Vestens indsats hjælper ikke Syriens sidste kristne
– Det er lige før, byen falder. I øjeblikket overvejer hele menigheder i Aleppo i Syrien at flygte sammen til kurdisk-kontrollerede områder, skriver projektleder Samuel Nymann Eriksen fra Dansk Europamission.
Vesten ser til, men gør intet for de kristne. I april 2015 var der 85.000 kristne i Aleppo – men for fire år siden var der over 1 million kristne i byen, fortæller projektlederen, som netop er blevet opdateret på situationen fra en samarbejdspartner i Aleppo.
Det er kun et år siden, at Mosul i Irak blev udrenset for kristne af Islamisk Stat – efter at byen havde været en højborg for kristne og haft kristne indbyggere i snart 2000 år.
De moderate oprørsgrupper, som Vesten støtter, har nu forenet sig med Al Nusra i deres angreb på Aleppo. Disse tidligere moderate oprørsgrupper har skiftet navn til Fatah, ligesom den palæstinensiske gruppe. Og de modtager netop nu militær træning af amerikanske styrker.
Dansk Europamission opfordrer til forbøn for Aleppo. Organisationen støtter et nødhjælpsteam, som hjælper både kristne og andre minoriteter på flugt. Men nødhjælpsarbejderne lever under en større trussel end nogensinde før. De vil ikke flygte, men ønsker at blive.
Det koster ca. 680 kr. at sikre, at en flygtningefamilie har mad, vand og medicin i en måned, oplyser Samuel Nymann Eriksen.