Blodet på dørstolperne

Moses havde påbudt jøderne at smøre blodet fra påskelammet på dørstolperne. Men var det nok til at holde dødsenglen ude?

Dødsskrigene hørtes udenfor husets dør. Nogle skrig hørtes tæt ved, andre kom langt borte fra. Det var dødsenglen, der gik forbi og ramte egypterne med den tiende plage. Nattens mørke omklamrede landet, og uhyggen bredte sig på grund af Guds straf, der var en følge af kong Faraos hovmod og forhærdelse. Alle førstefødte i familien skulle bøde med livet.

I huset hos den jødiske familie var der en overordnet ro og den sædvanlige småsnakken over bordene. Olielamper i forskellige nicher lyste op og skabte en beroligende stemning i opholdsrummet. Familiens overhoved havde haft travlt med at slagte et lam, fordi et ilbud fra Moses havde meddelt, at man i hast skulle slagte et lam og smøre blodet på dørstolperne. Det betød, at blodet symbolsk ville indhylle huset i en uigennemtrængelig kappe. End ikke døden kunne finde en smutvej ind i huset.
Kun dér, hvor man i ligegyldighed havde undladt at adlyde ilbuddet, var vejen åben for ødelæggende kræfter og død.
Familien i huset havde altid været tro mod de traditioner, der havde med jødisk gudsdyrkelse at gøre. Alle, fra den yngste til den ældste, var fast forankret i en tro på den skabende og opretholdende kraft, som udgik fra Gud. De vidste, at livet var guddommeligt, fordi kun en guddommelig skaber kunne skabe naturens undere, sådan som man kan se dem med det blotte øje, og ikke mindst når man betragtede mennesket, som er en fantastisk skabning.

Familien holdt også fast i bønnerne. De var den naturlige forbindelse til Gud. Selv de uhyggelige skrig udenfor kunne ikke bringe familien ud af fatning. Både store og små bad, mens de passede de forskellige jobs i fællesrummet.
Nu kaldte faderen dem alle sammen og bad en kort bøn, mens resten af familien bøjede hovederne: ”Velsignet være du vor Gud, som frembringer korn, der formår at mætte mange munde.” Han brød et brød og delte småstykkerne ud til familien. Samtidig spiste de bitre urter for at mindes de 430 år, de havde været trælle i Egypten.

Ovre i det ene hjørne lå en bekymret datter, som havde svært ved at falde til ro. Mange gange havde familien fået besked om at rejse, men hver gang køkkengrej, mad og tøj var pakket, kom der rejseforbud fra kong Farao. Han ønskede ikke, at det jødiske folk fik lov til at rejse. Det var tiende gang, de måtte blive i Egypten. Ude i den mørke nat lød stadig uhyggelige skrig. Stille kaldte hun på sin far.
”Er du nu sikker på, at du har smurt blod nok på dørstolperne, og hvordan kan du vide, at det dækker hele vores hus, som er utæt nogle steder. Du har selv sagt, at søndenvinden suser ind gennem nogle af sprækkerne.”
Faderen satte sig forstående på briksen hos datteren og forklarede, at påbuddet om at smøre blod på dørstolperne ikke bare var en fiks idé, der var opstået hos nogle mennesker, men der var kommet en direkte besked fra deres leder, Moses. Det var det samme som, at beskeden kom direkte fra himlen, så alle i huset kunne være ganske trygge. Lammets blod ville dække hver eneste cm af huset, selv om det kun var smurt på dørstolperne.
”Du ved, at vores fælles spisebord har åbne sprækker,” forklarede faderen videre, ” men dugen dækker hver en sprække. På samme måde dækker lammets blod hver en utæthed i vores hus. Blodet er et stærkt middel. Det er nemlig en himmelsk forordning, at blodet fra et offerdyr siden tidernes morgen har betydet beskyttelse og nyt liv. Derfor får selv ikke døden adgang, hvor blodet er strøget på. Døden må vige, som fjerene på en fugl skyr vandet. Forstår du det?”

