Investér en time – og giv børn åndelige madpakker

Min venindes pigeklub for datteren og hendes veninder gav pigerne stor modenhed, og eksemplet smittede, fortæller en norsk søndagsskolekonsulent.

Jeg har en veninde, som for nogle år siden tog et vigtigt valg, som siden har virket som ringe i vandet. Hun bestemte sig nemlig for, at hun ville sætte en time om ugen af til at være sammen med sin ene datter og pigens veninder. Det blev starten på en pigegruppe, som jeg ved har haft betydning for mange. Konceptet var ganske enkelt. Maden var boller og saftevand, og man sluttede til tiden.

Snakken tog som regel udgangspunkt i udsagn om tro, tvivl, medier, sex, venskab, følelser mm. Min veninde havde ikke som mål at have svar på alt. Nej, det vigtigste var snakken med disse piger. Det, at de turde åbne sig, dele tanker, undre sig sammen, og det, at de reflekterede over store og små emner. Ud over at de talte om alt det, der optog dem i forbindelse med temaerne, brugte de tid til at bede sammen. Pigerne fik mulighed for at dele bedeemner, de var sammen i et trygt bønsfællesskab, og de fik frihed til at famle sig frem i forhold til det med at bede selv.

De kunne bede højt eller bare for sig selv. Min veninde tog et valg, som førte til en helt konkret og jordnær praktisering af troen i hjemmet. Og betydningen bredte sig som ringe i vandet. Hendes valg fik nemlig ikke bare betydning for disse piger. Det har fået betydning for utallige drenge og piger, fordi andre forældre har hørt om grupperne og er blevet inpsireret til selv at bruge en time om ugen på samme måde, med udgangspunkt i et samtaleoplæg ved navn B-tweenspillet.

Inspireret

Vi som forældre har rigtig mange timer til rådighed i løbet af ugen. Faktisk hele 168 timer, så hvorfor ikke lade en af disse timer blive investeret i børnene og deres venner? Utrolig mange børn længes efter denne type kvalitetstid sammen med voksne. Min veninde var ikke ligefrem ved at revne af selvtillid, da hun startede. Hun følte både tvivl og usikkerhed, og hun gik rundt om sig selv flere gange.

Men hun valgte at trodse usikkerheden og heller ikke gå efter det, hun troede var det klogeste at gøre. I forrige uge traf jeg en 12-årig pige på en vinterlejr for familier. Hun fortalte mig, at hun gik i en pigegruppe hos en venindes mor. Denne pigegruppe var helt konkret kommet i gang i forlængelse af den pigeklub, som min veninde i sin tid havde startet – trods sin store usikkerhed – for datteren og hendes veninder. Denne tolvårige pige gjorde stort indtryk på mig af flere grunde. Hun havde en modenhed og en frimodighed, som gjorde indtryk.

Den unge pige valgte nemlig at bruge sin ’madpakke’ i mødet med mig. Hun gav mig, en totalt fremmed, voksen dame, et håndskrevet kort med opmuntringen: ’Gud vil være med dig’. I Johannesevangeliet læser vi om en dreng, som frimodigt gav Jesus sin madpakke med brød og fisk, da tusinder stod og manglede mad. Ligesom drengen i Bibelen havde denne pige tillid til, at det hun havde kunne få betydning for andre. Hun tog også imod tilbuddet om forbøn i slutningen af lejren. Selv om hun var den eneste blandt mange, der alle var ældre end hende.

Troen på hjemmebane

Jeg er sikker på, at denne pige har fået utrolig meget med sig hjemmefra, fordi forældrene er bevidste om at praktisere troen på hjemmebane. Desuden har det uden tvivl betydet ufattelig meget, at en anden mor har ladet troen i deres hjem brede sig som ringe i vandet ind i pigeklubben. De er blevet udrustet med små ’madpakker’, som bliver til velsignelse for dem selv og for andre omkring dem. Lad os med frimodighed bruge en time om ugen til at udruste børn og unge med små ’madpakker’. Det kan få uanede konsekvinser. Se bare, hvad der skete i Joh. 6:1-13.