of Grey er ikke en uskyldig kærlighedshistorie. Den handler om perversion og undertrykkelse, siger kristne ledere i en stærk advarsel mod både bogen og filmen. Den populære film Fifty Shades of Grey, som netop er udkommet i forbindelse med Valentins Dag, handler om forholdet mellem den studerende Anastasia og den rige forretningsmand Christian Grey.

Men der er så meget sex, nøgenhed, dominans og sadomasokisme i filmen, at det er til at brække sig over, mener de kristne kirkeledere og kommentatorer. Samtidig advarer de mod en tendens til, at selv kristne kvinder læser bogen og ser filmen. Det er en ny trend i samfundet, som ikke bør findes blandt kristne, mener kirkelederne.

Bør undgås af kristne

Tidligere redaktør af Charisma Magazine, Lee Grady, kalder filmen pervers og nævner tre grunde til, at kristne helt bør undgå den: Den opfordrer til at praktisere afvigende seksualitet. Den forherliger vold mod kvinder. Og den perverterer begrebet kærlighed. – Før i tiden ville man simpelthen have kaldt det ’en beskidt bog’, siger Dr. James Emery White, som er præst i North Carolina, USA.