”Ja far, jeg forstår, at lammets blod er et værn mod alle ødelæggende magter i himmelrummet og her på jorden, men hvad med Ruben inde ved siden af, fik hans far smurt blod på dørkarmene?”
Faderen tøvede med at svare, men fik dog endelig til sidst fremstammet, at naboen ikke havde ønsket at smøre blod på stolperne. Han havde blot smilet overbærende og trukket på skuldrene. Nej, han nåede det ikke.
Pigen begyndte nu at græde, fordi hun holdt meget af Ruben, men nu havde hørt og forstået betydningen af blodet på dørstolperne.

Pludselig blev døren revet op, og ind fór naboens Ruben med et forskræmt udtryk i øjnene.
”Må jeg være inde hos jer?” spurgte han stakåndet. ”Jeg opdagede pludselig, at min far ikke havde smurt blod på vores dørstolper – og derfor så jeg ikke anden udvej end at løbe over til jer, da jeg jo havde set, at I havde rettet jer efter beskeden fra Moses.” Ruben virkede meget ophidset og så bleg ud.
”Må Herren bevare dig ved lammets blod!” lød det kraftfuldt, men roligt fra husets ejer, der ønskede at hjælpe den nødstedte dreng. Ruben blev fanget i Guds kraftfelt, mellem blodet på stolperne og en klar bekendelse om blodets betydning. Det kunne kun blive til liv, når de stolede på Guds løfter. Drengen blev budt hen til bordet for at spise med. Gud havde skånet hans liv, og snart faldt der ro over ham. Ruben havde noget at fortælle. Det var ikke kun faderens uvilje mod at stryge blod på dørstolperne, der havde tilskyndet ham til at flygte fra hjemmet. En drøm havde fået ham til at fare op og tage sin beslutning. Han havde drømt, at han gik rundt på byens torv, hvor en dreng sad og solgte skriftruller. En lille skriftrulle blev hurtigt rullet ud, og en kort tekst kom til syne. ”Frelse” stod der øverst, og nedenunder stod der ”Lammets blod”, og det kunne kun betyde, at der kun var redning og frelse i Lammets blod. Hurtigt havde han forladt sit hjem uden at sige farvel. Han var nemlig den førstefødte i sin familie.
Datteren reagerede nu spontant og rejste sig og bad en takkebøn på alles vegne. ”Lovet være Gud i de høje himle. Tak for din vidunderlige måde at redde os alle på i denne nat. Vi takker dig for, at døden måtte vige for lammets blod på grund af din pagt med dit eget folk, og hjælp os til også i fremtiden at huske på, at frelsen alene er knyttet til lammets blod. Amen.”
Stille satte hun sig ned, mens taknemligheden stadig kunne læses i hendes ansigt. Medens hun sad der i mørket med lukkede øjne, så hun et kraftigt lys og hørte en stemme indeni, der sagde: ”Hold blot ud, så skal du se Herrens frelse.”
Hun var sikker på at stemmen kom fra Gud, og det stadfæstede hans trofasthed mod hende, for Gud står ved sine ord. Hun så sig nu omkring og fangede Rubens øjne, og det var som om de to forstod hinanden uden ord.

Skrigene døde hen udenfor, og morgensolen kunne skimtes mellem sprækkerne i den ene væg mod øst. Gud havde på sin egen måde brugt den tiende plage til at indstifte påske med påskelammet, bitre urter og usyret brød. En forordning, som aldrig skulle høre op.
Selv om familiemedlemmerne havde været vågne det meste af natten, virkede de slet ikke trætte. Bønnen og tankerne om en beskærmende Gud havde styrket dem og givet dem nyt mod. Nu fornemmede de også, at udfrielsen og det endelige opbrud var nær. Snart ville buddet atter komme med besked om at være parat til at forlade Egyptens land og vandre ud i ørkenen mod det forjættede land, Gud havde lovet dem.

Lammets blod har
mit dørtræ tegnet,
mig beseglet,
mig beseglet, jeg er hans.